Seks danske ø-perler i et hug

Et dansk krydstogt med Clipper Adventurer viser, at man ikke behøver rejse den halve verden rundt for at opleve en smuk verden fra søsiden.

På øhoppet rundt i de danske farvande med krydstogtsskibet Clipper Adventurerer besøger man blandt andet de gamle fæstningsøer Christiansø og Frederiksø i Østersøen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Fredberg

 Lystsejlere har utvivlsomt gjort det. Men krydstogtsgæster? Nej, aldrig. I hvert fald ikke før til sommer.

Læs også: Guide: 5 danske badehoteller

Vi snakker om et spektakulært øhop fra København til Danmarks østligste punkt, Ertholmene, videre til Ærø, Samsø, Tunø og til Danmarks mest isolerede ø, Anholt, inden cruiset går tilbage til Dronningens by.

Ikke et ondt ord om Caribien, Middelhavet og alle de andre verdensklassikere i den hastigt voksende cruiseindustri med de stadigt større flydende hoteller. 

Men hvorfor rejse så langt?

Der er andre muligheder for at opleve verden fra søsiden, bare man har fantasien og skibet. 


En unik oplevelse

Idéen er at lave noget unikt. Noget, ingen har gjort før. 

De seks øer i den femte sæson af »Danmark Dejligst«-cruiset, som Albatros Travel står for, har aldrig været kombineret før og giver et kig ind i den nære verden, kun meget få har oplevet i ét hug. For første gang er de fredede klippe-, fugle- og fæstningsøer Christiansø og Frederiksø med på paletten af perler på rundturen på bekostning af Læsø

Samtidig er Grønlandsskibet Ocean Nova med plads til omkring 100 passagerer skiftet ud med Albatros’ nyerhvervede Clipper Adventurer, som umiddelbart efter hjemkomsten til København sætter kurs mod Grønland og mere vant farvand for et krydstogtsskib med isforstærket dobbeltskrog.


Vejret er en lunefuld modspiller

Et plus på togterne til en række af Danmarks smukkeste øer er, at man kan sætte passagerer i land i de stabile zodiac-gummibåde, hvor de store skibe ikke kan komme.

Da BT sidste år var med, brugte vi zodiac-bådene til landgang på Samsø og Læsø. Vi skulle også have været på Tunø, den lille bilfri ø mellem Samsø og Jylland, men måtte opgive på grund af en kraftig blæst over 15 sekundmeter.

Her sagde kaptajnen Idar Petersen fra. Smertegrænsen for zodiac-bådene var overskredet. Kaptajnen var i øvrigt også chef på Ocean Nova, da det stolte skib satte 82 passagerer i land på Hans Ø 14. august 2010 og pustede til de diplomatiske grænsestridigheder mellem arktisk Canada og Danmark/Grønland.

Udfordringen ved de danske krydstogter er det lunefulde vejr. Det var imod os sidste år med en del regn og blæst. På et af togterne i 2011 måtte man droppe Læsø og improvisere et Skagens-besøg. 

Det blev taget pænt af gæsterne, men alle kender jo også betingelserne fra starten på den specielle rejseform, et cruise i Danmark er.

De seks Øer på krydstogtet er:

Christiansø/Frederiksø
Ertholmene var målet på Clipper Adventurers jomfrusejlads i 2011 i Albatros-regi. Kun få har anløbet Danmarks østligste punkt, Christiansø, med et krydstogtskib. Ved ankomsten tidligt om morgenen gør man sin entre på Forsvarsministeriets historiske øer i zodiac-både, og inden afsejlingen sidst på eftermiddagen oplever man de stemningsmættede øers natur, det gamle fæstningsværk og den tilbagelænede stemning. Øerne har ca. 100 indbyggere.

 
Ærø
Ærø er en af Danmarks mindste ø-kommuner og har 6.500 faste beboere med saltvand i hjertet – samt fire færgeforbindelser. Men på en god sommersøndag kan der være næsten tre gange så mange mennesker på den charmerende ø i det sydfynske øhav. Og det forstår man. Besøgene i den berømte søfartsby Marstal med søfartsmuseet og i middelalder- og tornerosebyen Ærøskøbing, hvor tiden synes at have stået stille, er to af Ærøs highlights.

Samsø/Tunø
Man lægger til i lystbådehavnen Ballen og kommer i løbet af besøget det meste af øen rundt. Den frodige køkkenhave er Danmark i miniformat. Øen har det hele. Bakker og dale og et kreativt miljø. Samsø er en vedvarende energi-ø med elleve vindmøller på land og ti i havet. Og kartoflerne er sågar håndopgravede. Danmarks geografiske midtpunkt bryster sig også af at have et klima, der er tørrere end landsgennemsnittet. På den lille ø Tunø er der blot to elever i skolen, og kirken tjente engang som fyrtårn.

Anholt
Zodiac-gummibåden bringer gæsterne i land på Danmarks mest isolerede ø midt i Kattegat over 60 kilometer fra nærmeste nabo. Fra øens to højeste bakker, Sønderbjerg og Nordbjerg, kan man se vand, så langt øjet rækker. Det meste af øen er fredet, og man har en attraktion, der virkelig vil noget: Nordeuropas største ørken. En vandretur i ørkenen, sæler og fugle og en frokost på kroen er med til at runde krydstogtet af.

Læs også: Samsø set fra en jernhest