Havet ligger som et dovent rovdyr og viser tænder ud for det hvidkalkede slavefort på den palmebevoksede kyst. Lige der ved indsejlingen til Elminas havn vugger hundredvis af farverige piroquer med smældende sejl. De travle fiskere på bådene synger i takt til en tranceagtig trommen på olietønder, mens de med stærke overarme hiver net ind.

Inde på land balancerer kvinder i farverige gevandter med spædbørn svunget om lænden i tøjstrimler varer frem og tilbage i store baljer på hovedet. Bjerge af vandflasker, bananer, tomater, konserves. Småbørn render omkring og leger. Det myldrer med mennesker overalt.

Til højre for fortet og havnebroen, der forbinder den gamle bydel med den ny, larmer fiskemarkedet om kap med resten af sceneriet. 
Jeg kan ikke koncentrere mig om, hvad jeg skal fokusere på. Konstant fanger nye stærke scener øjnene, der er uvant med så meget liv, så mange farver, så høj puls. Jeg er i Afrika, i Ghana.

Mæt af indtryk falder jeg omkuld i en hvidskuret hytte ved stranden på Oasis Beach Resort. Hytten er rund med bast-klædt loft og mosaikgulv i skifer. Den store seng midt i rummet med de buede vægge, højt til loftet og havet blot et par meter herfra, sender mig til drømmeland.

Næste morgen er lige til et postkort. Bølgerne slikker kælent den hvide sandstrand, mens børn render omkring, og piroquerne sejler forbi ude i horisonten.

Slavefortet i Elmina havde plads til flere end tusinde slaver ad gangen. En stor sort mand med et farverigt kentevævet klæde svunget om kroppen – som en romersk toga, der lader den ene skulder nøgen – fortæller om sine forfædres tragiske skæbne.
Det var her, slaverne blev mast sammen i mørke kælderrum i ugevis, indtil de blev skibet af sted til Vestindien og byttet for rørsukker, guld, kakao og andre varer, som europæerne havde kastet deres kærlighed på.

I årene 1650-1857 fragtedes 300.000 afrikanske sjæle via 333 sejladser fra Guldkysten til dansk-vestindiske St. Thomas, skriver Thorkild Hansen i sin bog »Slavernes Kyst«. Tallet sætter han højt, for som regel døde der to slaver for hver én, som overlevede den lange rejse, hyppige afstraffelser og interne slaveopgør. Som betaling fik afrikanerne våben og sprut, der blot skærpede konflikterne mellem de afrikanske høvdinge og forlængede den lukrative slavehandel i to århundreder.

Portugiserne, englænderne og hollænderne førte an i slavehandlen, som kostede Afrika flere end 15 mio. mennesker. Men danskerne tog også en pæn del.

»Kystens Perle« er det store slavefort i Ghanas hovedstad Accra. Christiansborg, som det hedder, var centrum for den omfattende danske slavehandel på Guldkysten, og blev bolig for Ghanas første præsident efter uafhængigheden fra englænderne i 1957.
Det er vist planen, at Christiansborg skal overtages af Ghanas nationalmuseum, men indtil videre må man nøjes med at se den frygtindgydende bygning på afstand. Fotografering kan endda blive modsvaret af geværsalver.

Tag i stedet de 25 km nord for Accra til den lille plantage Frederiksgave, som Frederik VI gav til danskerkolonien i Ghana i 1832. Frem til 1836 dyrkede danskerne kaffe her med hjælp af 32 slaver. De forsøgte sig også med sukkerrør, tobak og indigo, men plantagedriften måtte til sidst opgives helt. Stedet blev siden kursted for syge danske embedsmænd fra Fort Christiansborg, der døjede med gul feber og malaria.

I 1848 blev alle slaver både i Vestindien og Afrika officielt frigivet, bl.a. efter pres fra Danmark, og efter salget af de danske besiddelser til briterne i 1850 forfaldt Frederiksgaves bygninger, men Nationalmuseet har for nylig i samarbejde med Ghana renoveret bygningerne med den indtagende udsigt over plantager og nærliggende landsbyer.

Sidste dag i Ghana slår jeg øjnene op til en himmelsk scene. En flok magre hvide køer og deres hyrde går forbi på stranden. Næppe er flokken forsvundet, før et nyt syn åbenbarer sig. En kreds af nonner og præster klædt i hvidt står i en rundkreds med hinanden i hånden bare 10-15 m fra min lille bungalow. Med havet og himlen som vidne synger og beder de for hinanden. En person ruller rundt i sandet i midten, indtil en i kredsen stopper og velsigner vedkommende, og det hele begynder forfra med en ny person.

En tur i regnskoven
Mindre end en times kørsel i de lokale minibusser nord for Cape Coast ligger Kakum Nationalpark på 600 km2, der er Ghanas største.
Ved indgangen hilser 15 m høje grønne bambusbuske velkommen, men skoven tæller træer, der er helt op til 85 m høje. Ankom gerne allerede ved 7.30-tiden, fordi den fugtige varme kan blive kvælende op af dagen, og desuden undgår man på denne måde de værste turiststrømme.

Det er ren zen at gå rundt og vegetere på hængende broer, der er 350 m lange og placeret i 40 m højde med en afgrund af træer under sig. Er man heldig, kan man se nogle af skovens 40 dyrearter – skovelefanter, aber, slanger og fugle – foruden den frodige flora, der tæller mere end 200 planter.