Roadtrip til Islands øde natur

Reykjavik er hip og hyggelig, men vil man for alvor opleve Island, skal man væk fra hovedstaden og ud i Islands store øde natur og små samfund. Rejseliv har været på roadtrip ad ringvejen rundt om Island.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vejen mellem Keflavik Lufthavn og Reykjavik ligger som en tynd sort asfaltsnor i et tilsyneladende uendeligt landskab af mørkt og størknet lava.

På begge sider af vejen breder det, der engang var glødende lava, sig som kilometer efter kilometer af mørke mosbegroede sten. Og fortæller på sin egen tavse måde besøgende, der lige er landet i Island, at her er mennesket lille og naturen stor.
Meget stor. Også i bogstaveligste forstand, der bor blot 350.000 mennesker i Island, heraf cirka 70 procent af dem i Reykjavik og nærmeste omegn, på et areal to en halv gange større end Danmark.

Se også: 4 x nordislandsk eventyr

Det betyder voldsomt meget land med ikke andet end natur.
Meget af den er ufremkommelig, gletsjerne alene dækker et område godt og vel på størrelse med halvdelen af Jylland. Men noget af den kan man godt komme til, også uden at være udstyret med de jeeps, islændingene selv bruger, når de skal ud på de mange veje, som knapt er hjulspor ind over sten og udtørrede flodlejer. 

For som en kroget ring snor Highway 1, ringvejen, sig rundt om øen. Vejen åbnede officielt i 1974, da det sidste stykke, broen over Skeidara-floden i syd, stod færdigt, og består nu af knapt 1.400 km mestendels asfalteret vej, der fører forbi gletsjere og vulkaner, langs fjorde, gennem små bygder og ud i den store natur.

Vi starter turen i The Golden Circle, området syd og øst for Reykjavik, hvor landets absolut mest besøgte seværdigheder ligger. Gulfoss, det 32 meter høje og 2,5 km brede vandfald, Thingvellir nationalpark, hvor Islands første parlament blev grundlagt i 930, og så Geysir. Vi bruger mest tid på det sidste, måske fordi det regner, så vi er her næsten helt alene. Kun sammen med Geysir, verdens ældste aktive gejser, og den, som har lagt navn til fænomenet gejsere – som oversat fra islandsk betyder, at vand vælder op ad jorden.
Geysir gik indtil begyndesen af 1900-tallet i udbrud hver time, men slumrede så helt ind, indtil et jordskælv i 2000 vækkede den. I dag er der dog længere mellem udbruddene, og tre gange om dagen er det nærmeste, man kommer et tidsestimat. 

Ved siden af ligger Strokkur, en mindre gejser, men meget mere populær, fordi den ikke som Geysir lader vente på sine udbrud. Et lille skilt oplyser, at Strokkur vælder op ad jorden hver 10. minut, og det gør den. Nogle gange sprutter det kogende vand bare få meter op i luften, som om det taber pusten i mødet med den kolde luft, andre gange er det som om, et gigantisk tryk bliver forløst dernede i jorden, så vandsøjlen med et ordentligt »wuush« hæver sig 20 meter op mod den stålgrå himmel. 

Næste morgen regner det stadig. Og da vi når Dyrholaey, en klippeø, der rager ud i havet på sydkysten, ligger himlen blysort over os og får landskabet til at ligne noget fra en dyster film om jordens undergang. Lydsporet er den hylende vind, som river i bilen og får advarslen fra udlejningsselskabet om altid at holde fast i dørene, når man åbner dem, til at give mening.
Det gør egentlig ikke noget, Island er ikke et land, man kommer til for at stege i solen, og at vind og vand skaber sig tosset, passer på en eller anden måde til landets vilde sydkyst. Her, hvor Atlanterhavet brager ind mod klipperne, og vi må strække armene ud for at holde balancen, da vi går langs skrænten for at se kolonierne af søpapegøjer, som Dyrholaey er kendt for. 

Desværre har vi ikke gjort vores research godt nok; de små pudsige fugle er ude at fiske her midt på dagen, og vi ser ikke en eneste.  I stedet køber vi et postkort med en bunke søpapegøjer og spiser skoldhed tomatsuppe på en café i landsbyen Vik, inden vi kører videre mod øst ad en vej, som bliver mere og mere øde, uden nogen form for civilisation, i timer ej heller andre biler. At vejen hedder highway 1, virker lidt komisk herude, hvor der ikke er nogen highway 2, 3 eller noget andet nummer. 

Først da vi når Vatnajökull, møder vi igen turister. Som ligesom vi er stoppet op for at tage billeder af det særegne syn af en isvæg klemt inde mellem de gråbrune bjerge.

Vatnajökull er Islands største isklump. Gletsjeren dækker mere land end Sjælland og er nogle steder op til 1.000 meter tyk. Under den ligger nogle af Islands mest aktive vulkaner, det samme gør den vulkanske sø Grimsvötn – og grimt er lige præcis, hvad det bliver, når naturen her spiller med sine muskler. For ved et vulkanudbrud vælter smeltevandet fra Grimsvötn ned over sand-sletten mellem gletsjeren og havet, og ned over ringvejen. I 1996 med en sådan kraft, at vandet rev en bro med sig. Den forvredne rest af broen er nu opstillet på sletten – og en ny bro opført – og formentlig affotograferet lige så mange gange som den beskidte isvæg bag den. 

Vil man tættere på isvæggen, kan man bl.a. komme det i Skaftafell National Park. Faktisk kan man også komme op på gletsjeren og spadsere rundt på guidede ture.

Vi nøjes med at vandre på fast grund efter hukommelsen fra den tavle over ruterne, som hænger ved parkeringspladsen. For mens naturen er gratis, det koster ikke noget at komme ind i Skaftafell Nationalpark, må man betale, hvis man vil undlade at fare vild i den – altså for et kort over ruterne. For skiltningen undervejs er ikke overdrevet – men det er egentlig fint. Følelsen af at være et lille menneske i en stor natur ville nok forsvinde, hvis man havde smækket en kaffebar og digitale vejskilte op på den bakketop, der er vores mål. Og hvorfra man kan se til det, der føles som verdens ende – og derindimellem bjerge,  gletsjer og sandsletten nedenfor. 

En lille kaffebar er der dog ved parkeringspladsen, så da kommer ned igen, falder vi til patten og køber en cola og en klejne, selv om vi egentlig ikke har behov for det. Ligesom vi reelt heller ikke har behov for den kop kaffe, vi køber lidt længere østpå ved Jokulsarlon. 

Og i øvrig når kaffen at blive kold, mens vi måbende forsøger at forstå den specielle skønhed, der er Jokulsarlon. Lagunen, lige ved ringvejen, som er fyldt med isblokke, nogle som flyttekasser, andre på størrelse med etagehuse, nogle hvide og beskidte, andre helt klare blå. Isblokke, som er resultatet af gletsjeren Bredamerjurjökulls kælven, og som bare ligger her, tavse og smukke, indtil de engang smelter og gør plads til nye. 

Det går videre østpå, og herfra mod nord. Ad en vej, der snor sig langs fjordene, der skærer sig ind i landet. Dele af den er ikke asfalteret, og vi bumper hen over grusvej, op og ned ad skråninger med bratte fald ned til flodløb, mange steder uden autoværn, for det er kun sat op – og det gælder hele ringvejen – på de mest udsatte steder. Det er barskt og forrevet landskab, men smukt på sin egen rå måde, og et sted, man har lyst til at komme tilbage til og udforske en anden gang med mere tid. 

Længere nordpå tager vi en detour fra ringvejen. Deciderede fjeldveje i højlandet er no-go for udlejningsbiler, også for vores firhjulstrækker, så vi nøjes med 20 km grusvej i udkanten af højlandet. Det er nok til at give en fornemmelse af Islands indre. Højlandet dækker i areal mere end halvdelen af lande – land, hvor ingen bor, og som består af is og vulkaner og sten. Ellers ingenting. Ikke engang de tusindvis af får, der ellers viser deres små, krøllede hoveder alle vegne i landskabet. Til gengæld er her plads. Under en uendelig høj himmel og et tilsyneladende ditto landskab af gråbrune bakker af sten. 

Det er en helt anderledes oplevelse at komme til Myvatn, der er en 37 kvadratkilometer stor sø, en af Europas største fuglereservater, og med godt 40 små øer, skabt af vulkansk aktivitet, ude i søen. Det er et sælsomt syn. Specielt når man kommer fra et nærmest måneagtigt ørkenlandskab, for området omkring Myvatn er så tindrende grønt, at det næsten svier i øjnene. 

Samtidig er himlen knaldblå, og landskabet badet i sol. Det varer ved hele vejen til Akureyri, Islands andenstørste by, som kan prale af cirka 20.000 indbyggere og noget mere liv end mange af de små landsbyer rundt langs kysten. Men på en god måde – trods det massive opbud af amerikanske turister, primært takket være det krydstogtskib, der ligger i havnen, er byen ikke poleret, og de slidte grillbarer fylder ligeså meget i gadebilledet som souvenirbutikkerne. 

Fra Akureyri kører vi vestpå. I rejsebøgerne om Island står der, at denne strækning ikke er noget særligt; dét er en subjektiv vurdering – høje bjerge med sneklædte tinder flankerer ringvejen i hundredvis af kilometer, og Vatnsnes, en på kortet undseelig halvø, der forsigtigt strækker sig ud mellem to fjorde, bliver et af turens højdepunkter. 

Turen rundt om Vatnsnes, grusvej på næsten alle 90 km, er smuk, vild og ensom. Og så er halvøen kendt for at være stedet at se sæler. Enten på en såkaldt sælsafari, hvor man sejler ud på havet, eller fra kysten. 

Vi ser sæler, fra kysten, desværre har flokken valgt at sole sig på den modsatte side af et indhak i fjorden, så det er mest på afstand. Men det er okay, solen skinner, og vi er langt væk fra alting. Da vi stopper ved Geitafell, som egentlig er en restaurant, men glade serverer os kaffe, drikker vi den ved et fint gammelt havebord og kigge på får, der græsser, og vasketøj, der blafrer i vinden, og er helt høje af al den natur.

Og tager glæden og roen med os til Reykjavik. For selv om Islands hovedstad ikke er nogen buldrende metropol, er det dog en by med restauranter, barer, wifi og larm, som man godt kan drukne i, hvis man ikke passer på. Man skal ikke springe Reykjavik over på en rejse til Island. Men man skal heller ikke nøjes med Reykjavik. For Islands sjæl ligger derude i ingenting, og glemmer man det, får man en sidste påmindelse, når man kører mod lufthavnen. Gennem lavamarkerne.

Rejsen blev betalt af Icelandair

Se også: På herretur til Island