Sneens St. Tropez

Biler er forbudt i franske Avoriaz, der giver adgang til Europas største skianlæg. Bag resortet ligger fremsynet vision om at skabe et sted, der forener det eksklusive og det naturlige.

Det særlige ved Avoriaz afslører sig, allerede da vi bliver sat af på hovedparkeringspladsen uden for byen med vores støvletasker, kæmpekufferter og ski.

Næste: Grøn på ski

En gut fra turistkontoret langer armen ud som for at praje en taxa til os. Til lyden af bjældeklang som i »Jul i Gammelby« er det imidlertid ikke en benzindunstende bil, men en hestetrukken kane, der kommer glidende i sneen. Der sidder vi så, to og to på lammeskind med vores pakkenelliker og en prrrr-råbende kusk, i duften af lige dele hø (nogle mener hestepære) og dampende varm hest på vej gennem den bilfri skisportsby. Det er hyggeligt, helt særligt – og alle de ni euro værd.

De mænd og kvinder, der trak de første streger til byen for 40 år siden – herunder 1960s vinterolympiske mester Jean Vuarnet – var økologisk fremsynede. De havde også større æstetisk sans end de fleste arkitekter bag andre franske ski-satellitbyer. Hvor meget boligareal på skisportsstederne er støbt i beton, er al Avoriaz’ byggeri klædt i cedertræ og formet, så selv de ti etagers høje boligkarreer falder smukt ind i det omgivende bjerglandskab. Idémagerne besluttede fra starten, at Avoriaz skulle være bilfri, så al transport i byen foregår på slæde eller gåben - eller med en af de få »taxaer« på larvefødder.

Dengang virkede det absurd. Ingen tænkte klima; at være bilejer og ankomme standsmæssigt lige til døren, var et velstandstegn. Men Vuarnet og følge holdt fast. Visionen var også, at byen, der knejser på toppen af den brat faldende La Falaise-klippe, skulle være relativt lille. Lille og eksklusiv.

Favoritsted for franske stjerner
Liggende i Haute-Savoie-området af Frankrig, blot 85 km fra Genève, indtog Avoriaz hurtigt en position som netop det; et sted for eliten fra Genève, Paris og omegn. Det blev kendt som »sneens St. Tropez« og favoritsted for franske stjerner som Brigitte Bardot. Ikke mindst da idémændene bag fik den ide at henlægge den internationale Fantasy Film Festival i byen, som trak Hollywoodnavne til lilleputbyen hvert år frem til 1993.

I dag er det helt almindelige franske og udenlandske familier, der strømmer til Avoriaz. Ikke mindst for at udnytte de over 600 pistekilometer i Portes du Soleil-området, som man har adgang til fra Avoriaz. Hvor stort området er, finder fire i vores gruppe ud af, da de bliver fanget i bunden af en piste ved lukketid. Taxaturen retur til Avoriaz tager over en time! Så hjælper det ikke stort, at man normalt kan stå på ski hele vejen hjem til skigarderoben.

Tung post på budgettet
Vi – syv kvinder – har lejet en privat lejlighed af tre danske gutter, der efter mange års besøg i Avoriaz har investeret i deres egen. Det viser sig at være en fantastisk beslutning. Fra lejligheden på 10. sal har vi udsigt til hele Avoriaz, Morzine-dalen og en gylden solnedgang – og det er langt billigere end at rejse gennem bureau.

Købet af liftkort er til gengæld en tung post på budgettet. 1.750 kroner per mand må vi lægge for syv dages adgang til Portes du Soleil.
Vi får til gengæld, især med den sol og natlige snebyger, der brager ned over os resten af ferien, fuld valuta for pengene. Avoriaz ligger i 1.800 meters højde, en placering, der giver masser af solskinstimer.

Og lidt specielt kan man med udgangspunkt i Avoriaz både søge opad i terrænet – med en top på 2.460 meter som det højeste – og stå på ski omkring 600 meter længere ned i højderne; f.eks. på en dag, hvor der er skyet og dårlig sigtbarhed højt på bjerget. Man må også vænne sig til, at velkomst-sms’er fra snart franske, snart schweiziske teleselskaber tikker ind på mobilen, for en almindelig dag på ski i Portes du Soleil-området indebærer flere ture ind og ud af Schweiz. Således kan man få sauerkraut til frokost – og lokale franske Savoie-egnsretter til aften. Uden at gøre andet end at spænde skiene på.

Næste: Grøn på ski