Sol, strand og Ferrari-ræs

Tag familien med til den italienske ø og bliv varmt modtaget. Her er børn i alle aldre velkomne

Rejseliv imported photo
På Sardinien er der i den grad plads til børnene. I Italien er børn en del af livet, og ingen bliver sure over, at de larmer lidt eller fylder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Didde Rishøj

De farvestrålende parasoller står side om side, og håndklæderne ligger med 5-10 cm afstand. Det er ellers ikke, fordi her er pladsmangel; denne sandstrand bliver ved og ved et par kilometer ud i horisonten. Men italienerne kan lide at være tæt på hinanden. Også når de ligger på stranden på Sardinien.

Læs også: Sådan bliver hele familien ferieglad 

 
Alt sker for åbent strandtæppe. Der indgås højlydt forretningsaftaler på mobilen, der pudses næse, synges med på sommerens pophits og opdrages børn med kontante dask på hovedet.

Lige lovligt tæt på alt sammen, når man nu er fra den nordlige del af Europa, hvor den personlige »strand-sfære« er noget større. Men uanset om vi vil det eller ej, så er vores lille danske familie hurtigt inddraget – og vi er hjerteligt velkomne. 

- Ciao bella, lyder det til vores to lyshårede børn på to og fire år, og så er de ellers en del af storfamilien. 

Den magelige bedstefar i strandstolen ved siden af os deler helt naturligt ud af sine chips. Og da børneflokken i familien under en anden naboparasol pludselig bryder ud i glad og temmelig støjende fællessang, tysses de hurtigt ned af forældrene, da de ser et barn, som sover til middag i vores strandlejr. 


Uimodståeligt vand

Sardiniens strande har ry for at være så flotte, at de er Europas svar på Caribien.

Og det er helt velfortjent, for strandene er virkelig suveræne. Klart og indbydende vand kombineret med fint sand, bittesmå hvide sten eller dramatiske klipper gør strandlivet uundgåeligt.  

Alene på den nordlige del af øen kan du få det, som du vil have det. Er du til sandstrande, hvor børnene kan tumle rundt, og selv gå ud i bølgerne, får du det ikke bedre end på standene ved Stintino.

Vil du være tættere på byen Alghero, vælger du standene Maria Pia eller Il Giovanni. Og skal vandet være helt turkist og uimodståeligt, skal du besøge Maddalena-øerne, som ligger i strædet mellem Sardiniens nordkyst og Korsikas sydspids. Her er der også mulighed for at se delfiner.

Snorkling og drypstenshuler

På strækningen mellem byerne Alghero og Bosa findes mange små bugter med flade klipper, som familier med lidt større børn med sans for snorkling og flotte udspring bader fra. 

Det klare vand kalder på dykkermasker og snorkler, og har børnene mod på det, er der mange flotte fisk. Nybegyndere inden for snorkling har også masser at kigge på ved Stintino-strandene eller ved Turas syd for Bosa, hvor børnene også kan få lang tid til at gå med at indfange eremitkrebs.  

Når børnene har fået nok af at dase på standen, vil de måske med på en tur til de imponerende drypstenshuler, neptungrotterne. Der går turbåde fra havnen i Alghero, og kører man selv derud, skal man lige være opmærksom på, at børnebenene skal kunne forcere de 656 trappetrin. 

Skal der brændes mere krudt af, findes der flere vandlande, mulighed for en ridetur, en runde golf eller gokartkørsel samt en fin adventurepark  – Parco Avventura la Regnatela – hvor større børn kan klatre rundt mellem træerne på udspændte wirer. Det hele er i køreafstand fra Alghero.

Ferrari-ræs for børn

Sardinien er på størrelse med Jylland, og man skal derfor ikke regne med at gøre hele øen på hverken en uge eller 14 dage. Vejene er gode, men dét, som på kortet ligner en lille køretur, kan godt vise sig at være en længerevarende bjergtur. 

Italienerne holder stædigt fast i siestaen og de sene måltider. Meget charmerende men også lidt af en prøvelse for danske børnemaver med faste spisevaner. Flere gange kredsede vi om den udvalgte restaurant og slog promte til med en bestilling, lige så snart tjeneren havde åbnet døren kl. 19.30 og fundet blokken frem. 

Den sydeuropæiske kliche om, at lokalbefolkningen promenerer ved aftentide, lever i bedste velgående på Sardinien. Øen er et yndet turistmål for mange italienere, og når butikkerne og restauranterne åbner, bliver havnefronten eller bytorvet et sammensurium af lokale og turister.

Børn er meget velkomne

Også her er børnene meget velkomne. For eksempel har enhver by med respekt for sig selv har en lille tog, som kører børn (og turister) en tur rundt i de smalle gader og præsenterer byens seværdigheder. 

I Alghero er hele havnefronten i juli og august omdannet til et rent forlystelsescenter på linje med Bakken. For en euro per tur myldrer børn i alle aldre rundt mellem karruseller, rutsjebaner og skydetelte. 

Og hvilken fire-årig kunne ikke tænke sig at slutte dagen af med at sidde i en lille kopi af en Ferrari og fræse om kap med andre børn i racerbiler? 

En aften står vi kl. 22.30 stadig ved sidelinjen og konstaterer, at vores fire-årige nu har kørt 14 ture (af omkring otte omgange hver). 

Men hvad – det er jo ferie.