Skiferie med stil

Sne, sol og ingen liftkøer. Velpreparede pister, skiløb lige til døren og gode restauranter. Årets skiferie i Alpe di Siusi havde det hele.

Når skiområdet i Alpe de Siusi er udforsket, kan man tage en dagsudflugt rundt om det store bjergmassiv Sella Ronda, hvor man blandt andet finder ud af, at der godt nok er længere liftkøer i for eksempel Canazei. Så er det helt rart at komme hjem til Alpe de Siusi igen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rie Jerichow
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Normalt plejer det ikke ligefrem at være en fornøjelse at løfte hovedet fra puden, så snart man vågner, for straks at kigge ned mod fodenden. Men normalt er udsigten heller ikke hver eneste morgen et panoramavindue med et snedækket landskab, en knaldblå blå himmel og rosarøde solstråler på de øverste tinder.

Der er meget, der ikke er normalt her i Alpe di Suisi eller Seiser Alm, som de tysktalende italienere på disse kanter siger.

»Du vover at skrive om det,« truer mine venner, som i al evighed håber at kunne beholde det lille skiparadis for sig selv. For lidt af et paradis, det er det. Så please... sig det ikke til nogen, ellers får jeg ballade.

Alpe di Siusi ligger i en gryde, nærmest som et vedhæng på det meget større Dolomiti Superski, der blandt andet tæller Val Gardena, Canazei og Campitello. I bunden af gryden ligger den lille flække Compatch i 1.800 meters højde, hvorfra det lokale liftsystem med i alt 26 lifter går ud fra. Og midt i det hele – midt på pisten – ligger vores hotel, Paradiso, som man kun kan komme til på ski eller med hotelejerens særlige køretøj, der minder om en Hummer på larvefødder.

Nu er det nok ikke alle, der vil synes, at Hotel Paradiso og Alpe de Siusi er særlig paradisisk. For hvis man er til knaldsorte pukkelpister med snævre, udfordrende passager, er man gået galt i byen. Og helt galt, hvis det nærmest har været overflødigt at installere en seng på værelset. Natteliv er der absolut intet af. Når den sidste stolelift er kørt i garage om aftenen, kan man kun komme op og ned til hotellet i kane. Og det er måske lidt tamt, hvis man havde glædet sig til at lege festabe hele natten.

Men fornøjelser mangler der ikke. Når man efter en velassorteret morgenmadsbuffet knapper støvlerne på og sætter fra lige uden for skikælderen, har man glæden af at indtage de mest jomfruelige pister. Et optimalt resultat af regionens tyske rødder og italienernes behov for stil. For pisterne bliver grundigt gennemfriseret hver aften og efterlades uden antydninger af pukler. Det er rene selvtillidsbakker, som er skabt til elegante carvingsving og efterlader de fleste skiløbere med et fornøjeligt drag om munden for enden af pisten. Hold da op, hvor er jeg god – kan man se, at de i deres stille sind tænker om sig selv.

Det kan nu også være, at de smiler af noget helt andet. Udsigten for eksempel med de forrevne klippeformationer, der er så karakteristiske for Dolomitterne. Eller musikken hele vejen op i liften mod »Goldknopf«, som vi først opfattede som rigtig dårlig smag. Tænk at udsætte gæsterne for sådan en omgang tyroler-hopsa. Men da det gik op for os, at vi i virkeligheden var til live-koncert, og at det var liftpasser Johann Trocker, der stod for underholdningen, lød det hele pludselig meget bedre.

Han havde som ung mand brændende ønkset sig en harmonika – men faderen var ikke så velbeslået, så han måtte selv spare alle pengene op. Undervisning kunne det heller ikke blive til, så han lærte sig selv at trykke og hive på den rigtige måde. Her for et par år siden tænkte han, at han da snildt kunne fordrive tiden med at øve sig i de perioder, hvor liftsystemet fungerede uden hans indblanding. Det kom nogle turister for øre, som bad ham om at slå anlæggets højtaler til, og siden har skiløberne kunne vugge i takt til musikken på vej op i hans lift.

Heroppe fra toppen tager det ikke lang tid at komme ned igen. Især ikke hvis man tager den nærmest lodret ned ad speed-ski-bakken, hvor alle og enhver kan udfordre deres indre drengerøv og få målt deres hastighed. Små unger kører gladeligt over 80 km i timen. Og voksne kappes om at passere 100 i timen.

Der er noget magisk over Alpe di Siusi. I hvert fald hvis man lytter til folketroen. Området har i tidens løb haft en vis tiltrækningskraft – ikke kun på skiløbere. For her har hekse også boltret sig og gjort livet besværligt for bjergbønderne. Syge køer blev raske, og raske køer drattede om. Og når bondekonen troede, at hun var færdig med at kærne smør, var resultatet indimellem blevet til et par mus nede i smørkværnen.

Jo, det er artige sager, som man kan stifte bekendtskab med, når man tager på den såkalte hekserunde. Følger man ruten, vil man nå hele vejen rundt om gryden, og på alle de ni tinder, hvor heksene har haft mødepladser, står en række udskårne »totempæle«, der beretter om kvindernes ugerninger.

Der er heksepynt alle vegne. Også oven på hotellets glaselevator, som leder direkte ned til et velvoksent wellness-center. Her er swimmingpool, hvilerum med aromaterapi og fittnesrum for dem, der ikke har fået afreageret nok på pisterne. Og ude i frostvejret en hot tub, hvor man i dampende varmt vand kan se månen stå op eller ligge og tælle stjerner.

Der er også sauna, dampbad og en infrarød sauna til fri afbenyttelse for alle. Eller rettere, for alle, der er blufærdige nok til at følge skik og brug på disse kanter og smide hver en trevl. Indrømmet, det er grænseoverskridende at befinde sig ganske nøgen i et dampbad med sine ellers meget gode venner, for ikke at sige sammen med et udvalg af betroede medarbejdere fra Nordea, der også havde valgt at holde skiferie i Alpe di Siusi. Men hvad – når man kan sidde og drikke gin og tonic sammen med dem i den varme hot tub, kan man vel også gå i dampbad. Det mest mærkelige var faktisk at møde dem bagefter i restauranten – de var næsten ikke til at kende med alt det tøj på.