Naturen er så smuk og postkortperfekt, at man må knibe sig selv i armen for ikke at tro, at man er død, genopstået og kommet i paradis. Men midt i den idyl byder øerne også på uhygge og nærmest groteske oplevelser, som f.eks. på Kranieøen, hvor fortidens hovedjægeres mosbegroede kranier stirrer tomt ud i intetheden, og hvor en voldsom brænding slår ind over koralrevet.

’Dok-dok-dok-dok…!’ Den lille speedbåd skyder gennem det krystalklare vand, så stimer af småfisk skræmmes og springer fri af vandet. Dråberne på fiskenes blanke skæl glimter i det stærke sollys, så de ligner sølvmønter, der kastes i havet med løs hånd. Motoren slukkes, og båden glider langsomt ind på lavere vand, så man nu tydeligt kan skimte lysegrønne koralformationer og mørkeblå søstjerner på den kridhvide sandbund nær Kranieøen.

Vi balancerer fra båden over på nogle sten af skarpe, grå, udtørrede koraller og derfra videre gennem et tæt krat af grønne buske, som vi må mase os igennem for at følge efter vores styrmand, der kender ujævnhederne i underlaget og er langt hurtigere fremme i terrænet end os. Efter ca. 15 meter standser han og stirrer stift ud i luften. Blikket glider fra hans strittende fingerspids over mod et lille alter af grågrønne koralsten, og det syn, der møder os, får det til at løbe koldt ned ad ryggen trods tropevarmen.

Der, under træerne, ganske få meter fremme, stirrer to tomme, sorte huller fra et grønt, mosbegroet kranie direkte på os. Da vi langsomt bevæger os fremad, dukker flere kranier op. De ligger side om side og griner grotesk og uhyggeligt med deres åbenstående munde. Nogle af kranierne er intakte med tænder og kæbeparti, andre er uden underkæbe, og atter andre mangler tænder. Styrmanden fortæller, at kranierne tilhører tidligere forfædre og hovedjægere, og at de er placeret her på Kranieøen, ikke langt fra brændingen, der adskiller den rolige lagune fra det voldsomme åbne hav. Her holder kranierne havets onde ånder væk fra fiskerbyerne på den indre side af koralrevet. Målløse står vi der og iagttager dette bizarre skue. Der er på en og samme tid noget poetisk og grotesk over Kranieøen.

Det perfekte gemmested

Vi befinder os på Salomonøerne, et ørige i Melanesien nord for Australien. Salomonøerne er det perfekte afbræk fra en larmende og travl hverdag for dem, der er blevet trætte af livets hastighed i den moderne, digitale verden og for en stund ønsker af lege Robinson Crusoe og Fredag på en øde paradisstrand. Her svajer palmerne i tropevinden, mens solen går ned over et azurblåt hav. For Salomonøerne er noget nær det tætteste, man kan komme på et jordisk paradis. Her strækker de kridhvide sandstrande sig milevidt, og den ene paradisø efter den anden dukker op i horisonten, når man enten flyver eller sejler gennem øriget. Og det bedste: Salomonøerne er ikke blevet opdaget af masseturismen, og kun få rejsende finder vej helt hertil, så øgruppen har kun ganske få og små hoteller og overnatningssteder.

Engang var det helvede på jord

Hvad der i dag forekommer at være paradis for en turist, var tidligere bogstaveligt talt helvede på jord, hvis man enten var japansk eller amerikansk soldat under Anden Verdenskrig. For her, i disse romantiske omgivelser, udspillede sig nogle drabelige slag mellem regionens to krigsførende supermagter, USA og Japan.

Den japanske hær erobrede i løbet af få år kolossale områder i Asien, og deres ambitioner stoppede ikke her. Både Salomonøerne og nabostaten Papua Ny Guinea blev besat af japanerne, der fordrev de daværende australske soldater og lancerede et drabeligt luftangreb på det nordlige Australien ved at bombe byen Darwin. Amerikanerne, der efter at være blevet trukket ind i krigen, som et resultat af angrebet ved Pearl Harbor i december 1942, satte al magt ind på, at japanerne skulle fordrives fra øerne nord fra Australien.

Anden Verdenskrig skyllede over Salomonøerne som en tsunami, og som et resultat af dette er Salomonøerne den dag i dag oversvømmet af gammelt krigsmateriel. På land såvel som i havet ses gamle, sønderskudte japanske kampvogne, sænkede krigsskibe er blevet hjemsted for fisk, skildpaddder og koraller, og rustrøde antiluftskytskanoner peger endnu op i luften mod en fjende, der ikke længere eksisterer. Flyvrag overgroet af jungle falder fra hinanden, så de ligner bizarre moderne kunstværker. Uden for hovedstaden, Honiara, er det gamle krigsmateriel samlet sammen til et udendørs museum. Her kan man spankulere rundt i noget, der ligner en velholdt botanisk have og iagttage en imponerende samling af efterladenskaber fra de to imperiers rasen.

En af de soldater, der oplevede krigens inferno på egen krop her på Salomonøerne, var selveste John F. Kennedy. Han var ombord på et amerikansk krigsskib, der blev ramt af japanerne, men han reddede sit liv ved at svømme i land på en lille ø, hvor han, ifølge de lokale beretninger, skrev et SOS på en kokosnød, som han kastede i vandet. I dag kan man besøge denne ø, der hedder Kennedy Island.

Hajpatrulje langs koralfortet

En én meter lang, grå haj lister af sted i det krystalklare vand tre-fire meter fra kysten. Hajen har følge af småfisk i stærke farver, der spiser af de alger, som gror på hajens ryg. Af og til stikker rygfinnen op af vandet, mens den svømmer op og ned langs stranden i Vona Vona Lagoon ved Zipolo Habu Resort, et familiedrevet resort, der er bygget af en tidligere amerikansk kaptajn på en fisketrawler. Han har giftet sig med en lokal kvinde og driver et lille overnatningssted, der ligger på en ellers ubeboet ø.

En halv times sejltur i motorbåd fra gæstgiveriet fører os til en lille fiskerby, hvor børnene leger og springer i vandet fra de små fiskerbåde, der ligger for anker. Alt ånder fred og idyl, mens vi gør holdt her ved det, der kan siges at være byens legeplads, mens den lokale guide har en samtale med en af de vigtige mænd i byen. Han tager imod et kontant beløb som donation, inden turen fortsætter til fods gennem et tilgroet og kuperet terræn.

På toppen af en bakke udpeger guiden resterne af et gammelt forsvarsværk. Murene står endnu og er lavet af koralblokke. Fra dette fort af koraller sejlede hovedjægerne i sin tid ud og bekrigede de omkringboende stammer, fortæller han. Fjendernes hoveder blev i gamle dage betragtet som hellige, og man troede, at de indeholdt en manakraft. Når stammerne fra de forskellige småøer angreb hinanden og nedlagde deres fjender, tog de derfor hovederne med hjem. De blev renset og fungerede som krigstrofæer. Disse kranier fra fjenderne står stadig side om side med familiens egne kranier på altre i landsbyer samt ude i naturen, som f.eks. på Kranieøen.

I forbindelse med at de lokale stammer på disse øer fik kontakt med englænderne, og da skydevåben blev introduceret i 1800-tallet, eskalerede konflikterne mellem de rivaliserende stammer, fortæller vores lokale guide. Han stopper op og peger på en bunke koraller, der ligger på skovbunden omgivet af tørre, visne blade. Dette var hovedjægernes helligdom. En totemhund fungerede som ’vagthund’ for de hovedjægere, der holdt til her i koralfortet. Hunden pegede i den retning, hvor fjenderne var. Totemhunden blev fremstillet af koraller, men den blev senere ødelagt af en lokal fra landsbyen, der var blevet omvendt til kristendommen. I dag er det kun resterne af totemhunden tilbage.

Lokalbefolkingen på Salomonøerne

I dag er hovedjægernes krigeriske tid på salomonøerne en saga blot, og nu er det snarere de få turisters kameralinser, der er ude efter de lokales hoveder end omvendt: På et lokalt marked stirrer en pige direkte ind i vores kameralinse med opspilede øjne og et intenst blik, inden hun søger tilflugt under et vakkelvornt træbord. Bordet er dækket af små klaser af orange bananer, der ligger spredt ud på grønne bananblade, som dekorativt dækker bananklaserne og skærmer dem for den bagende tropesol.

De andre stadepladsholdere står bag deres små borde med stabler af røde og grønne chilifrugter, frisk ingefær med grønne stængler, lilla auberginer i plastikposer, tropiske fisk i alle regnbuens farver og små bjerge af betelnødder med grønne skaller, der ligner miniaturekokosnødder og tygges sammen med frisk skåret tobak, der sælges i store ruller. Ildrøde smil flænger luften på markedspladsen, da betelnøden, som er en udbredt stimulans at tygge på disse kanter, med årene farver tænderne røde.

Overalt på de søvnige lokale markedspladser og i de små landsbyer på ørne leger barfodede børn med deres hjemmelavede legetøj, som ofte består af et gammelt cykelhjul, der trilles af sted ned ad stier og jordveje med en kæp. Mange af dem har blond hår. Her på Salomonøerne ligner langt størstedelen af indbyggerne i høj grad den oprindelige befolkning i Australien med karakteristiske, flade næser, mørk hud og afrotekstureret hår, dvs. tæt, sort, kruset hår. Men en kromosomfejl hos en fjerdedel af befolkingen gør, at børnene har gulligt og nogle gange helt blond hår, som lyser op som store, gyldne græstotter i bylandskaberne og på de små lokale markeder.

Med krystalklart vand og grøn og frodig natur er det svært ikke at elske Salomonøerne ved første møde. Og det er i sandhed paradis på jord – men man må ikke glemme befolkningens historie, hverken nu eller i fremtiden.