Som at bevæge sig rundt i »Det lykkelige Arabien« - på dromedarryg i ørkenen over dem alle

Wadi Rum er ingen nyhed på rejsehimlen, men dens skønhed betager fortsat.

Dromedarerne får sig et tiltrængt hvil i et par timer, efter de er returneret fra ture med gæsterne. De fleste vælger at tage på morgenridt, hvor varmen er behageligst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Henrik Nybo

Et endeløst hav af sublim skønhed med såvel drama som poesi indbygget. En parade af sand formet af vind, tårnhøje mastodonter og de særeste klippeformationer, som årtusinders erosion har formet.

Her er der frit løb for fantasien til at skabe imaginære billeder af en fugls næb, en menneskekrop hvilende på lejet, en løves glubske gab, en gammel kones krumme ryg. Og så videre.

Således byder en af verdens mest betagende ørkener sig til i det sydlige Jordan. Wadi Rum er navnet. Wadi betyder dal på arabisk, og dem er der en del af i landet, men Rum overgår dem alle. Wadi Rum er udødeliggjort igennem flere af de film, som helt eller delvist er optaget her. Den nok mest prominente af dem er »Lawrence of Arabia« fra 1962 med skuespilleren Peter O´Toole i hovedrollen som Thomas Edward Lawrence – eller blot T.E., som vennerne kaldte ham. Det episke drama, handler om denne engelske officer, der ville forene de arabiske stammer i et opgør mod tyrkerne under Første Verdenskrig.

Rendezvous efter 20 år

I løbet af de to dage, jeg opholder mig her, ruller sekvenser af filmen for mit indre øje simultant med de virkelige syn, jeg betages af uafladeligt. Også litterære værker  trænger sig på i erindringen – ikke mindst Thorkild Hansens store værk »Det Lykkelige Arabien«, som faktisk udkom samme år som Lawrence of Arabia-filmen, men hvis handling udspiller sig i midten af 1700-tallet. Er ord velvalgte, kan de erstatte det visuelle i den fortælling, som ellers er filmens fortrin. Det lykkes Thorkild Hansen med, når han beskriver de syn, strabadser og terra incognita, som ekspeditionen med Carsten Niebuhr som den reelle leder, blev udfordret af.

Jeg tænker tilbage på mit første besøg for mere end  tyve år siden. Det var en ret kølig januardag, og dengang var der yderst få turister, men en del beduiner, som ernærede sig ved fåre- og gedehold. I dag taler vi om et helt anderledes antal turister, ligesom sikkert de fleste beduiner – hvis ikke alle – tjener deres udkomme fra gæsterne.

Endelig er der i dag skudt adskillige telt-camps op inde i selve Wadi Rum. Kort og godt en udvikling, som gælder i de fleste andre egne af verden med et potentiale for turismen. Men kan selvfølgelig spørge, om Wadi Rum har mistet sin jomfruelighed. Nogle vil nok sige ja; jeg hælder til et nej. Helt sikkert er det, at det er landskabet, der er Wadi Rum’s raison d’etre, og det har ikke ændret sig. Tillige er mulighederne for at overnatte inde i ørkenen og udbuddet af aktiviteter i dag langt højere.

Mohammed i altid travl vigør i Wadi Rum Beduin Camp for at gøre gæsternes ophold så godt som muligt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Henrik Nybo.

Solnedgang på første parket

Der findes flere af disse teltcamps inde i selve ørkenen. Jeg havde hjemmefra googlet de forskellige muligheder, og valget faldt på Wadi Rum Beduin Camp, som ligger et kvarters kørsel fra Wadi Rum Village – vel og mærke i en 4WD – for der går ikke lang tid, før sandet bliver blødt, og med mindre der er friske hjulspor at køre i, så ender det hurtigt galt.

Mohammed har hentet mig i landsbyen i sit træfsikre køretøj. Omkring 12 »luksuriøse« telte med plads til op til seks personer udgør sammen med »restauranten« – også opført som et beduin-telt med brun-hvide striber udenpå. Lige over teltcampen rejser en lodret, furet klippe sig en ti meter ovenover. Beliggenheden under klippen sørger dels for læ og ly for vind og kulde i vinterperioden, men den tjener også som et uforligneligt plateau at klatre op ad og nyde en af disse solnedgange, som prenter sig ind i erindringen for stedse.

Alle har i løbet af dagen været på store oplevelser i Wadi Rum. Enten trekket og besteget betagende klippepartier, eller redet på dromedarer. Men hen under aften,  begynder solen at gå ned over massiverne.

I køkkenet er der gang i tilberedningen af aftenens måltid. Det sker ved en nedsænkning i et kogehul i sandet, hvor brænde sørger for nok varme til at koge adskilte fad med alt fra grøntsager til kødstykker forbliver under kog, indtil det er mørt. Herpå serveres maden inde i restaurant-teltet som buffet. Solen er for længst gået ned, og efter et rart aftensmåltid er der ikke meget andet at foretage sig end at nyde stjernehimmelen inklusive flere stjerneskud. Hele denne oplevelse opholder de fleste af os i en times tid. Ørkenens klarhed viser en overdådig stjernedrysset himmel, man kun kan falde til ro på, når kroppen lader sig hvile i teltenes fine senge.

Aftensmaden tilberedes tildækket i et hul i jorden under stærk varme – en traditionel metode, beduinerne har anvendt i århundreder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Henrik Nybo.

Næste morgen ved halvsyv-tiden åbner jeg døren til det flotteste morgensyn: Wadi Rums storhed slår mig bagud, endnu inden jeg er rigtig vågen. På med vandrestøvlerne og ud at udforske den nærliggende ørken før morgenmaden. Jeg ser en yoga-udøver stående i en kropslig bue på toppen af en nærliggende klippe. Dagen er frisk, ørkenen har hvilet i en skånsom fred. Ingen vind eller kulde, nøjagtig som tilfældet var, da jeg så den gå i sænk aftenen forinden.

Min guide på turen er Falch Hammad på 42. Han er halvbror til min vært i Beduin Camp, Mohammed, som har titel af direktør i det ellers familieejede foretagende. Falch har 12 brødre og seks søstre, når han tæller halvsøskende med. Hans far, som nu er død, mens moderen stadig lever, havde to koner, og dem begge fik han børn med, fortæller han, mens vi kører ud i det vilde. Han stopper op ved en af de kendte lokationer, Lawrence’s House. Op ad en bizart udseende sandstensformation er stablet en række firkantede sten oven på hinanden. Det skulle være her, han opholdt sig under den arabiske revolte. Det kræver dog nogen fantasi at forestille sig, at det har dannet en egentlig bolig.

Beduin-rødderne lever

Falch har bredt et tæppe ud på sandet i skygge for et ensomt træ og skænker te op. Han følger op på sin familiære forhold, og fortæller:

»Selv har jeg fem børn med den samme kone. Foreløbig har jeg kun hende, men jeg satser på, at jeg tager mig en kone nummer to på et tidspunkt. Jeg har venner, der er yngre end mig, som allerede har tre koner. Jeg skal dog lige have råd til den nye kone, for det er min opgave at forsørge begge. Jeg ved, at I har jeres meninger om flerkoneri, og der er også et stort flertal af jordanere, især i Amman, som ikke går ind for det. Men vi er alle i familien født og opvokset her, og er dybt forankret i beduin-traditionerne. Når jeg finder en ny kone, vil min nuværende kone fortsætte med at bo sammen med børnene i hjemmet, og så vil jeg sove på skift med dem,« fortæller Falch helt nøgternt.

Falch peger ud mod et område af ørkenen med særligt høje bjerg- og klippepartier. Især en enkelt af mastodonterne, dvæler han ved: »Hvad ligner den«, spørger han næsten med en selvfølgelig forventning om svaret, som lyder »Giza-pyramiden i Egypten«. Det svarer stort set alle, bemærker han.

Endnu en cigaret ruller han i fingrene, mens han i sit afmålte stemmeleje og helt uden tegn på begejstring, spørger: »Hvad er det mon, som alle finder så særligt ved Wadi Rum, for der findes mange ørkener i verden«. Han svarer på sit eget spørgsmål: »Det er bjergene og de vilde knopskud af bizarre klipper. Kombinationen af rødt sand og rosa høje bjerge, findes ikke mange steder i verden, så vidt jeg ved. Højderne giver perspektiv i synsfeltet, fremfor blot en uendelighed af sandklitter«, konstaterer han. »Er du enig – du har jo rejst meget?« Jeg nikker anerkendende. Og mener det!

På en klippe over Wadi Rum Beduin Camp nydes de sidste af dagens solstråler. Så snart solen er gået ned, falder temperaturen mærkbart, så især i vintertiden er det en god idé med en sweater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Henrik Nybo.

5 oplevelser du ikke må gå glip af

Umm Fruth Arch: Naturbroer findes der flere af fra de store til de små. Gå endelig ikke glip af Umm Fruth Arch og oplev den gerne i eftermiddagssolen. Den er ca. 10 meter høj, er rimelig nem at bestige, og fra toppen fås et spændende perspektiv, men det fra neden, synet er flottest, især hvis en person står nederst og en anden på toppen. Bed også chaufføren – eller dromedarføreren – om at se Litlle Rock Bridge.

Ørkenens skib: En tur på ryggen af en dromedar giver den særlige ørkenstemning, og man føler sig som T.E. De fleste vælger halvdagsture med udgangspunkt i den beduin-camp man bor, og kan tilrettelægges de attraktioner, man ønsker.

Seven Pillars of Wisdom: Et af de yderst betagende syv sammenhængende klippepartier, opkaldt efter titlen på T.E.’s selvbiografiske bog fra 1926. Fra besøgscenteret går en sti, hvor du kommer nærmere på de stejle klipper, og stien følger dem rundt igennem den imponerende Makharas Canyon. Afsæt små tre timer, og husk for alt i verden kameraet.

Khazali Canyon: Ligger nær ved Little Rock Bridge, og her i den smalle slugt får du årtusinder gamle malerier tæt på. Det er en god idé at have en guide med, for dels vil du næppe opdage dem, dels kræver det en viden om, hvad de forestiller, og hvilken spirituel betydning, de har haft.

Red Dunes: Sandklitter er der også flere af. Vildt imponerende er Red Dunes, som er en rosa klit, der vandrer stejlt op ad en massiv sandstens klippe. Herop går det knapt så nemt som nedad, især hvis man sidder på et surfbræt og suser ned i høj fart.

Umm Fruth Bridge er en af de smukkeste af flere naturlige broer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Henrik Nybo.