San Diego er storbyferie med solgaranti

De lokale kalder San Diego for "Americas finest city". Og med behagelige temperaturer året rundt og kilometervis af badestrande, er der noget om det.

Rejseliv imported photo
Hotel Del Coronado – også kaldet »the Del«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Line Dahl

»Welcome to San Diego. Just lean back, relax and enjoy,« lyder det ud af højttaleren, mens den lille trolley, en skinnebus, bumper af sted.

Læs også: Guide til storbyer med strand

På førersædet sidder chaufføren, som kalder sig BW. Med en fod på speederen, den ene hånd på rattet og den anden hængende oppe ved hornet i bussens loft, skal han vise os rundt i San Diego.

Turen begynder ved Horton Plaza Shopping Center, der ligger i byens midte. Derfra går ruten gennem San Diego, der ligger cirka 20 minutter fra den mexicanske grænse og er Californiens næststørste by. Selve San Diego by har cirka 1,3 mio. indbyggere, mens byen med forstæder har en befolkning på omkring tre mio. mennesker.

De fleste kender San Diego som kyst- og badeby med smukke strande, surfing og gode dyreparker. Men det er ikke San Diegos eneste aktiver – de består i lige så høj grad af kulturtilbuddene i »Gaslamp«-kvarteret, øen Coronado og San Diego Harbor.

En charmerende og praktisk måde at besøge disse steder – og også se resten af byen – er ved at tage på tur med San Diego Trolley, der kører rundt til forskellige områder og giver passagererne mulighed for at hoppe af og på. Helt på egen hånd. Og med lidt ekstra viden og historie fortalt af forskellige trolley-førere, der, som BW, med højt humør sætter stemningen på de cirka 15 minutters tur, det tager at komme fra sted til sted.

Siddende på et træsæde og med åbne vinduer kører vi snart over Coronado Bridge til Coronado Island på vej mod dagens første stop. BW skruer op for lyden på trolleyens højttalere. For fuld udblæsning synger Marilyn Monroe »I wanna be loved by you«.
»Allrighty,« siger han. »Er der nogen, der kan gætte, hvor vi skal hen, og hvilken film, der er optaget på San Diegos mest berømte hotel?«

»Some like it hot!« råber en af de mandlige passagerer hurtigt. Coronad er mest kendt for at huse Hotel Del Coronado – også kaldet »the Del« – hvor én ting er givet: Alle gæster ved, at det var her, optagelserne til den amerikanske komedie »Ingen er fuldkommen« (»Some Like It Hot«) med Marilyn Monroe, Tony Curtis og Jack Lemmon i hovedrollerne fandt sted i 1958.

Det var dengang, man kun kunne komme til øen med færge.
Faktisk ligner hotellet stadig det, man husker fra filmen: Prangende, hvidt og med det store, legendariske rødstens-tårn. Forskellen på dengang og nu er, at man ikke kan se, om det er hotellets gæster, der går rundt, eller om det er turister, der skal foreviges på et foto foran det gigantiske hotel, som det blot tog 11 måneder at bygge. Det selv om Coronado i begyndelsen var øde, og ressortet var en del af den første store bebyggelse på øen.

»Mange af gæsterne indkvarterede sig på hotellet i op til tre måneder. De ville væk fra kulden nordpå. Og vi har altid haft mange berømtheder, fordi vi ligger tæt på Hollywood,« fortæller hotellets historiker Chris Donovan. Men det, hun allerhelst vil tale om, er filmen.
»Scenerne, der er optaget indenfor, blev faktisk indspillet i Los Angeles. Men mange af scenerne foregår på stranden, og så ser man »the Del« i baggrunden. Det mest specielle ved Coronado er, at når man kommer hertil, er det som at være i en hel anden verden, selv om det kun lige er over broen.«

Det er tydeligt, at Coronados historie især udmærker sig ved »the Del«, og derfor er vi efter et kort indblik i øens historie tilbage i trolleyen, der med god vind er på vej over broen. BW sætter en ny sang på. Denne gang er det Judy Garland med »The Trolley Song«, der passer godt til den smukke udsigt til San  Diego Harbor.

Efter kort tid hopper vi af ved et af San Diegos største trækplastre, Bilboa Park, San Diegos kulturelle midtpunkt, der – foruden San Diego Zoo – huser 15 af byens museer med fokus på naturhistorie, rumfart, kunst og fotokunst. Lidt for enhver smag. Mens solen skinner, jogger og cykler motionister forbi de mange mennesker, som på denne helt almindelige tirsdag i juli står i kø for at besøge de største museer. Især »Museum of Man«, der blandt andet beretter om indianernes historie og kultur, men også mere generelt om Mennesket.

Hvis man følger vejen gennem Bilboa Park, ligger museerne side om side, og efter ti minutter på gåben, er vi allerede ved San Diego Zoo. Her er der til gengæld ikke kø. Børnefamilierne ér allerede inde i den zoologiske have, der siges at være verdens måske bedste med flere end 4.000 dyr fordelt på 800 forskellige arter.

Man kan let bruge en hel dag med at betragte, røre og fodre dyrene, der blandt andre tæller giraffer, tigre, næsehorn, flamingoer, elefanter, pandaer, bjørne, leoparder, lamaer, orangutanger og koalabjørne. Alt, hvad et barnehjerte, uanset alder, vil elske. Og for voksne er de tropiske omgivelser en næsten lige så stor oplevelse, som dyrene er.

Hvis ikke man har en hel dag til rådighed at bruge i zoo’en, er der forskellige busture rundt i parken. En af dem prøver vi. Også her bliver vi budt velkommen. Denne gang af en ung pige ved navn Allison: »Jeg er jeres tourguide de næste tre timer,« siger hun.
»Nej, det var bare for sjov. Vi har kun en halv time sammen. Hvis I bare vil se nogle dyr, så læn jer tilbage og slap af.«

Undervejs kommer vi forbi blandt andre orangutanger og tigre.
»Det er som regel svært at se vores tigre. Men I kan komme herhen igen senere,« forsikrer Allison, da folk skuffede i stedet må dreje hovedet til venstre for at se tre flodheste.

»De bruger 90 procent af tiden under vandet, så måske I kan se et lille glimt af noget af dem,« fortæller hun.
Endelig kommer dyrene, der ikke har så let ved at gemme sig. Girafferne. Store, høje og flotte går de rundt i indhegningen.

Hvor San Diego Zoo åbnede i 1915 og er en af de mest kendte i verden, strækker byens historie sig helt tilbage til 1542.
Her lagde den spanske kaptajn Juan Rodriguez Cabrillo, der havde fået til opgave af den spanske konge at kortlægge den californiske kyst, til i en lille, naturlig havn, som han gav navnet San Miguel. Det blev ændret i 1769, da byen San Diego grundlagdes.
I »Old Town Historic Park«, der ligger tæt på centrum findes bygninger tilbage fra 1821 og frem til 1872. I dag er det en fredet californisk statspark, men minder mest om en mexicansk landsby, hvor man får en fornemmelse af, hvordan det var i Californien i gamle dage.

Her ligger gamle saloons, butikker med lædervarer, sæbeforretninger og også et par mexicanske restauranter. En af dem er »Fiesta de Reyes«, hvor personalet går rundt i traditionelt inspireret tøj – kvinderne i flotte og farverige kjoler – og serverer quesadillas, nachos, tortillas og margaritas.

I den gamle landsby kan områdets lange historie opleves på et lille område, og derfor kan man hvert år se 4. klasse-elever fra alle byens skoler spadsere rundt i »Old Town«. Der skal de tilbringe en hel uge for at lære San Diegos historie.

På vejen til »Old Town« kører vi gennem »Little Italy«.
»Faktisk er det de færreste, der ser hele Balboa Park, fordi der er så meget at se,« siger Bob, vores tredje chauffør denne dag, mens han fortsætter sin fortælling.

»Engang var »Little Italy« det største samfund af italienere i hele USA. Sådan er det ikke længere. Men man får gode pizzaer her, og alle, der bor i San Diego, kender Filippi’s Pizza Grotto,« siger han.
Kort efter kører vi forbi San Diego Harbor, hvor især mændene gør sig selv en tjeneste ved at hoppe af.
Her får man et view ud over vandet og overvældes af det gigantisk hangarskib USS Midway, der nu er indrettet som museum.
Vinden blæser, og folk strømmer ud fra museet, stopper op og tager billeder af hangarskibet, hvor tusindvis af amerikanere har aftjent deres værnepligt.

Langs havnefronten ligger også mindre skibe og både. På en af dem står »The Spirit of San Diego« med store bogstaver, og det forstår man, for her ved havnen er der liv.

Aftenen er ved at nærme sig. Dagens sidste stop er en af de ældste restauranter i »Gaslamp Quarter« i midtbyen.
Her går en spinkel kvinde rundt mellem bordene og konverserer med gæsterne. Det er Ingrid Croce, der er ejer af restauranten af samme navn på hjørnet af Fifth Avenue og F Street. Her spiser man »American style«, hvilket betyder, at menuen byder på and, kylling, ribs og til dessert en »cookie ice cream sandwich«.

Tidligere har området mindet om Red light District i Amsterdam og været lidt »scruffy«. Men sådan er det ikke længere. Siden 1970erne er der skabt et andet miljø, og nu beskriver indbyggerne området som »chic« og »fashionabelt«, selv om det stadig er i denne del af byen, nattelivet lever bedst. Efterhånden som aftenen skrider frem, dukker stadig flere unge mennesker i festtøj op i gaderne. Nogle går forbi, andre stopper op ved restauranten, der hver aften har et nyt jazzband, som spiller ved 19-20-tiden.
»Inden jeg overtog stedet, lå her en læderbutik. Og netop dette hjørne var samlingspunkt for drugdealers og folk, der hang ud. Men vi har haft restauranten i 27 år, og meget har ændret sig,« siger Ingrid Croce.

»Jeg er af den opfattelse, at hvis man ikke er til stede på sin egen restaurant, så er det ikke ens egen. Man er nødt til at gøre det til sin egen. Jeg bor så tæt på, at jeg kan løbe herhen, hvis jeg vil,« siger hun smilende.
Dette sidste stop er et godt eksempel på, at San Diego er andet end en forvokset badeby – nemlig en by, der stadig formår at forny sig.

Det indtryk forstærkes efter en hel dag på små sideveje og store motorveje - og med mange stop. Der er stadig steder at gå på opdagelse i San Diego. Og man må give indbyggerne ret i, at det er stedet for de gode temperaturer året rundt. Solen skinner, vinden blæser kun let, og det eneste rigtige at gøre er at slappe af og nyde livet.
Det samme mener vores sidste chauffør, der takker af for i dag.
»Så stopper vi bilen. Vi er igen ved Horton Plaza, shoppingens paradis. Pas på nederste trin.«

Læs også: Dr. Beach kårer årets bedste strand i USA