Rundrejse i Usbekistan

Fortidens eventyrlige handelsbyer skal genrejses i fuldt flor, er Usbekistan og UNESCO enige om.

Rejseliv imported photo
Foto: Judith Betak

Trinnene er høje og smalle, og de snegler sig opad i det slanke tårn – højere og højere.
Det er mørkt, og støvet kilder i næsen, hvor mit åndedræt bliver mere og mere forpustet.

Næste: Til professionel privat middag

Måske er det her lidt tåbeligt? Jeg er her helt alene. Hvad hvis jeg snubler og dratter ned? Gad vide hvor længe der vil gå, før nogen vil finde mig?

Men det var for fristende, da vagten tilbød, at jeg kunne komme ind bag det ellers aflåste gitter og op på balkonen og fotografere ned i madrassaens smukke gård. Og da han så afslørede sin lille ekstra gesjæft, og forlangte betaling mod at jeg kunne gå op i minaretens top, sejrede nysgerrigheden.

Øverst oppe skimter jeg lys. Der er skåret et firkantet hul i taget. Først må jeg slange mig omkring en jernstang, der støtter tårnet på tværs, derefter forsigtig placere en fod på en vippende flise på øverste trin og så bruge alle lårmuskler og hejse mig op, så jeg kan stikke hovedet op gennem hullet.
Og der – med mit hoved som prikken over minaretens store i – åbenbares det storslåede syn af  turens smukkeste bygningsværker, Registan-komplekset i Samarkand, som nu ligger for mine fødder.

Usbekistan – selv staver de det med z – Uzbekistan eller Uzbekiston.
Hvad skal du dog der? lød det undrende fra vennerne.
Dette hjørne af verden med alle »stan-landene« – Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Afghanistan – som nok umiddelbart mest forbindes med uforsonlige holdninger og krigerisk adfærd.
Men når jeg så svarede: Silkevejen og de smukke gamle handelsbyer, Tashkent, Bukhara og Samarkand, dukkede der drømme op i deres blikke, og der var mere forståelse for projektet med en rundrejse i Usbekistan.

Det var her gennem disse byer, at de handlende med deres kamelkaravaner bragte krydderier og silke fra Kina og Centralasien til Europa.
Handelsvejen eksisterede for mere end 2.000 år siden, og i byerne ad det rutenet, som Silkevejen faktisk er, blev varerne handlet fra den ene købmand til den anden på den mere end 8.000 km lange og farlige vej fra øst til vest. Alle skulle tjene, så det var mere end dyre sager, når de nåede Europa.

Samarkand er en af verdens ældste byer og var en metropol i antikken sammen med Rom, Athen og Babylon med en storhed og rigdom, man ikke så lige. Men sammen med de andre silkevejsbyer næsten smuldrede den bort i ubetydelighed, da den traditionelle handel døde ud.
Godt hjulpet på vej af jordskælv og krige var fordums pragtbygninger mere eller mindre ruindynger, inden genopbygningen tog fat. Vi har set utallige fotos af før og nu. Her er det ikke »om hundrede år er alting glemt« men »på hundrede år er alting her igen.«

I hvert fald rejser landets silkevejsbyer sig igen. Mange af de imponerende bygninger er allerede restaureret for mange år siden, men flere kommer hele tiden til. I øjeblikket er man i Bukhara f.eks. ved at rekonstruere den gamle bymur, der ellers, hvor den overhovedet eksisterede, kun var en dynge jord. Projektet støttes såvidt jeg kunne tyde skiltene af UNESCO.
Silkevejsturismen er fremtiden.
Ganske vist er Usbekistans turisme kommet nogenlunde gennem finanskriseåret, fortæller landets enerådende præsident, Islam Karimov, i en artikel i »Inflight Magazine« for det nationale luftfartsselskab, Uzbekistan Airways. Fraværet af de europæiske turister blev sidste år opvejet af flere asiatiske turister.

Men frem til 2015 skal gennemføres et større turisme-program. Hotelstandarden skal øges bl.a. ved at gennemføre en klassificering, men diverse turist-formaliteter skal også simplificeres, lover præsidenten,
Det sidste vil vi hilse velkommen. Vi rejser gennem en strøm af registreringer på hvert eneste hotel. Og formalitetstyraniet startede allerede den tidlige morgen, vi ankom til Tashkent med det daglige fly fra Istanbul og ville tegne det obligatoriske visum, hvilket der formentlig er folk, der vil ved hver eneste flyankomst. Men visumkontoret var lukket.

»Han møder nok om en halv time,« fik vi at vide. Mens vi ventede kunne vi betragte køerne og den omstændelige og langsommelige pas-behandling af både usbekere og udlændinge, der allerede havde visum.
Da visumskranken endelig åbnede meddelte manden, at vi kunne få et gruppevisum. Det kostede kun 16 amerikanske dollars pr. deltager, mod de 85 dollars, vi ellers var stillet i udsigt, for et individuelt visum. Vores danske guide måbede. Det havde hun ikke oplevet før.

Jeg drejer mig forsigtigt på den vippende flise i toppen af den højre minaret i Ulugbek madrassaen.
Den blev bygget fra 1417 til 1420. Madrassaerne var skoler, ikke kun koranskoler men datidens universiteter, hvor videnskaberne også blev studeret. Når jeg vender ryggen til tiger-madrassaen, Sherdor, der knap 200 år senere blev bygget lige overfor Ulugbek som »spejlbillede«, men dog forskellig som den islamiske tradition foreskriver, og har den tredie og lige så store madrassa på højre hånd, Tillya-Kari med den 75 meter høje imponerende indre kuppel, der blev bygget mellem år 1646-1660, kan jeg i det fjerne skimte en skov af kraner.
Præsidentens udtalelser i artiklen om turistprogammet er ikke kun ord. Der bygges i stor stil i byens centrum. Vi får forskellige og lidt løse forklaringer om, at der skal være hoteller, skoler og administration i de nye bygninger, og vores usbekiske guide ved det ikke præcist. Men bygningerne skal være opført i gammel traditionel stil, så det giver en helhed og ikke ødelægger stemningen i byen, det fastslår alle.

Kun en håndfuld af de utallige madrassaer fungerer i dag som skole. Resten er seværdigheder befolket af handelsmænd, der har indrettet souvenirforretninger i de tidligere klasselokaler i stueetagen, man boede på første sal, og har opstillet boder med silke, tæpper, keramik, smykker, og hvad turister ellers kan finde på at købe.
Nogle madrassaer har også restauranter med udendørs servering i de indre gårdes smukke rammer. Vi har endda oplevet spisning med modeshow, hvor modellerne var iført lokalt design i traditionel stil med et tvist. Det var i Bukhara. Der er madrassaerne det rene handelsmylder, der bringer tankerne tilbage til, hvad silkevejsbyerne må have været engang.

Næste: Til professionel privat middag