Allerede fra første synsindtryk er det svært ikke at blive imponeret, når man ankommer til Ragusa i det sydøstlige hjørne af Sicilien – eller rettere sagt ankommer for foden af den. Byen rejser sig nemlig op ad to bjergtoppe, og synet fra neden af de gamle huse, der nærmest står stablet oven på hinanden, er i bogstaveligste forstand bjergtagende.

Hvis man vil opleve Ragusa, er der kun en vej – og det er opad. For det kan lige så godt være sagt med det samme, at Ragusa rummer masser af trapper og halvstejle gader og bestemt ikke er egnet til gangbesværede. Til gengæld for den megen trappegang belønnes man med mange spektakulære udsigter og skønne bygninger i byen.