Skal man satse på en afbudsrejse?

Alle vil gerne af sted på ferie så billigt som muligt. Men kan det betale sig at satse på at finde en afbudsrejse, eller risikerer man at strande herhjemme? Danmarks fire største charterbureauer fortæller her, hvad dine odds er.

En ferie i et græske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi elsker et godt tilbud. Hvad enten det er supermarkedets tilbudsavis, der lokker, tøjforretningens tilbud om at betale for to og tage tre eller måske happy hour på vores foretrukne vandingssted…

Men mest af alt elsker vi et godt tilbud på en rejse til sydens sol.

Hver dag pløjer tusindvis af danskere gennem internettet for at finde et godt tilbud på drømmerejsen. Og netop nu, i maj og juni, er det højsæson for de bedste tilbud. Ja, selv i juli kan man være heldig, at der falder et godt tilbud af, viser en rundringning til en række af landets største charterudbydere, som BT Rejser har gennemført.

Og der kan være gode penge at spare som tilbudsjæger, selvom dagene, hvor man kunne komme af sted i en uge med fly og hotel for under 1.000 kr., stort set synes talte. Men 1.298 kr. ja, så slår de fleste til, uanset hvad destinationen er.

Det fortæller Stig Elling, Mr. Charter i en menneskealder og i dag selvstændig rejseekspert efter at være pensioneret som salgsdirektør fra Star Tour.

Han var med i de glade dage, hvor der blev solgt afbudsrejser i lufthavnen stort set lige op til afgang:

»Det kunne være ret vildt. Ofte stod der 20-30 mennesker i kø sådan en lørdag morgen for at få en sidste-øjebliks-billet, og charterbureauernes salgsrepræsentanter havde virkelig travlt dengang,« siger han.

Tøv ikke for længe

»I dag foregår langt det meste salg over nettet. Også af afbudsrejser eller sidste-øjebliks-tilbud,« forklarer Stig Elling, der mener, at man som rejselysten dansker finder de bedste og mest aktuelle tilbud på charterbureauernes egne hjemmesider.

»Charterbureauerne er oftest dem, der har de bedste tilbud tættest på afrejsetidspunkt i forhold til søgemaskiner, hvor man selv sammensætter flyrejse og hotel. Og det er simpelthen, fordi charterbureauerne hænger på pladser på såvel fly som hoteller. Men man kan være heldig mange steder,« medgiver Stig Elling, der samtidig opfordrer til, at man ikke nødvendigvis kun går efter sidste øjebliks tilbud:

»Finder man den rigtige vare til den rigtige pris – og med et hotel, der passer til ens ønsker – så slå til, i stedet for at håbe på yderligere reduktion. Otte dage før er prisen typisk den samme som på dagen eller dagen før,« pointerer han.

Det går op og ned…

Hos Bravo Tours er direktør Peder Hornshøj på linje med den konklusion:

»Er man spillernatur eller tilbudsjæger, giver det selvfølgelig fornuft tidligt som silde at trawle rejseselskabernes hjemmesider igennem. Men rent faktisk sker det lige så ofte, at vi i den sidste uge op mod afrejse sætter prisen op som ned. Så prisen for eksempel kan stige til 3.400 kr. i stedet for 2.700 kr. Og nogle gange kan man altså lige så godt tabe som tjene tusind kroner på at vente,« siger han.

Samlet to-tre procent af chartersalget er såkaldte afbudsrejser. I nogle uger er tallet stort set nul, mens det andre uger kan ligge på 7-8 procent. Og i den nuværende højsæson skal man ikke forvente at finde ret mange billetter til 1.000 eller 1.500 kr. Typisk vil afbudsbilletter ligge omkring 2.500 kr., påpeger Peder Hornshøj:

»Der kan stadig være uger, hvor der er mange penge at spare, men i de fleste måneder er der typisk ikke meget at komme efter. Maj og juni er dog traditionelt gode måneder for afbudsrejse-jægerne.

Det hele handler naturligvis om udbud og efterspørgsel. Vi er i charterbranchen blevet dygtigere til at planlægge udbuddet af rejser, så det passer til efterspørgslen. Men stadig kan der være store forskelle i forbrugermønstret fra år til år, som hverken vi eller vores computer-beregninger kan tage højde for.«

4-stjernet luksus til 1.000 kr.

Helt umuligt er det ikke at finde en afbudsrejse med ophold en uge sydpå på 4-stjernet hotel til 1.000 kr, lyder den glade melding fra Spies.

Her har produktchef Carlos Cebrian overblik over udbud og efterspørgsel, og han forklarer, at den slags supertilbud er der nok 300-400 af om året.

»I løbet af en uge bliver det næppe til meget mere end 10-12 rigtige afbudsrejser. Dertil kommer så restpladser, der af den ene eller anden grund ikke er solgt; og de helt billige tilbud er typisk i vores egne maskiner. Men der er også en smertegrænse for os. Skal vi ud at købe plads på et hotel, kan det rent faktisk bedre betale sig at flyve med et par tomme sæder,« siger han:

»Er man ude efter et godt tilbud er det værd ofte at tjekke vores hjemmeside. For vi sælger stadig rejser indtil tre-fire timer før afrejse,« forklarer produktchefen hos Spies, der påpeger, at ny teknik gør det muligt langt hyppigere at justere priserne. Og at de kan gå både op og ned.

»Udbuddet af rejser er nok lidt mindre i år end sidste år, men fortvivl ikke. Og slet ikke, hvis et godt tilbud, man har forelsket sig i, pludselig er væk. Andre er måske faldet for samme tilbud og holder pladserne – og så ser det selvfølgelig ud, som om de er solgt. Springer de fra, dukker tilbuddene til gengæld op igen. Så kig flere gange og vær fleksibel. Det kan ikke betale sig at låse sig fast på blot en enkelt eller to destinationer, hvis man vil have en billig ferie,« forklarer Carlos Cebrian.

Han tilføjer samtidig, at man hos Spies kan se, at kunderne typisk køber deres primære rejse i god tid, og så gerne køber årets anden eller tredje rejse i sidste øjeblik og går lidt på kompromis med destination og kvalitet.

Lille fald i afbudsrejse-salg

»Afbudsrejser bruger vi som en form for ventil, når vi kan se, at vi mangler at sælge nogle rejser hurtigt. I dag er der en meget forfinet automatik på vores hjemmeside, hvor priserne bliver opdateret hvert kvarter. Og hvis systemet 30-40 dage før afrejse kan se, at vi skal have solgt for eksempel 20 rejser til Rhodos, så bliver priserne sat ned og lagt i afdelingen for afbudsrejser.«

Det forklarer pressechef i Star Tour Nikolai Gaardboe Johnsen.

Star Tour har i år foreløbig solgt tre procent færre afbudsrejser end sidste år, hvilket glæder pressechefen, da det tyder på, at man ved sæsonens start har været bedre til at ramme den pris, danskerne vil betale. Men meget kan stadig ændre sig:

»Danskernes jagt på sydens sol er ikke overraskende afhængig af vejret herhjemme. Bliver vejret dårligt denne sommer, vil danskerne hurtigt begynde at kigge sig om efter afbudsrejser,« påpeger Nikolai Gaardboe Johnsen og tilføjer, at markedet for afbudsrejser derfor kan være brandvarmt i juli, hvor folk især bruger Google til at søge efter de gode tilbud:

»Vi kan se ti gange så mange søgninger på Google efter afbudsrejser i juli måned som i november,«siger Star Tours pressechef.