Roadtrip på Australiens djævleø

Natursmukke Tasmanien passer perfekt til kør-selv-ferie, og den australske østat gemmer på oplevelser til de fleste, fra vandreture i utæmmede nationalparker til verdensklasse-kunst i Hobart.

Cradle Mountain er en del af Unescos verdensarvsliste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris

Tasmanien, øen der ligger som et appendix til resten af Australien godt 200 km syd for hovedlandet, er halvanden gange større end Danmark, men har kun en halv millon indbyggere. Det betyder, at man ikke vader oveni andre turister på sin vej rundt på den naturskønne ø.

Det betyder også, at hvor afstandene i resten af Australien er enorme, kan man trille fra nord til syd på Tasmanien på en enkelt dag. Og netop den detalje har gjort Australiens mindste delstat attraktiv for køreglade turister.

Her er seks oplevelser på turen rundt på Kronprinsesse Marys fødeø, man ikke må gå glip af.

Hobart

Konfronterende kunst og lækre råvarer

Tasmaniens hovedstad er en af Australiens mere charmerende byer.

Gå på opdagelse blandt de historiske bygninger fra kolonitiden ved Battery Point, indsnus duften af havsalt langs havnepromenaden, og spis dig mæt i lækker mad i boheme-området omkring Elizabeth Street i det nordlige Hobart.

Og så er der Salamanca Market.

Om lørdagen forvandles Salamanca Place langs havnen i byens centrum til en af Hobarts store attraktioner. Siden 1972 har hippier og kunsthåndværkere solgt deres varer på det travle marked, og markedet anno 2015 er ikke mindre travlt.

Rækker af hvide pavilloner skyder op langs de gule sandstensbygninger. Et orkester af gademusikanter spiller midt i menneskemængden og duften fra madboderne fylder næseborene, når man slentrer af sted gennem labyrinten af sælgere og besøgende med en kop kaffe i hånden.

Her kan man købe alt fra brugt tøj, bøger, turist-souvenirs og antikviteter til friske råvarer. Folk kommer fra alle hjørner af øen for at sælge deres oste, honning, valnødder, frugt og grøntsager.

Hobert er bl.a. kendt for sin kunstværker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gudmund de Stordeur.

En anden seværdighed i Hobart er MONA, Museum of Old and New Art.

Cirka halvdelen af befolkningen på Tasmanien bor i og omkring Hobart, og byen er indenfor de seneste år blevet et kulturelt turistmål – især åbningen af det innovative kunstmuseum MONA i 2011 har sat Hobart på det kulturelle verdenskort.

MONA er udtænkt og ejet af den lokale rigmand David Walsh, som kalder museet »et samfundsnedbrydende Disneyland for voksne«.

Den excentriske filantrop har opbygget en formue på professionel gambling og ligger inde med en privat kunstsamling til en anslået værdi af omkring 100 millioner dollar.

Walsh har vendt den australske kunstverden på hovedet med sit hjertebarn i Hobart.

I tre niveauer af underjordiske og dunkelbelyste rum bliver besøgende på MONA mødt af både gamle kunstskatte som farverige sarkofager og mere moderne – til tider konfronterende – gallerier.

Tag for eksempel afførings-maskinen.

Det provokerende værk gengiver det menneskelige fordøjelsessystem og er et overvældende angreb på sanserne.

Glasbeholdere med brun væske hænger i en række fra loftet og er forbundet med slanger. Rummet stinker så kraftigt, at jeg må holde mig for næsen, mens en mand i hvid kittel træder hen til den ene ende af maskinen med en sandwich på en tallerken. Maskinen skal »fodres«.

Maden bliver forarbejdet fra glasbeholder til glasbeholder indtil klokken 14, hvor brune pølser bliver presset ud i den anden ende. Fordøjelsen er gennemført.

MONA museet beskrives af ejeren som »et samfundsnedbrydende Disneyland for voksne« Fold sammen
Læs mere
Foto: Gudmund de Stordeur.

Forbered dig på at blive fascineret, underholdt og måske frastødt. Men uanset med noget at diskutere bagefter. For eksempel i museets baghave, hvor man kan nyde et glas tasmansk vin eller en lokalbrygget øl i en sækkestol med udsigt ud over vandet.

Inden man dog kommer så langt, skal man finde vej til museet. Og det er også en speciel oplevelse – i hvert fald hvis man lader bilen stå og tager søvejen.

Man sejler fra Hobarts centrum op ad floden i en camouflage-farvet katamaran. Bag havnefrontens bygninger tårner det 1.270 meter høje Mount Wellington sig op mellem de lavthængende skyer. Jeg har købt den billige billet og sidder på et får – bogstaveligt talt.

Dækket på MONA-katamaranen er fyldt med kunstige får, som agerer stole for turisterne. Man kan også betale lidt ekstra og nyde sejlturen bag glasdørene i færgens luksuriøse »Posh Pit« med mousserende vin og pindemadder.

Sejlturen tager godt en halv time, inden man rammer den rustfarvede bunker, der er bygget ind i sandstensklipperne ved vandet, som MONA holder til i.

salamanca.com.au

mona.net.au

Port Arthur

Fangefæstning med mørk fortid

Helvede på Jorden.

Sådan blev Port Arthur beskrevet, da området blev brugt som fængsel for straffefanger i 1800-tallet. Fængslet blev anset for at være moderne og reformvenligt, hvilket blandt andet gav sig udslag i, at de indsatte blev udsat for isolation. Med den utilsigtede konsekvens, at tusindvis af indsatte, der blev holdt fanget i løbet af årene, blev nedbrudt. Flere udviklede psykiske sygdomme, og fængslet fik et ry som et barsk sted.

Straffefangekolonien blev nedlagt i 1877. Det store kompleks er i dag på Unescos verdensarvsliste og er en af Tasmaniens største turistattraktioner.

De historiske bygninger er spredt ud over et 40 hektar stort område, så man har brug for flere timer på stedet.

Som man med fordel kan lægge sidst på dagen – sådan at man kan besøge de velrestaurerede bygninger om dagen og deltage i en 90 minutter lang »spøgelsestur«, når mørket falder på.

På spøgelsesturen bliver man med en lanterne i hånden guidet rundt i den gamle straffefangekoloni og kan få alvor få et indtryk af fængselsmurenes uhyggelige historier.

Spøgelsesturene er yderst populære, så husk at booke i forvejen.

Trods Port Arthurs mørke fortid er den tasmanske halvø et smukt sted for især naturelskere, der bør unde sig selv mindst en kort gåtur langs klipperne ved den dramatiske kystlinje.

Halvøen er et vigtigt bevarelsesområde for de tasmanske djævle. En kræftsygdom truer med at udrydde de kødædende pungdyr, og Tasmanian Devil Conservation Park, som holder til her, forsøger at sikre artens overlevelse. Parken er det bedste bud, hvis man vil møde Tasmaniens berømte djævel, for de er svære at få øje på i vildmarken.

portarthur.org.au

Wineglass Bay

Camping i paradis med pungdyr

Et par wallabies nærmer sig teltpladsen ved solopgang. Det vrimler med dem i området, og de to nysgerrige pungdyr snuser til mine fingre, når jeg rækker hånden frem.

Sommeren på Tasmanien er officielt forbi, men selv om vandet er forfriskende i begyndelsen af april, er luften stadig lun. Jeg spiser bananer til morgenmad og tager en morgendukkert i det klare havvand. Stranden er stort set øde.

Wineglass Bay i Freycinet National Park optræder jævnligt på top 10-lister over de bedste strande i verden. Bedøm selv.

Snør kondiskoene, pak rygsækken og gå op ad den snørklede sti fra parkeringspladsen til Wineglass Bay Lookout (1,5 time tur/retur), hvor den halvmåneformede strand viser sig fra sin bedste side: Blændende hvidt sand og klart havvand omgivet af buskads og granitklipper i grå og lyserøde nuancer.

Fortsæt videre fra udkigspunktet ned ad klipperne til stranden. Bølgerne er mere rolige i den modsatte ende af bugten, hvor man samtidig kan slå lejr ved en primitiv teltplads. Det er bestemt den ekstra times gåtur hver.

Der er hverken drikkevand eller mad ved campingområdet ved Wineglass Bay – blot uspoleret natur og et primitivt toilet.

Hvis man ikke har lyst til at sove i telt eller lave mad over gasblus, er der flere overnatningsmuligheder og restauranter i den lille by Coles Bay, som ligger tæt ved Wineglass Bay. Fra Coles Bay kan man tage på dagsture rundt i Freycinet National Park.

Bay of Fires

Strandferie og friske skaldyr

Spis dig mæt i østers, tag på guidet vandretur langs kysten, eller slap af under et træ ved stranden.

I Tasmaniens nordøstlige hjørne finder man endnu en naturskøn kystlinje, som ikke er overrendt af badegæster.

Jeg har slået telt op lidt nord for Binalong Bay, som ligger i den sydlige del af strækningen, der bærer navnet Bay of Fires. Ligesom ved Wineglass Bay er her ingen campingfaciliteter – til gengæld har jeg en fantastisk udsigt over stranden, som kun ligger 50 meter væk, og det er gratis at overnatte.

Dagen bliver brugt i bølgerne eller i skyggen med en bog, og om aftenen står menuen på friskfangede østers i den lille by St. Helens et kvarters kørsel sydpå. St. Helens, som også har flere overnatningsmuligheder, hvis man ikke er til teltudgaven.

Er man til gengæld til aktiv ferie i området, er der masser af kortere eller længere vandreture langs Bay of Fires at begive sig ud på. Og skal det være en særlig gåtur, kan man deltage i den 33 kilometer lange Bay of Fires Walk, der strækker sig over fire dage.

Tamar Valley

Vindistrikt i køligt klima

Selv om Tasmanien langt fra er en stor vinproducent, har øen et trumfkort: kvalitet.

Tasmaniens klima med milde somre og lange efterårsdage kan sammenlignes med vejret i nogle af Europas berømte vinområder. Ligesom på vores kølige breddegrader er flere af druerne på »Tassie« internationalt anerkendte – med Pinot Noir, Chardonnay og boblevine i centrum. Pipers Brook og Jansz er nogle af de mere kendte vinmærker.

Tamar Valley er øens vigtigste vindistrikt. Fra Tasmaniens næststørste by Launceston løber Tamar-floden 64 kilometer mod nord og munder ud i Bass-strædet. På begge sider af flodens banker finder man frugtplantager, skove, enge og lange rækker af vinmarker.

Så nyd en frokost med udsigt over flodlandskabet og forkæl smagsløgene blandt vinstokkene. Flere vinproducenter serverer et udvalg af gratis smagsprøver og hjælper gerne til at udvide ens viden om druerne.

Cradle Mountain

Vandretur i vildmarken

De takkede bjergtinder spejler sig i gletsjer-søens stille vand for foden af det populære bjerg, Cradle Mountain.

Solen varmer mit ansigt, mens jeg vandrer rundt om Lake Dove under ældgamle fyrretræer og forbi bevoksninger af farverige planter. Jeg klatrer op ad en stejl bjergskråning for at spise en sandwich med udsigt over landskabet. Mens jeg sidder der, forsvinder Cradle Mountain tinden i en sky, og regntøjet må frem fra rygsækken – vejret er utilregneligt på disse kanter.

Cradle Mountain er indbegrebet af Tasmaniens vilde natur. Det godt 1.500 meter høje bjerg ligger i den nordlige del af et gigantisk naturområde, som er optaget på Unescos verdensarvsliste. Det uberørte vildnis på 1,4 millioner hektarer udgør en femtedel af Tasmaniens areal og består blandt andet af seks nationalparker.

Ved Cradle Mountain er der masser af muligheder for at få luftet vandrestøvlerne – fra en to timers rundtur om Lake Dove til mere krævende gåture i de højere luftlag. Man kan også bestige selve Cradle Mountain, men en lokal vandre-entusiast advarer mig under min frokostpause. Det er for farligt i regnvejr.

Hvis man har mod på mere motion, gemmer Cradle Mountain – Lake St. Clair National Park på Australiens mest berømte vandretur: The Overland Track.

De 65 kilometer fra Cradle Mountain i nord til Lake St. Clair mod syd tager seks dage. Vandreturen går forbi nogle af Tasmaniens højeste tinder, skove af eukalyptustræer fyldt med dyreliv og gennem græsklædte dale. Højsæsonen for vandreturen er fra december til april, hvor man skal booke plads på ruten. Kun meget erfarne vandrere bør krydse vildmarken om vinteren. Det er også muligt at tage på en guidet tur.

tasmanianexpeditions.com.au