Safari på første klasse

På safari i Botswana kommer man helt tæt på dyrenes konge, mens man selv rejser rundt som en.

Foto: Tina Krongaard Stampe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var ikke gået mere end ti minutter, fra vi var kørt fra den lille sandede landingsbane i den åbne jeep, førend de lå lige foran os. Tre majestætiske hanløver. Godt skjult døsede de i skyggen fra en busk i et forsøg på at undgå den brændende middagshede.
Der var maksimalt to meter fra siden af bilen og hen til den forreste løve. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, inden vi forlod Danmark, at vi ville komme så tæt på de vilde dyr, og her sad vi nu blot få meter fra tre løver midt i Botswanas bush.
Den bagerste af de tre løver, ca. tre meter fra bilen, stirrede direkte på os. »Er det ikke farligt? Kan den ikke finde på at angribe os?, nærmest råbte jeg til guiden med tydelig frygt i stemmen, hvilket blot fik løven til at vågne yderligere.
»Så skulle det da være første gang, det skete,« svarede vores guide Oates helt roligt og fortsatte så: »Men lad være med at rejse Jer op, så bryder I nemlig det billede, som løven har af bilen som en stor enhed. Og det er ikke godt.«
Jeg rykkede lidt længere ind på mit sæde og var ikke ked af det, da Oates kort efter tændte for bilens motor og kørte videre mod lejren.

Ingen indhegning
Cirka tyve minutter senere nåede vi frem til Chitabe Lediba, som er en af Wilderness Safaris safari camps i den sydlige del af det frodige Okavango delta i Botswana.
Her blev vi budt velkommen af lejrens manager Alice. Hun bød på et glas saftevand i de store bløde sofaer, mens hun fortalte om lejren.
»Det er en såkaldt »non-fenced« camp. Det vil sige, at der ikke er noget hegn omkring, og de vilde dyr kan – og vil – altså gå lige gennem lejren. Det er ok selv at gå på gangbroerne mellem Jeres telt og fællesområderne om dagen, men når det er mørkt, så skal en af os følge Jer,« forklarede hun.
Jeg kom straks til at tænke på de tre hanløver, som Oates i øvrigt havde forklaret os var godt sultne, og følte mig en smule skrækslagen.
Om det var frygten for at blive til løvemad eller blot de mange lyde, man hører om natten på savannen, skal jeg lade være usagt, men faktum er, at jeg ikke sov ret meget den første nat.

Telt med bad
Wilderness Safaris koncept forsøger ellers efter alle kunstens regler at få deres gæster til at føle sig hjemme. Der er både bad og toilet i teltene, store dobbeltsenge med bløde puder og tæpper, små sæber og shampoo – selvfølgelig ikke testet på dyr og uden parfume og andre skadelige stoffer for naturen – samt små håndskrevne sedler på hovedpuden om aftenen med en personlig besked fra lejrchefen om, hvornår der er morgenmad eller hvilken tid din bagage skal stå klar til transfer til næste camp.

Småt med godt
I det hele taget føles det næsten som om, man er indlogeret på et femstjernet hotelværelse og ikke i et telt midt på den afrikanske savanne.
Og det er netop det, der er meningen. Botswanas turistmyndigheder har indført en »småt, men godt« politik, som betyder, at der kun er tilladt et fåtal antal safariturister ad gangen i landet.
Af samme grund er en safari-tur til Botswana også dyrere end en tilsvarende til for eksempel Kenya eller Tanzania, til gengæld får man luksus for alle pengene.
Ud over de mange udsøgte camps, så bliver man transporteret rundt mellem lejrene i små privatfly. Det er langt hurtigere og bidrager effektivt til følelsen af, at man rejser på første klasse.  Og så er man altså stort set alene med de vilde dyr.

Klar til jagt
I de seks dage vi kørte rundt i områderne omkring de tre lejre, som vi besøgte, så vi maksimalt to andre safaribiler på en fire timers tur.
Kort efter, vi var ankommet til Chitabe Lediba, kørte vi ud på vores første tur i området. »Skal vi ikke se, om vi kan finde løverne igen,« lød det selvsikkert fra Oates. Og vel godt et kvarter senere pegede han ind til højre, hvor de tre hanløver kom gående sammen.
»Nu er de udhvilede og klar til at gå på jagt. Se deres maver er stadig tomme,« fortsatte han og pegede på deres fremstående ribben. Oates kørte lidt frem og parkerede bilen midt på deres rute. Løverne gik ubemærket videre og uden om bilen, mens vi knipsede løs med kameraet og holdt vejret.

I gang med en hunløve
Men allerede næste dag, da han fandt løverne på ny – denne gang havde den ene han fundet sig en hunløve - tog jeg mig selv i at læne mig lidt ud over kanten for at få det perfekte snapshot. Godt nok var nattens frygt for at blive til løvemad stadig et eller andet sted i mit baghovede, men der gik ikke længe, førend jeg filmede løs, mens de to løver parrede sig helt uberørt af vores tilstedeværelse.
Det er utroligt så hurtigt, man kan føle sig helt tryg i selskab med vilde – kødædende – dyr. I det øjeblik følte vi os næsten selv, som dyrenes konger.

Rejseliv.dk var inviteret til Botswana af Wilderness Safaris og Livingstone Safaris.

BOTSWANAS BERØMTE DYR

Løven »Silver Eye«
Hanløven »Silver Eye« er berømt og berygtet i hele Botswana på grund af sit døde øje, som er helt sølvfarvet. Han har fået det i kamp, da han efter at være blevet udstødt fra området omkring Wilderness Safaris Camp »Duma Tau« vendte tilbage sammen med sin bror og genindtog magten. Han leder nu en flok på 12 løver.

De vilde hunde
En truet dyreart som er meget svær at spotte på en safari tur. Hundene har en pels der nærmest camouflerer dem i bushen, og så er de i bevægelse i alle deres vågne timer. De står simpelthen ikke stille.

Næsehornet
Et andet af »The big five« har faktisk været udryddet i Botswana på grund af overdreven jagt. Men med hjælp fra blandt andet Wilderness Safaris er næsehornet nu genopdrættet og sat ud på Chiefs Island i Okavango deltaet.

Leoparden
Hvis safari turister vender hjem uden at have set et af »The big five« dyrene (elefant, løve, næsehorn, bøffel og leopard), så er det oftest leoparden, de ikke finder. Den er også meget svær at se, med mindre den er på vandring tilbage til sit træ fra en jagt.

Geparden
Verdens hurtigste landdyr er heller ikke nem at spotte. Men i modsætning til leoparder klatrer geparder ikke i træer, og de er derfor lidt nemmere at få øje på, hvis man kigger godt efter under for eksempel en busk.

Flodhesten
Umiddelbart ser de helt ufarlige ud, men vogt dig, flodhesten er faktisk et af de farligste dyr i Afrika, fordi den er meget aggressiv – og så kan den løbe meget hurtigere, end man umiddelbart skulle tro, dens størrelse og statur (tyk mave og meget små ben) taget i betragtning.