Se Portugal fra egen husbåd

En enorm kunstig sø med et hav af øde, uopdagede øer og en certificeret mageløs stjernehimmel, er Portugals nyeste bud på en anderledes ferie.

Foto: Mille Collin Flaherty

Solen skærer skarpt gennem landskabet og søen er blank som et spejl. Der dufter af krydderier, timian, oregano, mynte, og nysgerrige firben pusler i det tørre græs. For enden af vejen ligger Amieira Marinas administrationsbygning, der bevidst er bygget som et komma på den den brungrønne bakkeskråning, mens firmaets gourmetrestaurant i modsætning knejser stolt på bakkens top. Restauranten tiltrækker mange gæster, både turister og lokale, der indtager deres måltider på terrassen med udsigt over søen.

Læs også: Badeferie for fulde sejl

Marinaens egentlige forretning er dog husbådene. De husbåde, der skal være vores hjem de næste tre dage og nætter.
Vi skal selv sejle båden, men inden vi får overdraget nøglerne, er vi på skolebænken i et lille lokale, hvor en instruktør viser os alt det, vi skal vide. Man navigerer efter rød/hvide bøjer, der er markeret med tal, der fortæller, hvilken rute, man sejler efter. Det tager ti timer fra søens sydligste punkt, hvor Amieira Marina ligger, til det nordligste punkt, og visse dele af søen hører under spansk herredømme, hvor man ikke må sejle.

Det er vigtigt, at man følger de afmærkede ruter på kortet, for visse steder kan der være et træ eller andre uforudsete, undersøiske overraskelser, man ikke har lyst til at sejle ind i. Søen er nemlig ikke som andre søer, og bunden er ikke blot en mudret bund af tang og alger: Lake Alqueva er en kunstigt anlagt sø, og under vandet ligger et bakket landskab, der engang var fyldt med spredte, hvide landsbyer, fårehyrder og en flod, der bugtede sig gennem de grønne dale.

De grønne dale var dog ofte brune, fordi floden ikke var vandholdig nok til at forsyne områdets omfattende landbrug, og derfor besluttede man tilbage i 1950erne at bygge en dæmning og simpelthen fylde området med vand som et kæmpemæssigt badekar.
Det skulle dog tage næsten fem årtier, før Lake Alqueva blev en realitet, for først i 2006 begyndte dalen at fyldes med vand. Og stadig den dag i dag er søen kun langsomt ved at blive en integreret del af det lokale samfund.

Båden - stort set er idiot-sikker
Efter den teoretiske gennemgang går vi ned til båden, hvor vi får en praktisk indføring i bådens navigationssystem, hvordan man lægger til kaj og sejler båden helt i land, og hvordan man sætter gearet i en af de to mulige: frem eller tilbage.
Man får indtryk af, at båden stort set er idiot-sikker, og Victor, der viser rundt, er smilet selv, og siger »don’t worry« flere gange end man kan nå at tænke på, hvor galt, det kan gå.

Vi får også en demonstration af, hvordan man opererer toiletterne med en lille pumpe, og folk med sarte toiletsjæle skal indstille sig på, at her er lydt, her skal pumpes efter hvert besøg og papiret skal ikke i kummen, men ned i en lille spand.
Båden er en ud af en flåde på i alt 15 i syv forskellige størrelser og prisklasser. Vores båd har plads til otte sovende gæster fordelt på to kahytter i hhv. for- og bagende og to i bådens kabys, hvor bord og bænk bliver til en dobbeltseng.
Da vi kun er fire i vores selskab, har vi en kahyt hver med seng, skab, eget bad og toilet, hvilket er rart, da vi ikke kender hinanden på forhånd. Det kommer vi til i løbet af de dage, vi er og sover på om bord, men bådene er helt klart beregnet for familier eller andre, der kender hinanden godt – eller er indstillet på at komme til det.

Køkkenet består af et køleskab, skabe til service og to håndvaske – en med vand fra søen til opvask og en med vand fra en tank til madlavning. Båden er desuden fuldt udstyret med ovn, gasblus og en mobil grill.
Før vi sejler ud fra Amieira Marina, bliver vores køleskab fyldt op med drikkevarer, mælk, æg, yoghurt, frugt, skinke og store aluminiumsbakker med lækre retter fra Marinaens gourmetrestaurant – en service, man kan bestille over nettet hjemmefra, og som så står klar i bådens køleskab, når man ankommer. Man kan også bestille dagligvarer fra supermarkedet, som Marinaens personale sørger for at have klar – til priser under dansk niveau, inklusive levering.

Det portugisiske køkken til favorable priser
Man bør dog overveje denne service af færdigretterne, da enhver landsby langs søbredden byder på restauranter med mad fra det landlige, portugisiske køkken til favorable priser. En hovedret fås ofte under ti euro, og en flaske vin for omkring seks.
Vi skiftes til at have tjansen som kaptajn, og her har man valget mellem at styre båden fra den primære plads i kabyssen, der er udstyret med ekkolod og GPS, eller fra en plads i bådens tag. Båden er designet, så man kan færdes og opholde sig på hele bådens overflade, der nemt kan spules ren med en vandslange. Her er ingen fine fornemmelser eller ting, der skal passes på. Alt fungerer, og det virker nærliggende at sammenligne husbådene med livet i en campingvogn: Man bor tæt sammen på lidt plads, man kan tage på opdagelse i sit eget tempo og man får helt klart den bedste oplevelse, hvis vejret er godt. 

Selve sejladsen går ualmindeligt nemt, og det er en skøn følelse af ubetinget frihed at sejle på en sø, der visse steder føles stor som havet, og andre steder mest minder om en kanal med små, tillokkende øer, man kan lægge til ved og lege, at man er Robinson Crusoe på opdagelse et sted, ingen andre har været før.
Nogle steder er der klipper og sten, andre steder fint sand på små, uforstyrrede strande, men for det meste er landskabet grønt og bakket med træer, græssende dyr, lyden af kobjælder og et ualmindeligt rigt fugleliv.

På bekostning af landsbyen Luz
Når båden skyder gennem vandet, kan man ikke lade være med at spekulere på, hvad der egentlig findes nedenunder. Bådens sonar viser indimellem op til både fyrre og tres meter, og det må være der, hvor dalen var dybest. Heldigvis byggede man oprindeligt byer højt på bakkerne, men da vandet oversvømmede dalen, var det på bekostning af landsbyen Luz, der simpelthen blev flyttet fire kilometer længere oppe ad bjerget.

Kirken, kirkegården og byens springvand blev delvist flyttet i den oprindelige form, men ellers blev den nye Luz opført fra bunden, og indbyggerne tilbudt et hus for et hus, et land for et land.
Same, same, but very different, for historien sad jo i murene, og på det moderne museum i den nye by kan man se en film, der viser den rørende og triste historie om et folk, der har boet hele deres liv i huse, de er vokset op i, huse med sjæl og nedslidte dørtrin, der blev jævnet med jorden til fordel for en sø, de ikke havde bedt om.

»Se, er det ikke flot,« siger entreprenøren i filmen og slår ud med armene, mens mennesker med et helt liv malet i de rådvilde ansigter ser til og enkelte fælder tårer, der løber ned over kindernes folder som den flod, der engang var.
Den nye by har snorlige gader og skinnende hvide, velfungerende huse, som ingen føler sig hjemme i, og derfor er byen Luz et mærkeligt, trist besøg, der sætter søens storhed en smule i perspektiv.

Gamle fæstninger på bakketoppe
Helt anderledes er det med byerne Mourao og Monsaraz, placeret på hver sin bakketop på hver sin side af søen.
Begge byer har gamle fæstninger, hvorfra portugiserne holdt godt øje med naboen Spanien, der kunne finde på at sejle deres skibe ned ad floden i midten. I så fald signelerede man fra den ene fæstning til den anden med røgsignaler, og hele områdets alarmberedskab blev sat ind.

Særligt Monsaraz er et besøg værd med sine smalle, skæve gader, blomsterranker, der vælter dovent og lilla ned over de kridhvide mure, den antikke arena, der en gang om året bliver levende igen, når tyrefægterne dyster mod den rasende tyr, små butikker med malet porcelæn og lokal strik, restauranter, der byder på lækre egnsretter, og en udsigt, man ikke kan købe for penge. Her er så pittoresk, at det hviner i øjnene, og man må skifte billedkort i sit kamera, hvis man skal have det hele med.
Lake Alqueva er en mærkelig, smuk og virkelig anderledes ferieoplevelse. Mest af alt, fordi Amieira Marina er stort set det eneste bud på turisme på søen. Områdets befolkning fisker lidt fra bredden og bader lidt fra broerne, men der er stort set ingen andre både på vandet, end den, man selv sejler på.

Der har i mange år været snak om golfbaner og hoteller ved søen, men finanskrisen gør, at det lige nu bliver ved snakken, og det er som om, det bider sig selv i halen: Ingen hoteller, ingen turister. Og ingen turister, ingen penge at udvikle området for.
Men det skal ikke holde en fra at være pioner, for her er masser at komme efter, og den sparsomme befolkning, og dermed ekstremt begrænsede forurening, har gjort, at man her som et af få steder i verden kan se den komplette stjernehimmel med det blotte øje, hvilket man andre steder skal bruge avanceret udstyr til.

Faktisk er fænomenet så uovertruffent, at området er certificeret med verdens første »Starlight Tourism Destination« af UNESCO. Her behøver man ikke at vente på et stjerneskud. Man mangler bare flere turister, der vil komme og få deres ønsker opfyldt.
 

4 oplevelser omkring Lake Alqueva

Aktiv ferie
Flere lokale firmaer begynder at kunne øjne en forretning med aktiviteter i og omkring søen, og Break Tours er så absolut værd at stifte bekendtskab med. Firmaet ejes og drives af det unge og uimodståeligt søde par Francisco og Marina, der arrangerer alt fra kajakture til vinsmagninger og besøg hos lokale pottemagre. Familiens seksårige søn er vild med fodbold, og kan et eneste ord på dansk: Laudrup. Prøv også en solnedgangstur i kajak.

Alqueva Dam
Den enorme dæmning, der modstår presset fra den store sø, er som taget ud af en James Bond-film.
Selve konstruktionen og bygningsværket i beton er et imponerende syn med sine næsten hundrede meter høje slusedøre, vandslisker og mekanik. Gå en tur over vejen, der løber oven på dæmningen og bliv bjergtaget af dette menneskeskabte og betagende værk, der adskiller livet, som det var engang med en flod og en dal, og så den store sø med vand, så langt øjet rækker.

Restaurant Sem-Fim, Monsaraz
Det mest anbefalelsesværdige spisested i Portugal er restauranten Sim Fin i Telheiro, Monsaraz.
Restauranten byder på udsøgte, lokale retter som blæksprutte, lam og indbagt kylling, men den virkelige attraktion er omgivelserne.

Restauranten er indrettet i et gammelt oliven-raffinaderi, og de industrielle maskiner, presser og originale skinnerne i det nedslidte stengulv danner dekorative rammer sammen med hyggelige sofahjørner med vævede, farverige tæpper og store puder, rustikke jernstager med løbet stearin, borde i materialer som skifer, jern og glas og træstole i tilfældige farver – rød, grøn, sort, grå. I det tilstødende olivendepot ligger et galleri.

Restaurant Adega Velha, Mourao
På et lille, undseligt blåt skilt af blik står navnet »Adega Valha«, det  gemmer på en af regionens bedst kendte spisesteder. Stedet er indrettet med bl.a. møbler fra en gammel købmandsbutik, og en hel væg er dedikeret gamle radioer, folk i byen har doneret til stedet. Både lokale og turister kommer her for den unikke stemning af løssluppen samtale og sang, for den hjemmeproducerede vin og for den lokale dessert »Ejacada de Morrau«, der er lavet på æggeblommer og sukker, og som blev opfundet, fordi egnens nonner brugte æggehviderne til at afstive deres hovedbeklædning.

Læs også: Båd-safari på Nilen