Skiløb langs Powder Highway

Som en snarrådig slædehund snuser Trans Canadian Highway sig frem til vildmarkens bedste skisportssteder. Med hænderne på rattet kan du finde både isteidyl og uspoleret offpiste.

Foto: Garrett Grove
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De 18 hjul kører stadig rundt på den kæntrede lastbil. Som en forulykket skildpadde er den ikke i stand til at rejse sig fra den sæbeglatte grøft. Den fortvivlede chauffør står ved siden af sin væltede månedsløn. I bakspejlet anes blå blink. Hjælpen er inden for rækkevidde.

Næste: 5 råd om skiløb i Canada

Vinden pisker mod forruden, og snefnug på størrelse med Mozartkugler vælter ned fra himlen.
»I’m on the road again,« sang Canned Heat i 1968. Mere end 40 år senere giver Alan Wilsons karakteristiske stemme et skud tiltrængt selvtillid til en gennemsnitsdanskers glatføre-evner, mens den tidligere mineby Revelstoke nærmer sig.

Tre dage tidligere og 200 kilometer vestpå begyndte rejsen på den 8.030 kilometer lange vej med øgenavnet Canada’s Main Street. Her ligger det mindre familieskisportssted, Sun Peaks, en times kørsel fra Kamloops, som er en mellemstor canadisk by med små 100.000 indbyggere, heraf 10.000 universitetsstuderende.

Sun Peaks er første stop siden Vancouver 408 kilometer mod sydvest. Efter i mange år at have været Kamloops-beboernes lokale, men også konstant konkurstruede hemmelighed, blev Sun Peaks i 1992 opkøbt af japanske Nippon Cable. Med dem som investorer er skisportsstedet i dag godt nok til både det østrigske alpinlandshold, de nordamerikanske mesterskaber i speedskiing og skiglade familier fra hele Canada.

»Jeg har stået på ski her hver vinter, siden bjerget hed Tod Mountain,« siger 72-årige Clark Roadhouse, der på slaget 9 – som en af Sun Peaks’ 12 skiguides – melder sig under turistkontorets faner.
Clark og hans kollegaer står til rådighed for hvem, der måtte ønske det, og giver det, der bedst kan beskrives som en pistevisning, ganske gratis.

På toppen af Burfield-stoleliften, bygget for 50 år siden og dengang Amerikas længste, mødes skiløberne i 2.080 meters højde af et vinterlandskab med små, forblæste grantræer. Clark fortæller, at de lokale kalder dem snow ghosts.
Efter et minus 22 grader koldt møde med vinterspøgelser kan selv den mest hårdføre skiløber trænge til lidt at trøste sig på. På bjergrestauranten Sunburst Lodge anbefaler Clark en af Sun Peaks’ specialiteter, der bliver produceret i mere end 43.000 eksemplarer årligt; en sirupglinsende kanelsnegl med kalorier nok til at holde en polarforsker og hans hundespands blodsukker over smertegrænsen i flere døgn.

Polarforsker eller ej, kaloriebomben holder en kørende på Sun Peaks’ velpræparede løjper, og med fuld tank fortsætter rejsen to dage senere mod Revelstoke.

Snestormen, der væltede den 35 tons tunge lastbil, viser sig at rase hele natten, og da Revelstokes knap 8.500 beboere vågner op, sner det stadig. Hustage, biler og veje er dækket af mere end 35 centimeter fjerlet vinterflødeskum. Mens de lokale, sneryddende helte får skuden på ret køl, begynder farvestrålende skiløbere at stille sig i kø ved foden af gondolen The Revelation.
I Revelstoke er folk vant til det. Vorherre strør gerne om sig med mere end 15 meter frossen H2O årligt. Alle har smil på læben; det samme smil, der møder skiløbere fra Revelstoke til Røldal og er indbegrebet af forventningens glæde.

Flirten med skisport tog på sin vis også sin begyndelse i Norge, for det var den norske emigrant Nels Nelsen, der som 21-årig i 1915 arrangerede Nordamerikas første skihopkonkurrence; fire år senere snuppede han sin tredje sejr.
»Med ideelle betingelser på bakken og i overværelse af 2.000 mennesker hoppede han fænomenale 170 meter,« skrev The Revelstoke Review 13. februar 1919.

Byen ved Columbia-floden var hjemsted for Canadas første skiklub, åbnet i 1891, og samtidig et af de vigtigste knudepunkter for både minedrift og dertilhørende godstrafik mellem øst og vest. I 1885 blev the Last Spike, det sidste søm, slået fast lidt vest for byen og markerede, at jernbanen, Canadian Pacific Railway, havde overvundet de rå bjergmassiver og nu bandt Canada sammen.
Floden er opdæmmet i dag, og siden 1984 har Revelstoke Dam årligt været i stand til at levere strøm til 747.600 canadiske hjem, og Revelstoke tiltrækker hvert år mere end 45.000 bjergglade turister fra nær og fjern; ikke mindst australiere.

I liften på vej mod åbenbaringen fortæller Toby, hvorfor han valgte Revelstoke som hjemsted for sin vinter. Han er på 18 måneders orlov fra sin karrieren som kirurg i Canberra og tilbragte først en vinter på den nordlige halvkugle i franske Chamonix. Derefter direkte videre til den sydlige halvkugle og vinteren i argentinske Las Lenas, og nu er han tilbage i nord på jagt efter canadisk powder.

»Jeg ville finde et sted med masser af sne og rigtige mennesker; ikke en turistmagnet om vinteren og en spøgelsesby resten af året,« siger han med tyk australsk accent, inden han bevæger sig mod den upræparerede løjpe Kill the Banker.
Dagen efter viser den lokale skiinstruktør Justin Garey rundt i sin egen baghave.

»For bare få år siden var der blot en lift og ellers kun snescootere og os andre, der spænder skind under skiene og vandrer op ad bjerget. I 2007 åbnede Revelstoke Mountain Resort, og i dag har vi Nordamerikas højeste vertikale drop, 1.713 meter,« siger han ved toppen af firemandsstoleliften the Stoke. Til sammenligning kan olympiske Whistler Blackcomb kun præstere 1.609 meter.
Med udsigt til Mount Mackenzie i 2.146 meters højde – opkaldt efter den længst siddende canadiske premierminister, Mackenzie King, der i mellemkrigsårene lagde grundstenen til den canadiske velfærdsstat – sætter Justin hjemmevant kursen mod de upræparerede løjper Jalapeno og Hot Sauce.

Justin kommer oprindelig fra Alberta, en del af den canadiske prærie eller Canada’s breadbasket, som det hedder på disse kanter. Han flyttede som mange andre skiglade beboere i det seks tidszoner store land mod bjergene og kom aldrig tilbage. Efter tre timer kører hans ben stadig som en damptromle, og han kigger undrende på mig, da jeg vover at spørge, hvor lang sommerens pause fra skiløbet var. »Aldrig. Da sneen smeltede her i Revelstoke, drog vi mod Rogers Pass og Glacier National Park. Vi vandrede og løb på ski på gletsjerne hele sommeren,« fortæller han.

Efter en lang dag på bjerget lokker selve byen små fire kilometer fra bunden af Revelation-liften. The Modern Bakery har et stort udvalg, men efter en dag i de ømme lårmusklers tegn falder valget på Decadentsia, en saftig brownie med chokoladeganache og hasselnøddeflager.

Den voksne sult leder kompasset mod den irske pub, The Last Drop, der denne onsdag byder på open mic session og elgburgere med sprøde fritter og en Nasty Habit IPA fra det lokale Mt. Begbie Brewing Company, hvis brygmester, Bart Larson, har en Ph.d.-grad i atomfysik. Øllen smager fortrinligt.
I baren sidder Brandon Pollard. Han arbejder for Revelstoke Mountain Rescue og har et bud på, hvorfor så mange skiløbere i disse år vælger at drage til byen.

»Folk kommer til byen, fordi store pengepunge betyder mindre end i Whistler og Banff. Det pegede ellers i den retning, men så kom en finanskrise, og nu kan lokalbefolkningen også nå at følge med udviklingen,« siger han. Inden han takker af for aftenen, fortæller han også, at Justin Garey – ud over at passe sit job som skiinstruktør – er vældig glad for at køre hurtigt på ski. Meget hurtigt. Som speedskier er han indehaver af titlen »the Fastest Man in Canada« med 234,83 kilometer i timen. Til marts skal han atter forsvare titlen i Sun Peaks.

Pludselig mærkes de nedbrudte muskelfibre ikke helt så ømme længere, og den lokale svømmehal, Aquatic Centre, agerer derefter massør. Hovedattraktion, en 30 meter lang, rød vandrutsjebane, opsluger alle barnlige sjæle i fuldstændigt mørke og spytter dem ud med sommerfugle i maven. Herefter er både ben og sind klar til at fortsætte rejsen.

The Powder Highway fortsætter fra Revelstoke ind i Glacier National Park mod Rogers Pass. På vej op mod passet, hvor vejen flere steder hælder seks procent, holder lastbiler i kø for at tage snekæder på.
Efter de seneste dages snefald er vejen glat, og de 72 kilometers kørsel mod passet fyldes med høje brag. Det er det canadiske militærs 105 millimeter Howitzer-artillerikanoner, der sammen med vejens 31 halvtage sikrer fri passage for de millioner af køretøjer, der hvert år krydser Rogers Pass.

I 1.330 meters højde ligger Rogers Pass Visitor Centre og passets eneste mulighed for overnatning, Glacier Park Lodge, med mindre man har adgang til hytter i terrænet.

På egen hånd er Rogers Pass for de hårdhudede skiløbere, der har lang erfaring med selv at finde vej i bjergene. I 1899 kom de første schweiziske bjergguider til området for at hjælpe Canadian Pacific Railway med sikkerheden, men kunne 11 år senere ikke stille noget op, da en lavine dræbte 57 mænd i områdets hidtil værste ulykke. Den schweiziske bjergtradition hang dog ved. I god fysisk form, men uden stor vildmarkserfaring, kan Rogers Pass derfor sagtens opleves; det kræver blot kyndig, lokal vejledning fra en uddannet bjergguide.

»Vi ønsker at tage vores gæster til steder, de kun drømmer om. I jagten på nye spor, ude midt i vildmarken, opdager vi, hvem vi virkelig er,« siger David Scott, den ene ejer af Revelstoke Alpine Adventures, på parkeringspladsen foran besøgscentret næste morgen. Han fører an og får kroppen til at arbejde for føden. Earn your turns, hedder mantraet som oftest på disse kanter.

Vi overnatter i en hytte. I Alpine Club of Canadas 12 personer store Sapphire Col Hut, hvor der ved daggry er udsigt til en »brændende« bjergkæde, da morgensolen rammer tinderne. Her spiser vi en sand breakfast for champions, müsligrød tilberedt på primus, og er klar til 809 bjergtagende højdemetre ned mod parkeringspladsen 3,7 kilometer syd for besøgscentret. Efter gårsdagens strabadser er depoterne tømte, og Glacier Park Lodges svampede blåbærpandekager med ahornsirup får ben at gå på, inden turen går videre gennem endeløse granskove mod byen Golden.

Herfra rejser Purcell-bjergene sig på den anden side af Kicking Horse River, og en 14 kilometer smal, tilsneet vej fører op til Kicking Horse Mountain Resort. På nær i Vancouver er vinterdæk lovpligtige i hele British Columbia, og firehjulstræk er ganske anbefalelsesværdigt.

»Kaboooom.« Fra højt oppe i bjergene rejser en væg af lydbølger ned gennem dalen og rammer til sidst flokken af spændte skiløbere i køen til Golden Eagle Express-liften. Den skulle egentlig åbne klokken 9.00. 54 minutter senere ser nogle lidt skræmte ud; andre ved udmærket, at det er nogle af skiløberens bedste venner, der huserer højt oppe i bjergene; på disse breddegrader kalder de sig Kicking Horse Mountain Rescue.

»I løbet af de sidste 10 år er offpiste-skiløb blevet utrolig populært, men først nu er det begyndt at gå op for folk, at pudderet også kræver større viden og mere respekt. Her har vi som skisportssted et stort ansvar for at lære fra os,« siger Andy Walton, daglig leder af Kicking Horses Big Mountain Centre. Centret tilbyder både guidede endagsture i offpisten, som man kender det fra Alperne, og femdageskurser, hvor deltagere sidste dag går til eksamen og med den rette portion viden bliver indehaver af et Avalanche Skills Training-certifikat.

Dynamitstænger bliver kastet, eksplosioner brager ned gennem dalen, og efter en time og et kvarter er sikkerheden på plads. Gondolen kan åbne.

12 minutter og 3.413 meter senere viser Andy vej langs den bjergryg, de lokale kalder CPR Ridge. Han finder hjemmevant vej gennem de 15 centimeter nysne, der er faldet i løbet af natten. Årligt har den sparkende hest godt syv meter nysne at boltre sig i, og det er som oftest knastørt, da det er alpint terræn og koldt. Desuden når de verdenskendte storme fra den canadiske prærie – fyldt med knastørt englestøv – ikke at aflevere hele deres dyrebare last, når de vandrer hen over Rocky Mountains.

Efter små 200 meter gør Andy holdt. På toppen af en indbydende couloir, en slugt med træer og klipper på begge sider, viser han sig som en sand britisk gentleman og giver første tur videre. Et øjeblik efter hyler Whistle Blower, som slugten bliver kaldt, og adrenalinen pumper i alle kroppens afkroge.

Andy er oprindelig fra England, arbejder også i Alaska, men valgte efter 15 års sæsonpendlen mellem Revelstoke, Haines og London at slå sig ned i Canada. Han har fundet sin metier og det rette sted at udøve den.

»Vi er på rette vej, folk er nysgerrige efter at dygtiggøre sig. Men nu, hvor også mange black diamond runs fra toppen af Terminator Peak er in bounds, er det endnu vigtigere at uddanne folk til at kende bjerget,« siger han og refererer både til sidste vinters største nyhed, at ekspertområdet Superbowl blev indlemmet i det officielle område, og en af de tydeligste forskelle på Nordamerika og Europa.

Hvor man iEuropa selv bærer det primære ansvar, når man bevæger sig uden for pisten, skelnes der mange steder i USA og Canada på såkaldt in bounds og out of bounds; inden for og uden for terrænet. In bounds er stadig uden for pisterne, men inden for nær afstand til de patruljerede pister og dermed skisportsstedets ansvar; out of bounds bliver anset for vildmark, og i den amerikanske delstat Washington risikerer man eksempelvis en bøde på 1.000 dollar, hvis man kører uden for pisterne, hvor det tydeligt forbydes.

Det er endnu ikke sådan i Kicking Horse eller andre canadiske skisportssteder, men liftkortet ryger, hvis man ikke overholder reglerne; potentielt risikerer man også en retssag, hvis man udsætter andre skiløberes liv for fare.

Andy ser helst, at skiløbere tager vare på sig selv og kender sine begrænsninger, men mener også, at ethvert skisportssted har et ansvar over for de gæster, der ganske enkelt ikke har den viden, de burde have; og i sidste ende sanktionere, hvis det er nødvendigt. Debatten har i særlig grad raset siden en tragisk ulykke for to år siden, hvor en kvinde døde efter 10 dage i vildmarken, ganske nær Kicking Horse. Sammen med sin mand havde hun forladt området uden det rette udstyr, mad, drikke eller en telefon. Kort fortalt vidste ingen, at de var væk, og ingen kom og ledte efter dem. Manden overlevede, men har sagsøgt skisportsstedet. Sagen er endnu ikke afsluttet.

Efter en krævende formiddag på skolebænken viser Andy derefter, hvordan man i Kicking Horse tager vare på sine smagsløg. Med panoramaudsigt mod vest og endeløse rækker af sneklædte tinder og bjergskråninger byder Eagle’s Eye Restaurant i 2.347 meters højde på Bloody Marys, rosastegt elgmørbrad krydret med enebær og en Kicking Horse Coffee espresso, der bestemt lever op til sit navn.

Blandt de hvidskæggede canadiske graner og bjergskråninger klinger den amerikanske poet og naturalist David Thoreaus ord genkendeligt: »I went to the woods because I wished to live deliberately.«
Om man er til Sun Peaks’ velfriserede pister, Revelstokes magiske pudderskove, Rogers Pass’ udmattende opstigninger eller Kicking Horses stejle bjergsider, opfordrer the Powder Highway til at være sig livet bevidst og nyde hvert et sving.

Næste: 5 råd om skiløb i Canada