1. stop på bryllupsrejsen - stille sletren i Firenze

Vi står midt på en af de centrale pladser, Piazza Della Signoria, i Toscanas hovedstad Firenze, og det er her, vores bryllupsrejse begynder.

For mindre end 48 timer sagde vi ja til hinanden. Kyssede. Skålede. Holdt taler. Dansede. Og festede med venner og familie til den lyse morgen. Og nu står vi her.

Med gelato i den ene hånd og plastik-ske i den anden kigger vi forventningsfuldt på hinanden. »Er du klar?« spørger min hustru mig med øjnene. Jeg nikker.

Vi vender os om og tager først dér byens liv til os. Til højre summer restauranter af snak, til venstre plasker vand ned over flotte skulpturer, over os kaster et stort, grusfarvet murstenstårn en lang skygge og foran os står David – hvid og nøgen. Han er ikke rejsens tredje hjul, der på upassende facon søger opmærksomhed, men en af renæssance-mesteren Michelangelos mest berømte skulpturer.

Oven på nogle smukke og intense bryllups-døgn har vi allermest lyst til små, stille oplevelser. Oplevelser, hvor kan vi forsvinde i mængden, lade omgivelserne være i centrum og så bare være til – med hinanden. Og det er Firenze perfekt til med sine smukke gader og livlige pladser.

Bare det stille og roligt at ose rundt og opleve byen med hinanden, mens man spiser italiensk is er en oplevelse:
De farverige bygninger med røde tegltag, de livlige markeder med lædervarer og små kaffebarer, de abrikosfarvede forretninger med mørkegrønne vinduesskodder, der ligger side om side på den gamle bro, Ponte Vecchio, der smukt buer over Arno-floden.

Hvert nyt gadehjørne betyder nye designerbutikker, nye maleriske, snævre gader med vasketøj på tørresnore, nye store piazzaer med statuer, der skal ses, og sådan bliver byen ved.

Firenze har også en mere lavpraktisk detalje, som vi falder for – byens centrum er af en overskuelig størrelse, og alt ligger i en behagelig gåafstand. Det gør, at der ikke langt fra shopping af lædervarer på markedet i det nordlige San Lorenzo-kvarter til at slentre stille rundt i den overdådige store Boboli-have i Santa Fe-kvarteret. Der er heller ikke langt fra de lange gange i det smukke kunstmuseum Galleria degli Uffizi i Centro Storico til en romantisk middag i det lille, uprætentiøse pizzeria, Il Pizzaiuolo, i Santa Croce-kvateret. Et par glas vin, tændte stearinlys, gamle træborde, varmen fra stenovnen og pizza i ægte napolitansk stil.

2. stop på rejsen - med Fiat 500 on the road
Skal jeg tegne den smukkeste eller den hurtigste rute?« spørger damen ved biludlejningen og peger på et kort.
Vi skal til byen Siena i det sydlige Toscana, 90 kilometer fra Firenze, og har ikke travlt, så vi vælger den førstnævnte. Efter fire afslappende dage i Firenze bliver det dejligt befriende at komme ud på de italienske landeveje og opleve området.

Turen går ned gennem vindistriktet Il Chianti. Området ligger i det centrale Toscana og er et af Italiens mest kendte vindistrikter. Med omkring 7.000 store og små vinproducenter i området er der stort set ikke en vejstrækning, der ikke omgives af bølgende landskab dækket af lange rækker af grønne vinstokke og små vingårde. Vi nyder udsigten fra nedrullede vinduer, mens vi triller af sted i vores lille, sølvgrå Fiat 500.

Vejen ned gennem området byder både på 180 graders nålesving og stigninger næsten uden for kategori – vi møder ofte hårdtarbejdende, svedige cykelryttere på strækningerne. De sætter sig selv på prøve i det bakkede landskab. Men det er forståeligt. Det er anstrengelserne værd. Her er smukt at bevæge sig igennem.

Vi passerer charmerende flækker med snævre brostensgader og lokale, der sludrer på torvet, og falder over en lille frokostrestaurant i Castellina in Chianti med plads til omkring 20 siddende gæster. Her er et par turister udover os, ellers er restaurantens øvrige mørkegrønne stole optaget af lokale indbyggere. Vi har det begge, som om vi er havnet midt i en gammel film.

Et par timer efter ankommer vi til Siena. Tårnhøje bymure omringer byen, der ved første øjekast ikke rigtig ser ud af noget. Men indgangen til byen snyder. Siena er utrolig smuk, og der er en middelalderlig charme over byens røde murstenshuse.

I en lille gyde får vi espresso macchiato på en stille café, mens aftenhimlen går fra lys til glimtende mørkeblå.

Næste stop: 'The most heavenly hideaway 2009'