Rømø er Danmarks flade friluftsparadis

Fladt, atter fladt og fyldt med får. Rømøs vindblæste natur er dejlig i al sin utrimmede enkelhed. Tilføj masser af friluftsaktivitet, så går alt op i en afslappet og sund ferie eller weekendtur.

Rømø besidder både Vesterhavets storhed, Vadehavets sære charme og den tætte atmosfære, der opstår i et lille samfund i periferien af landet, hvor stort set alle kender hinanden og går op i, hvad der sker. Initiativer, der kan bidrage til indtjeningen og tilføje noget nyt at snakke om, bakkes op med ildhu. Det gælder blandt andet Peter Lynns kite-buggyer, der er øens nyeste strand-sport og et kæmpe hit hos både lokale og feriegæster. Fold sammen
Læs mere

Det er på strandene, det foregår på Rømø

Læs også: På østersjagt i Vadehavet

Dette rektangel af en ø besidder både Vesterhavets storhed, Vadehavets sære charme og den tætte atmosfære, der opstår i et lille samfund i periferien af landet, hvor stort set alle kender hinanden og går op i, hvad der sker. Initiativer, der kan bidrage til indtjeningen og tilføje noget nyt at snakke om, bakkes op med ildhu. 

Det gælder blandt andet Peter Lynns kite-buggyer, der er øens nyeste strand-sport og et kæmpe hit hos både lokale og feriegæster. 

Som spraglede vadefugle i overstørrelse piler buggyerne henover den brede og kilometerlange strand på sydsiden af øen, når vinden er til det. Og det er den næsten altid ifølge Peter Lynn, der kom hertil fra England og er forelsket i Rømø: »Der er bare så godt her. Det er én stor legeplads for friluftssport med de fantastiske muligheder, som strandene og vinden giver os. Windsurfing, sejlads, drageflyvning, østersfiskeri og selvfølgelig mine buggyer,« siger han med engelsk-sønderjysk accent.  

Peter er selv et stort legebarn og morer sig sammen med os, da vi får vores ilddåb som strandsejlere: Ud af hans varevogn dukker bunker af grimme hjelme, motorbriller og overtræksdragter som beskyttelse mod køligheden, vinden og sandet.

Strandsejleren bliver demonstreret, og det viser sig, at man næsten ligger ned i den lette trehjulede vogn. Begge hænder på styret – og et reb, der totter og slækker sejlet. Sådan regulerer man fart og retning på denne krydsning mellem en windsurfer, en cykel og en liggestol. 

 

Der er dømt fordel til de, der er vant til at sejle. De har sikker sans for vindretninger og stiller ubesværet sejlet, så de ikke ender på hysterisk hurtigkørende kurs mod Skagen, alternativt vælter i svingene. Vi landkrabber kæmper mere, for begrebet »op i vinden« er pænt abstrakt, når man overhovedet ikke kan mærke, hvor vinden kommer fra.

Ikke desto mindre får man hurtigt fornemmelse for køretøjet og bliver helt kåd: Det er supersjovt at suse som en lavtgående havmåge henover den kæmpestore sandstrand, og snart udfordrer vi Peter Lynns ottetals bane, hvor vi træner vendinger og fartkontrol. 

Kite-buggyerne er ikke den eneste aktivitet under åben himmel, der så elegant demonstrerer, hvorfor Rømøs natur er værd at bruge sin ferie på: En anden, omend lidt mere langsomtgående af slagsen er Kommandørgårdens islandske heste. De må være opvokset på øen, for de ænser knap småbølgerne, der slikker op om hovene, da vi fredeligt skridter ud i det lavvandede Vesterhav denne eftermiddag, hvor skyggerne strækker sig det længste, de kan. 

Stranden er ekstra-large på dette tidspunkt, hvor tidevandet har trukket sig tilbage. Indtil usynlige kræfter giver havet besked om atter at skylle ind over øen. En evigt skiftende rytme, der sidder øboerne i blodet. 

Lavvandet har sat spor i form af strandede vandmænd. Jeg forsøger at ride udenom de uskyldige stakler, men den sære zigzag-kurs forvirrer min hest. Jeg prioriterer hestens følelser frem for vandmændenes og dropper hensynet til gelédimserne for i stedet at nyde duften af solvarm hest, der blander sig med den salte brise.

Man kunne ride rundt om hele øen og bare nyde livet og synet af sommerskyerne derude, tænker jeg. Men i stedet sætter vi kurs ind i skoven, der starter, hvor sandet slutter. 

Læs også: Mod Vesterhavet i kano

Lydene fra bølger og vind svinder til fordel for en tæt stilhed, og duften ændrer sig fra saltfrisk til varm og harpiksmættet.

Hestene pruster fornøjet og traver pænt efter hinanden mellem stammerne. De har tilsyneladende ingen ambitioner om at stikke af fra førerhesten, så mindre rutinerede ryttere kan fint følge med. 

Det er dog en god idé at sige til før start, hvor langt erfaringen rækker. For det er surt for de andre ryttere, hvis der ikke bliver nogen galop ned ad stranden, fordi én ikke tør, når det kommer til stykket. 

»Edderfuglene dykker ned ved højvande og river blåmuslingerne løs. De spiser skallen og det hele.« 

Biolog og naturvejleder Helen Stubkjær Nielsen misser med øjnene i det skarpe lys, mens vi ser hen over store flokke af fredeligt græssende potentielle hvidløgsstegte lammekøller og videre til havet.

»Der var over 50.000 edderfugle for 10 år siden i den danske del af Vadehavet. Nu er der kun 15.000, fordi vores stillehavsøsters truer muslingerne.«  

De famøse østers blev sat ud for år tilbage, og man forventede, at de ville få begrænset succes på grund af det kolde vand. Men de er åbenbart ikke kuldskære, for antallet vokser hastigt. 

»Til gengæld filtrerer de store mængder vand, og det er positivt,« forklarer Helen Stubkjær. 

Man kan selvfølgelig selv tage ud i det blå med cyklerne, hvilket Rømø egner sig storartet til, for det går aldrig op ad bakke, medmindre man har mod på at forcere de græsklædte diger.

Men det tilføjer dagen en ekstra dimension at følges med Helen Stubkjær, der fortæller om alt fra fisk og får til vilde fugle. Og om den gule blomst ved navn Jomfru Marias sengehalm, der hedder sådan, fordi man lagde den i sengen hos fødende kvinder. 

»Så kom de lettere igennem smerten,« siger hun og udpeger også den hvide Rollike med kælenavnet Soldaterurt. Det var den, soldaterne oprindelig tog i lommen, når de drog ud. Fordi saften virker blodstillende og desinficerende. 

 

Vi blæser på, at sko og sokker bliver våde, mens vi leder efter blomster på strandengen. Indsnuser duften og tager billeder af hele medicinskabet herude. Og spisekammeret. For på vej tilbage til cyklerne, som vi har efterladt på dæmningen, plukker Helen Stubkjær bidder af spruttende grøn salturt og lader os smage. Jeg føler mig som en rigtig urteheks, da jeg genkender den sprøde urt fra min tallerken på restauranten aftenen inden. Nu ved jeg, hvor den har hjemme. 

Små glæder, javist, at ride på stranden og samle blomster. Eller »Simple Living«, som det kaldes på trendy-dansk. Uanset navnet er det sådanne stunder, der forekommer luksuriøse i al deres enkelhed. Og som man kan finde på Rømø

 

Læs også: Snart hav, snart  land