Sommerferien kan blive dyrere end forventet

Den stigende dollarkurs kan have betydning for feriebudgettet, og ikke kun hvis rejsen går til USA. Tænk dig godt om, inden du hiver pengene frem, lyder rådet fra en bankøkonom.

Foto: Jeppe Vejl
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Drømmer du om et par billige sneakers og den fede følelse, når man betaler 100 kroner for to store bøffer? Så må det blive ved drømmen i år.

Dollarkursen er steget støt de seneste måneder, og det betyder, at sommerferien kan blive op til 27 procent dyrere end sidste år, viser beregninger fra banken Spar Nord.

Og det er ikke kun i USA, at danske turister risikerer en økonomisk lussing, fortæller cheføkonom Jens Nyholm.

»Der er mange valutaer, som er knyttet op til dollaren. Derfor vil vi opleve, at det er blevet tilsvarende dyrere de steder,« forklarer han.

Det gælder blandt andet populære ferielande Thailand, Egypten og Forenede Arabiske Emirater. Derfor er det ifølge cheføkonomen vigtigt at huske på, at selv om priserne er de samme som sidste år, så er de altså blevet dyrere for os.

»Hvis en burger koster en dollar, så kostede den måske også en dollar sidste år. Så på den måde er prisen jo ikke steget for amerikanerne, men det er den for dig, da du i år skal give 6,80 kroner for en dollar, hvor den sidste år kun kostede 5,5 kroner,« siger Jens Nyholm.

Han minder om, at man også kan få sig en slem overraskelse, hvis man kun bruger kreditkortet på ferien:

»Hvis du bare har kørt dankortet igennem under hele ferien, og dermed ikke fysisk har oplevet, at du fik færre dollars for dine kroner, så kan den regning, der venter derhjemme, værre større end du måske lige havde regnet med.«

Cheføkonomen råder derfor til at tænke kursen med, når der shoppes og spises i udlandet.

»Du skal prøve at have en eller anden omvekslingskurs inde i hovedet og lige stille dig selv spørgsmålet, hvad det egentlig koster, og hvad er den tilsvarende pris i Danmark,« siger han.

Det kan også være en god ide at tænke over, hvad man helst vil bruge sine penge på, inden man tager på ferie.

»Overvej på forhånd, hvilke aktiviteter I vil dyrke, og hvilke attraktioner I vil opleve, for den styrkede dollar kan sagtens betyde en ekstraregning på 3.000 til 5.000 kroner efter to ugers ferie,« siger han.