Se Alaska fra et propelfly

USAs største stat, Alaska, er spækket med store oplevelser. En af de største af dem er at lande med propelfly på en gletsjer for foden af Nordamerikas højeste bjerg, Denali.

Foto: Sole Bugge Møller. Piloten, Alex Land, der flyver os over Denali National Park.
Læs mere
Fold sammen

Det startede med en mail fra en bekendt, der bor i Alaska. Han sagde, at hvis jeg kom på besøg, så var jeg nødt til at tage en flyvetur over Denali National Park og lande på en gletsjer.

»Det er dyrt, men det er en oplevelse for livet og hver en krone værd,« skrev han.

Og således befinder jeg mig nu i den lille flække Talkeetna. Og skumler over de tætte, grå skyer. Jo mørkere de bliver, jo mørkere bliver humøret.

»Sigtbarheden er for lav til, at vi kan lande, så vi kan ikke flyve, før vejret bliver bedre,« siger Annie Duquette bag skranken hos Talkeetna Air Taxi.

Talkeetna Air Taxi er et af tre firmaer, der tilbyder såkaldte »flightseeing tours« til Denali National Park, en af USAs mest storslåede, afsides, rå og uspolerede nationalparker, der blandt andet huser Nordamerikas højeste bjerg, Denali.

»Vi foretager flere gletsjerlandinger end noget andet firma i verden. Omkring 40 flyvninger om dagen,« siger Annie Duquette.

Hun viser os et tredimensionelt kort over det 6.194 meter høje Denali og området omkring, så vi kan se nogle af de gletsjere, flyene lander på, men lige nu er hun ikke for optimistisk på vores vegne, for skyerne har opslugt bjergene.

»Men vejret skifter lynhurtigt her, det kan være regnvejr og sne det ene minut, og ti minutter senere klarer det op,« siger hun.

Udenfor står de røde propelfly stille i støvregnen, som var de antikke modelfly. Tre piloter står i ly og tripper for at komme ud at flyve. I denne del af Alaska har folk i højere grad brug for et pilotcertifikat end et kørekort, og piloterne joker med, at de lokale ville foretrække at flyve til supermarkedet frem for at køre, hvis de da ellers havde en landingsbane.

Men der er noget om snakken – Alaska er et af de steder i verden, der har flest piloter per indbygger, tre gange så mange som nogen anden delstat i USA.

En af dem, Dave, giver et godt råd. De sidste par dage er vejret blevet bedre sidst på eftermiddagen, så han råder os til at prøve at komme med den sidste afgang.

En solid maskine

Foto: Sole Bugge Møller. Havilland DHC-6 Twin Otteren, flyver omkring 40 gange dagligt. Fold sammen
Læs mere

Daves fornemmelse viser sig at være korrekt. Sidst på eftermiddagen klarer det op, og vi bliver bedt om at gøre os klar. Vi får udleveret et Goretex-overtræk til at sætte uden på vores støvler, som vil holde os tørskoede på gletsjeren.

Der er ti personer i gruppen, piloten Alex Land er en gut i 30erne med fuldskæg, der har fløjet, siden han var barn. Han åbner døren til propelflyet, et de Havilland DHC-6 Twin Otter med ski påmonteret under landingshjulene. Instrumentbrættet ligner noget fra 1950erne, og det viser sig også at være tilfældet. Men Alex forsikrer os om, at vi ikke har grund til at være nervøse.

»Et Otter-fly er en solid arbejdshest, der kan lande på selv de sværeste underlag, og det er et godt tegn, at den stadig er på vingerne,« siger han.

Fordelen ved flyet er, at det kan lette og lande på så lidt som 200 meter – hvilket er alfa omega på gletsjeren.

Solen står lavt på horisonten og farver skyerne i gråblå, rosa og hvide nuancer. Men så bliver alt gråt og det begynder at regne så meget, at det drypper ind i det gamle fly. Vores håb om at lande på Ruth-gletsjeren svinder. Vi har fået at vide, at man kun kan se toppen af Denalis 6.194 meter en tredjedel af tiden – resten af tiden forsvinder bjerget i skyerne.

I øjenhøjde med bjergene

Foto: Sole Bugge Møller. De rå og uspolerede områder gør Denali National Park til noget ganske særligt. Fold sammen
Læs mere

Men lige så pludseligt som de forsvandt bag skyerne, troner Alaska Ranges dramatiske savtakkede tinder frem af gråvejret igen. Først er skråningerne klædt i grøn, så man skulle tro, at vi var på Hawaii, men snart bliver det grønne erstattet af grå granit og isblå gletsjere, der slænger sig ned af skråningerne som lange glidebaner.

Propelflyet møver sig ind mellem det hele og det føles fantastisk intimt at være i øjenhøjde med bjergene, som man ellers er vant til at krænge nakken bagover for at se. Det er som om, vi kan række ud og gribe fat i dem. Under os har en gletsjer pløjet sig gennem kløften som en ti-sporet motorvej, og sprækkerne i isen danner abstrakte mønstre.

»Det her er Ruth-gletsjeren. Isen er usædvanligt tyk her, over en kilometer,« siger Alex.

Han forklarer, at isen bevæger sig med næsten en meter om dagen, og den øverste del ligger for foden af Denali, hvis top dog stadig er knap fem kilometer over os.

»Vi lander om lidt,« siger Alex.

Det er svært at se hvor, for under os er der ikke andet end is og sne – intet, der bare antyder en landingsbane. Men så ser vi et andet fly på isen, og et dusin mennesker står stimlet sammen og kigger op mod os, mens vi lægger an til landing.

Svuuusj! Skiene på propelflyet glider fløjlsblødt over sneen, og så står vi stille. Folk i flykabinen bliver kåde og vil ud af døren hurtigst muligt. To små, japanske børn med deres familie er de første ude på isen og begynder spontant at le og kaste rundt med sneen.

»Det er ret cool, hva’?«

Selv om Alex lander her stort set dagligt, kan man se på smilet, at han ikke er blevet træt af det. Vi ti passagerer står mest bare og måber, mens mundvigene uundgåeligt krænger opad. Grå granitvægge rejser sig lodret op fra sneen og omringer os på alle sider. De fleste af dem er højere, end hvis vi stod på bunden af Grand Canyon.

En oplevelse for livet

Foto: Sole Bugge Møller. Og snemænd skal der bygges - også i flere tusind meters højde. Fold sammen
Læs mere

Efter en halv times tid på gletsjeren kalder Alex os tilbage til flyet. Der er ingen, der har lyst til at tage herfra, især ikke de to japanske børn, der slet ikke kan holde op med at grine og har travlt med at bygge en snemand. Vi andre går bare rundt og misser med øjnene, som om vi ikke helt kan fatte, at vi er her.

Alex tænder motoren og propellerne puster sig op til afgang. Vi bumler hen over sneen, og kort efter glider vi gennem gletsjerkløften. Under os er der små søer med så turkisblåt vand, at det ser ud som om, nogen har hældt mundskyl ned i isen. Tre savtakkede bjerge står skulder ved skulder, og en svampeformet sky rejser sig over hver af dem. Det er sandt, når man siger, at bjergene skaber deres eget vejr.

»Det er vinden, der skubber sig op langs siderne, der danner skyerne,« forklarer Alex.

Vi opdager, hvor dynamisk gletsjeren er – nogle steder ser vi vandfald, der forsvinder ned i isen og danner en underjordisk flod, andre steder bobler vandet op fra isen.

Alex afbryder tankestrømmen.

»Det ser ud til, at der er et par bjørne på højre hånd,« siger han.

Alle stirrer ud af vinduet, men i første omgang har vi svært ved at se noget, så Alex drejer flyet rundt og flyver forbi igen. Og ganske rigtigt, en stor plysset, brun plet på skråningen med to mindre brune klumper ved sin side. Vi overvejer, om Alex mon selv har placeret bjørnene der, for han kunne umuligt have skrevet en bedre slutning på vores tur.

Da vi igen har fast grund under fødderne går folk rundt i deres egen lille boble og forsøger at fordøje oplevelserne, og det bedste, de kan finde på, er at takke Alex, som var det ham, der havde formet naturens dramaturgi.

»Det her er noget af det bedste, jeg har oplevet. Jeg vil huske det resten af livet,« siger en ældre kvinde.

Så fik min ven alligevel ret.

Foto: Sole Bugge Møller. Oplevelsen er en smule surrealistisk, hvor naturen efterlader et stort indtryk på flere af de besøgende. Fold sammen
Læs mere