Rekord: 13.000.000 klik på Rejseliv.dk

Sidste år blev rekord-år for Rejseliv.dk med knap 13 mio. klik, men hvilke historier er det, der har hittet så meget? Her er top10 for 2011.

Igen i 2011 har vi hver dag fyldt Rejseliv.dk med alt, hvad der rører sig inden for rejseverdenen. Men hvilke historier er mest læst? Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris

Vi rapporterede live fra 10.000 meters højde, da Norwegian som det første flyselskab indførte WiFi på europæiske ruter.

Sad klar ved tasterne fredag aften 11.11.2011, da verdens syv nye vidundere blev offentliggjort.

Og kårede sammen med vores brugere i sommer »Danmarks bedste strand 2011«.

Vi har også blandt meget andet guidet til, hvordan man scorer en hotel-upgrade, og har inspireret til at rejse, efter hvilket stjernetegn man er født i.

Men hvad har klikket mest? Her er de ti mest læste på Rejseliv.dk i 2011.

1. Verden synker - i Dubai
Prestigeprojektet ud for Dubais kyst begyndte at smuldre i februar. Et dårligt fundament fik de 300 menneskeskabte øer, som tilsammen danner et verdenskort, til at synke. Årets mest læste historie, men ærgerligt for The World.
Se billederne her: rejseliv.dk/verden-synker-i-dubai

2. Her er verdens syv nye naturvidundere
Millioner af mennesker over hele verdenen stemte blandt andre Amazonas i Sydamerika og Halong Bay i Vietnam ind på listen over verdens syv nye vidundere. Fem andre nåede med på listen blandt de i alt 28 nominerede
Se billederne her: rejseliv.dk/her-er-verdens-syv-nye-naturvidundere

3. Video: Kæmpefly ramt af lyn
Frygten for at styrte ned med flyet sidder dybt i de fleste af os – også i Rejseliv.dks brugere. Men alligevel kunne de ikke lade være med at se lynet slå ned i af et af Emirates’ A380-fly kort før landing i Heathrow-lufthavnen i London. Heldigvis kom ingen af de 500 passagerer noget til.
Se videoen her: rejseliv.dk/heldig-video-kaempefly-ramt-af-lyn

4. Stor »pat down« debat i USA
Historier om sikkerhed i lufthavne var også på mest-læste-listen 2010. En 6-årig pige blev udsat for »pat down«, en meget nærgående kropsvisitation, i en lufthavn i New Orleans. Det blev foreviget på video og startede en heftig debat i USA, men også på Rejseliv.dk og facebook.com/rejseliv.
Se videoen her: rejseliv.dk/ny-pat-down-skandale-i-usa

5. Verdens farligste strande
Det er på forsiden med det samme: Haj angriber badegæst! Det samme skete med vores liste over de 10 strande i verden, hvor hajerne har slået til flest gange.
Se listen her: rejseliv.dk/verdens-farligste-strande

6. Million-biler i sammenstød
Ud over en Ferrari, en Porsche, en Aston Martin og en Mercedes kom ingen til skade, da en ung kvinde kørte galt i sin Bentley midt i Monaco. Turister flokkedes for at se sammenstødet, Rejseliv.dks brugere ligeså.
Se billederne her: rejseliv.dk/million-biler-sammenstoed

7. Det må du ikke i Italien
Det er vigtigt at have styr på den lokale lovgivning, når man besøger støvlelandet. Eksempelvis: Spis ikke på gaden i det historiske centrum i Rom og vær anstændigt klædt i gaderne på den italienske ferieø Capri.
Læs artiklen her: rejseliv.dk/det-maa-du-ikke-i-italien

8. 1 million billetter til 74 kr.
Meningerne om det irske lavprisselskab Ryanair er delte, men nyheden om, at selskabet åbnede en base i Billund Lufthavn og fejrede det med billige flybilletter hittede nok til en ottendeplads på årets mest læste liste.
Læs mere her: rejseliv.dk/1-million-flybilletter-til-kun-74-kr

9. 10 steder, du ikke vil besøge
Et brændende gashelvede i Turkmenistan, et radioaktivt område i Ukraine, en park med planter, du kan dø af, i England, og syv andre steder i verden, du ikke har lyst til at rejse ud til – men tilsyneladende meget gerne læser om.
Se rejsemålene her: rejseliv.dk/10-steder-du-ikke-vil-besoege

10. Her er Danmarks bedste strand
Rejseliv.dks brugere kårede landets bedste strand igen i 2011. Først nominerede de flere end 100 strande, redaktionen skar dem ned til ti og brugerne stemte på deres favorit. Marielyst Strand på Falster fik flest stemmer og løb med titlen.
Se stranden her: rejseliv.dk/her-er-danmarks-bedste-strand