Rød romantik i Bologna

Det er en svimlende oplevelse at besøge Bologna, som i middelalderen var Italiens svar på Manhattan med over 100 tårne knejsende over de smukke pladser, paladser og kilometerlange søjlegange.

Rejseliv imported photo
Det røde, rent arkitektonisk, ses tydeligt i byens hjerte, det kæmpestore torv Piazza Maggiore, som altid har været samlingspunkt og skueplads for historiske begivenheder. Det blev brugt til festivaler, henretning og markedsplads, og her ligger imposante bygningsværker som guvernør-paladset, Morandi-museet, den gamle børs og ikke mindst den aldrig fuldendte San Petronio-katedral, hvis byggeri blev stoppet, fordi den i sin størrelse og udsmykning var på vej at overgå Peterskirken i Rom. Og det gik ikke. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mouritzen

Nu er der kun få – og skæve – tårne tilbage, men de er en del af charmen.

Læs også: Guide: Fem byer med masser af romantik

Det er næsten for utroligt til at være sandt. Vi står på Piazza Galvani og beundrer arkitekturen fra 1500-tallet, hvor Antonio Morandi byggede Archiginnasio paladset til at samle Bolognas universitetsfakulteter under ét tag. Vi er lige kommet fra den nærliggende lille Galluzzi plads ved tårnet af samme navn og har hørt den tragiske Romeo og Julie-agtige historie fra 1258 – og så står der to unge studerende foran os i øm omfavnelse, ligeglade med fortid og fremtid, og bekræfter byens renommé som Italiens oversete romantiske destination med et kys.

Galluzzi-tårnet er med sine 30 meter ikke det højeste og mest spektakulære i byen, men en del af Bolognas legendariske seværdigheder. I årene mellem 1100 og 1300 oplevede man et sandt byggeboom, som i vor tid har givet byen tilnavnet Middelalderens Manhattan, hvor de fremtrædende familier rejste knejsende tårne med forsvar og sikkerhed som alibi, men i virkeligheden som tegn på deres velstand.

Siden 1196 havde familierne Galluzzi og Carbonesi offentligt erklæret deres uvenskab og var indbyrdes rivaler, men skæbnen indhentede dem i 1258, da Malatesta Carbonesi og Virginia Galluzi forelskede sig og blev gift i al hemmelighed. Da den unge piges far fik nys om ægteskabet, slog han sin svigersøn ihjel og lod sin datter hænge sig fra et af tårnets vinduer.

Tårnene blev brugt som private fængsler, butikker og lagre, men mange af dem er forsvundet nu, enten blev de revet ned eller sank i grus af sig selv i løbet af et par hundrede år. Der er omkring 60 tilbage og de mest kendte er blevet Bolognas vartegn, De To Tårne, ved starten af Via Rizzoli. De står lidt Fy og Bi-agtigt ved siden af hinanden, Torri Asinelli e Garisenda fra henholdsvis 1109 og 1119.
Det sidste er det laveste, oprindeligt 60 meter højt, men det måtte forkortes til de nuværende 48 meter, da det begyndte at hælde, og det står stadig 3,2 meter skævt i forhold til »storebror« Asinelli på 97 meter. Det har overlevet brande og krige, så sent som under 2. Verdenskrig gjorde det gavn som udkigspost. Tårnet er åbent for besøgende, som har lår- og lægmuskler til at klare de 498 trin op for at blive belønnet med byens bedste udsigt.

Vi inviteres på besøg i Bolognas næsthøjeste tårn, Torre Prendiparte på 60 meter, som er i privateje. Normalt kan man ikke komme derind på almindelig sightseeing, kun hvis man vil leje det til et eksklusivt kultur-arrangement for op til 40 mennesker, eller man vil overraske sin elskede med en »tårn for to«-oplevelse med overnatning og candlelight-middag.
»Det har virket hver gang,« siger ejeren Matteo Giovanardi med et indforstået smil.

Han fik tårnet af sin far i 18-års fødselsdagsgave og vidste ikke, hvad han skulle stille op med det, han ville hellere have haft en bil. Han lod tårn være tårn i 30 år, indtil 00erne, hvor han fik idéen til en anderledes bed & breakfast.
Vi får lov til at klatre til tops, hvor der er en terrasse og et panorama ud over den røde by, som på mange måder altid har været sin egen, og stadig gør hvad den kan, for ikke at ligne resten af støvlelandet.

Bologna er gennem tiden drillende blevet kaldt både la dotta (den lærde) med reference til verdens ældste universitet, som blev etableret her i 1088, og la rossa (den røde) for de mange røde tage og velholdte huse, som har domineret i byens centrum siden middelalderen, men efter 2. Verdenskrig har det også været øgenavn på grund af den politiske majoritet. Uanset hvad resten af Italien stemte, har byen kun haft socialistisk styre, med undtagelse af årene 1999-2004, hvor det lykkedes at få valgt en højre-orienteret borgmester.

Det røde, rent arkitektonisk, ses tydeligt i byens hjerte, det kæmpestore torv Piazza Maggiore, som altid har været samlingspunkt og skueplads for historiske begivenheder. Det blev brugt til festivaler, henretning og markedsplads, og her ligger imposante bygningsværker som guvernør-paladset, Morandi-museet, den gamle børs og ikke mindst den aldrig fuldendte San Petronio-katedral, hvis byggeri blev stoppet, fordi den i sin størrelse og udsmykning var på vej at overgå Peterskirken i Rom.
Og det gik ikke.

Ud fra Piazza Maggiore breder den gamle middelalderby sig som et vidt forgrenet spindelvæv af de oprindelige gamle gader. Mellem pladsen og De To Tårne ligger markedskvarteret fordelt i Via Clavature, Via Orefici og Via Pescheria og deres sidegader med den ene skønne specialbutik efter den anden og et utal af små hyggelige restauranter.

Bologna har faktisk også et tredje tilnavn, la grassa (den fede) på grund af maden. Det lokale køkken er ikke ligefrem smalkost, masser af pasta og kød, men begå aldrig den fejl at bestille »spaghetti alla bolognese«!
Spaghetti, det er noget, man spiser i Syditalien, siger de med højt løftede øjenbryn hos eksperterne i Cantina Bentivoglio på Via Mascarella, som har haft de samme folk i køkkenet til at lave deres pasta i over 20 år.
Rigtig pasta, håndlavet med æg, i form af lasagne, tortelloni, tortellini og tagliatelle, dét kan man få med kødsovs, ragù, til enhver tid.

Vi tager en pause i smøgen Vicola Ranocchi, som bag nr. 1/D gemmer på Osteria del Sole fra 1465, hvor man ved lange rå borde og bænke og charmerende neonlys i loftet kan få et glas vin for 2 euro. Er man sulten, må man selv købe noget med. Her sidder kærestepar, studerende, fodboldentusiaster, shoppere og gamle kortspillende mænd og lader tiden stå stille.
En anden form for ly får vi, da vi bevæger os uden for middelalderbyen og går nogle få hundrede meter sydøst til Porta Saragozza. Her starter den 3,7 kilometer lange overdækkede portico, søjlegang, bygget mellem 1674 og 1739, som gennem 666 buer fører én tørskoet om vinteren eller afkølet om sommeren ud til højen med San Luca-kirken fra 1100-tallet med den kunsthistoriske juvel, et byzantisk maleri af madonnaen med barnet. Derudover er det også stor en oplevelse at kunne se Bologna på afstand og Apenniner-bjergene i det fjerne.

Det er lige før, man tror, at al byggeri stoppede efter middelalderen, men selv i moderne tid har bygherrerne trukket referencer til gamle dage. Banegården fra slutningen af 1800-tallet er bygget i en blanding af neoklassicisme og florentisk renæssance. Den blev ramt af et terrorangreb 2.august 1980, hvor bomber i en kuffert dræbte 85 og sårede 200. Bygningerne blev renoveret tilbage til sin oprindelige udseende, men til minde om dagen er uret på facaden fra dengang blevet hængende, gået i stå kl. 10.25, hvor massakren begyndte.
Vi ender ude i Fiera-området nord for den gamle bymidte, hvor vi finder forklaringen på Bolognas succes og selvstændighed. Det er her byen skovler penge ind på messer for alt fra biler og badeværelseudstyr til børnebøger og elektronik, som er med til at sikre kommunen en blomstrende økonomi, til forskel fra mange andre af deres norditalienske naboer.
Det er et af Europas populæreste udstillingsområder, og ikke alt er lige kønt at se på, men to bygninger skiller sig ud. Den ene er en kopi af franskmanden Le Corbusiers fabriksbygning fra 1925, oprindelig designet til en udstilling i Paris, som blev opført på Piazza Constituzione i 1977 i forbindelse med en arkitektur-messe og nu kendes som Padiglione Esprit Noveau.
Ringen bliver slutter på Viale Aldo Moro.

Som et ekko af middelalderbyens arkitektoniske tradition, men uden at forfalde til romantisk efterligning, opførte Bologna i årene 1989-1994 administrationsbygningen Torri di Kenzo Tange, designet af den japanske arkitekt af samme navn, med markante runde tårne og et nik til Le Corbusier.

Rejseliv var inviteret af Den Italienske Stats Turistråd, ENIT

Læs også: 3 italienske kulturbyer