Romantiske Shiraz

Kærlighedens by, Rosernes by, Poesiens by. Og iranernes foretrukne honeymoon-destination.

Mange af de besøgende ved Hafiz' gravsted i Shiraz har bøger med poetens digte med, og det er ikke usædvanligt, at de skiftes til at læse deres yndlingsdigt op. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malene Fenger-Grøndahl.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som regel optræder ord som »konflikt« og »uroligheder« i forbindelse med Iran. Også i denne uge, hvor hundredetusinder demonstrerer mod styret. Men landet, der engang hed Persien, har også en anden side.

Se også:
Fire oplevelser i Istanbul

Et yngre par står bøjet over en tyk bog og læser med stor koncentration. Et smil breder sig over pigens læber, og hun får tårer i øjnene af glæde. Bogen indeholder digte af den iranske poet Hafiz, og det digt, det unge par læser, er et varsel om deres fremtid sammen. Det tror de fuldt og fast på.

»Når vi skal finde svar på livets store spørgsmål, slår vi op i Hafiz. Når man er nygift, skal man tage til Hafiz’ grav og læse et af hans digte. Det er et varsel om ens ægteskab,« forklarer den unge kvinde mig. 

Jeg møder det nygifte par i gravhaven for Hafiz, Irans mest berømte digter. En skyggefuld oase i udkanten af Shiraz, med rislende vandkanaler, blomstrende buske og velduftende cypresser.

Bagerst i gravhaven er et marmor-mausoleum under et fint dekoreret halvtag. Her flokkes iranere i alle aldre. Et ungt forlovet par. En flok fnisende skolepiger. En midaldrende kvinde, der reciterer Hafiz med opadvendte håndflader og et henført udtryk i ansigtet. Hendes mumlen suppleres af klassisk persisk musik og digt-recitation, der flyder ud af højttalerne.

Hafiz levede i 1300-tallets Shiraz og udødeliggjorde sig selv via sin produktion af kraftfuld kærlighedspoesi. Spørger man troende muslimer og islamiske mystikere, var Hafiz en spirituel mester. Han kunne ikke blot Koranen udenad, sådan som hans tilnavn antyder – Hafiz er en titel, der gives til den, der kan recitere Koranen efter hukommelsen – han havde også en udtalt sans for Guds nærvær og kunne beruse sig i spirituel energi på en måde, der overgik enhver rus frembragt af alkoholiske drikke.

Dem var der ellers en del af i byen på Hafiz’ tid, og byen er endnu kendt for sin produktion af druer – blot bruges de ikke længere til at lave vin, de spises friske eller bliver tørret til rosiner.

Om Hafiz drak vin eller nøjedes med tørret frugt, vides ikke med sikkerhed, men de islamiske mystikere hævder, at hans digte om vin skal læses som en symbolsk beskrivelse, og at hans smægtende kærlighedsdigte er én lang beskrivelse af hans længsel efter og passion for Gud.

For de fleste iranere, religiøse eller ej, er Hafiz dog først og fremmest en romantisk digter, hvis poesi de spejler sig i, når de lider af ulykkelig kærlighed, er nyforelskede, nygifte eller nyskilte.

Shiraz er iranernes foretrukne bryllupsrejse-destination, og stort set alle ægtepar har været på mindst én rejse til den romantiske by, hvor de som det første opsøger Hafiz’ grav for at udføre det populære faal e-Hafiz-ritual: Man åbner en bog med Hafiz’ samlede digte på et tilfældigt sted, læser et digt – og tager varsel af det. Hvordan man tager varsler, er der ingen fast manual i; det er vist en videnskab, som der er lige så mange afarter af, som der er iranere.

Den frie fortolkning passer ikke mullaherne ret godt.
Kvinderne, der er samlet ved graven, er afslappet klædt efter iranske normer. De fleste har trukket tørklædet tilbage, så deres afblegede pandehår kan ses. For at gøre stedet mindre attraktivt har det religiøse politi lukket havens cafe, hvor unge kærestepar mødtes for at ryge vandpibe og sende hinanden hede blikke. De hede blikke er der endnu, kun vandpiberøgen er forsvundet.

Også turister fra resten af verden valfarter til Shiraz – og de skal selvfølgelig også tage del i traditionerne.

»Kom, du skal da også spås,« siger den yngre kvinde og tager mig med hen i udkanten af haven. Her står en gråskægget mand med en lille kasse med digte foran sig. På kassen sidder en undulat, og mod betaling kommanderer manden sin fugl til at nippe et digt op af kassen. Digtet suppleres med et postkort med endnu et digt, og tilsammen udgør de en forudsigelse om køberens fremtid.

Jeg køber en spådom og putter sedlen og postkortet i lommen. Så følger jeg med det unge par ud i natten – videre til nogle af de andre haver, som er byens største attraktion.

Shiraz, også kaldet Persiens Paris, er på størrelse med København målt i indbyggertal, men har en provinsbys stille charme. Den er kendt som havernes, rosernes og digternes by. Det er her, de største persiske poeter ligger begravet, og det er hertil, iranere rejser på bryllupsrejse, familieferie og forlængede weekender, når de vil væk fra den forurenede hovedstad Teheran og finde tilbage til det, de holder af ved deres land: de skyggefulde haver med roser, appelsintræer og cypresser, den stolte tradition for romantisk kærlighed og erotisk poesi og det enorme udvalg af søde sager.

I Shiraz kan man fare vild i basaren og beundre udvalget af sølv- og guldglitrende stoffer, nødder, tørret frugt og keramik. Slentre gennem borganlægget og se udstillingen af gamle fotos fra shahens tid, dengang Persien var et rigt land, hvor tørklæder ikke rimede på tvang, og hvor oliemillionerne gav shahen og udvalgte dele af befolkningen råd til et liv i luksus. Fra samme periode – og tiden før – stammer nogle af de spejl- og mosaiksmykkede rigmandshuse, der nu er åbnet som museer for kunsthåndværk. Omgivet af fredfulde haver ligger pavillonagtige bygninger med farvestrålende glasmosaikker, træskodder med perlemor og fliseudsmykninger med påfugle og tulipaner. En drømmeverden af paradishaver…

I slutningen af 1700-tallet var Shiraz hovedstad i Persien, og mange iranere opfatter den som landets kulturelle hovedstad, hjertet i det gamle Persien, hvis stolte traditioner lever videre under mullahernes strenge regler og alvorstunge religiøse moralprædikener. Stemningen i Shiraz er let, og ifølge det unge par skyldes det, at byen emmer af poesi.

Sammen kører vi et par kilometer længere ud af byen, til gravhaven for en anden af byens berømte digtere, Saadi. Han levede omkring hundrede år før Hafiz og er også kendt for sine digte om (guddommelig) kærlighed.

»Prøv at snuse godt ind,« siger den yngre mand, da vi går op gennem den blomsterdækkede have.
»Her dufter af kærlighed,« siger han. »Saadi og Hafiz vidste det, som ayatollaherne ikke ved: Der er kun én vej til Gud. Gennem kærlighed.«

»Eller gennem søde sager,« siger hans kone og trækker os med hen til en lille kiosk, hvor vi køber ind af alskens Shiraz-specialiteter: Frosne nudler overhældt med rosenvand, helva lavet på dadler og nougat dyppet i flormelis. Vi drikker stærk kaffe til og snakker om kærlighed, digte og vin.

»Shiraz er nattergalenes, poesiens og vinens by,« siger kvinden.
»Shiraz er smuk,« nikker jeg og rækker hende kortet og sedlen, som kanariefuglen valgte til mig. Hun oversætter teksterne, så godt hendes engelsk tillader. Jeg forstår ikke ret meget – udover, at temaet er kærlighed.

»Du vil komme tilbage til Shiraz,« siger kvinden med et skælmsk smil. Det er vist hendes helt egen tolkning af Hafiz. Men derfor kan den jo godt være sand.