São Paulo - en gigant metropol

Få en helt anden turist oplevelse i storbyen med 19 millioner indbyggere, der både byder på beton-skyskrabere og smukke kyststrækninger.

São Paulo er en hektisk storby fyldt med liv og indtryk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alexandre Diniz/SPTuris
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I São Paulo bor der 19 millioner mennesker, og over hele kontinentet er den gigantiske metropol kendt som den største by i Sydamerika.

Læs også: 'På jagt efter bountystrande' og 'Tips til São Paulo'

Få timers kørsel fra skyskraberne byder delstaten af samme navn på nogle af de smukkeste kyststrækninger og strande i hele landet. Alligevel er São Paulo et overset rejsemål for turister.

Og hvordan kan det så være? Svaret synes åbenlyst, som vi kryber af sted i trafikkaoset ind mod centrum: São Paulo er en rå, frådende storby med uendelig langt til det samba-dansende tropeparadis, man ser på postkort fra Brasilien.

På vej i taxaen tårner beton-skyskraberne med afskallet maling sig op overalt, mens motorcyklisterne fræser ind mellem vejbanerne på den totalt tilstoppede indfaldsvej. Og så vælter regnen i øvrigt ned.

En anden side af Brasilien

Så er det, vi husker os selv på, at vi netop er taget til São Paulo for at opleve en anden side af Brasilien end den velkendte. I São Paulo - eller 'Sampa', som byen hedder i folkemunde - finder man japanske, italienske og arabiske indvandrerbefolkninger, der hver især holder stolt fast i hjemlandenes traditioner. Og der er ikke meget strandstemning over det endeløse bylandskab.

Her regerer de jakkesætklædte forretningsfolk, der trodser tropevarmen for at holde Latinamerikas største økonomi i kog, mens resten af landet fester videre. Sådan ser paulistanoerne i hvert fald selv på det...

Første indtryk af byen får vi, da vi tumler op fra den enorme metrostation med det mundrette navn SÈ. Vi følger med menneskestrømmen op til Praca da SÈ, en stor, åben plads midt i byens geografiske og historiske centrum. En gigantisk katedral knejser over frodige palmetræer, hvorunder et sandt folketeater udspiller sig: Her er gale prædikanter, der forkynder Guds ord gennem skrattende megafoner, gøglere, der tryller med fodbolde i håb om tilskuernes håndører, og plattenslagere, der kigger langt efter turisternes kameraer.

I palmeskyggen sover horder af hjemløse, mens politifolk patruljerer med fingeren på aftrækkeren. Pladsens mangfoldighed tiltrækker også lommetyve og det, der er værre. Lokalkendte fortæller os, at sikkerheden i området er blevet bedre i takt med Brasiliens økonomiske vokseværk, men ekstra opmærksomme på vores omgivelser er vi alligevel.

I de omkringliggende gågader ser vi flere bygninger, der rækker langt tilbage i byens 455-årige historie. Der er både eksempler på velbevaret arkitektur fra kolonitiden, men sandelig også mange dystre ruiner med tilskoddede vinduer og graffitiovermalede facader. Når mørket falder på, sænker dommedagsstemningen sig over Centro, som om natten indtages af narkomaner og andre desperate sjæle.

Asiatisk storby
stemning
Få kilometer fra det gamle downtown skifter São Paulo ham og springer ud som asiatisk storby. Vi hopper af på metrostationen Praca da Liberdade, hvorfra den japanske bydel tager sit udspring.

Pludselig befinder vi os midt i et pulserende, mangfoldigt, hvor restauranterne, hotellerne, hospitalet og gadebelysningen er japansk ligesom menneskerne og det fremherskende sprog er det, tilsat kinesiske og koreanske indtryk.

Vi er så heldige at ramme Liberdade på en søndag, hvor området omkring metrostationen indtages af et livligt gademarked, der byder på byens bedste og billigste japanske delikatesser, mens alt fra kunsthåndværk til kæledyr falbydes i boder få meter derfra.

De snævre gader summer af snusket storbystemning med rodede forretninger, og i de utallige, overrendte shoppingarkader myldrer det med japansk-brasilianske teenagere i outrerede udkludninger fra moderlandet.

Til frokost får vi sushi til langt under danske priser, og vi bliver hurtigt enige om, at den friske fisk er et tiltrængt afbræk fra den lidt kedelige brasilianske standardkost.

Brasiliens svar på Manhatten

Hvis São Paulo er Brasiliens økonomiske kraftcenter, så er Avenida Paulista hjertet, der pumper pengene rundt. Blandt brasilianere er Avenida Paulista et lige så stort nationalklenodie som Copacabana i Rio, og den knap tre kilometer lange strækning lægger blandt andet asfalt til demonstrationer, nytårsfester og verdens største bøsseparade. Vi ser med det samme, hvorfor lokale ynder at sammenligne kvarteret med Manhattan i New York.

Tårnhøje, imposante bygninger står side om side, og mens vi strækker hals efter den imponerende arkitektur får vi øje på et væld af helikoptere, der transporterer São Paulos elite rundt, højt hævet over byens kroniske trafikproblemer. Vores blikke fanges også af en monstrøs betonkonstruktion, der huser Museu de Arte de São Paulo (MASP) - et af Sydamerikas bedste kunstmuseer. 

På de brede fortove dominerer de travle forretningsfolk, men her er også skatere, transvestitter, modefolk og teenagere, der promenerer selvbevidst ned ad gaden, mens vi fortaber os i menneskehavets mangfoldighed.

I parken Ibirapuera fristes man til at drage parallellen til Central Park i New York. Ibirapuera er byens suverænt største og mest populære åndehul, og særligt i weekenden er parken et farverigt folkeskue, hvor storbymennesker fra alle byens kanter nyder afvekslingen fra den asfalterede tilværelse.

Som danskere kan vi ikke lade være med at fnise lidt af synet af fuldvoksne mænd, der med tungen lige i munden slingrer uerfarent af sted på cykelstierne. Men okay, i São Paulo skal man også have en vis portion dødsforagt for at bruge cyklen som transportmiddel i trafikken.

Vi beundrer parkens arkitektoniske perler tegnet af Oscar Niemeyer, deriblandt den monumentale bygning for São Paulos kunstbiennale, der er løber af stabelen i det indeværende ar.

Da vi har brugt en uge på at trave op og ned ad São Paulos kuperede gader, mast os ind i proppede metrotog og prøvet kræfter med nattelivet, går ferien ind i sin sidste fase - Tropeøen Ilhabela, der er de velbjergede paulistanoers foretrukne weekend - get-away.

Pause fra asfaltjunglen

Nu vil vi se sand i stedet for asfalt, og vi vil høre brusende bølger frem for brølende dieselmotorer. Vi stiger på en komfortabel turistbus fra terminalen Tietê, hvorfra vi tager den fire timer lange og 120 kroner dyre bustur. Efter ankomst om aftenen hopper vi på en bilfærge, der gratis fragter gangpassagerer fra fastlandet.

Øens geografi er sådan, at vestkysten er veludviklet med turisthoteller, havn og bycentrum, mens østkysten er totalt uspoleret med vilde strande og kun få lokale fiskere, der lever asketisk uden elektricitet. 83 procent af øen er dækket af tæt regnskov, så transport tværs over øen er kun muligt med  firehjulstrækker. Tit er vejen helt ufremkommelig på grund af oversvømmelser.  

Vi finder vores pousada (brasiliansk gæstgiveri) få hundrede meter fra færgelejet, og det er skønt at springe i poolen til lyden af summende cikader og vindens kærtegn af palmebladene.

Dagen efter hopper vi på en bumlende lokalbus, der fragter os den korte tur ud til ens mest populære badestrand, Praia Curral. Her blander vi os med brasilianske levemænd og -kvinder, der sidder i plasticstole under parasoller og drikker iskolde øl og spiser blæksprutteringe. Det havde været rart med lidt færre mennesker for at fuldende indtrykket af at være på tropeø, men vandet har da den helt rigtige temperatur, farve og effekt på os.

Næste: 'På jagt efter bountystrande' og 'Tips til São Paulo'