Rejsereportage: Libanon byder på stor gæstfrihed, dejlig mad, kaotisk trafik, flere tusinde år gamle byer og smukke bjerge

Det lille mellemøstlige land med den tumultariske fortid og den farverige nutid er et besøg værd.

Byblos Fold sammen
Læs mere
Foto: Christina Rovira Mollerup

Mellem autohandlere, barberer og tankstationer leder vi efter et vejskilt til gaden Qobayat. Trafikken er intens, gaderne er støvede og bygningerne faldefærdige. Vejskiltet finder vi ikke, så vi spørger i stedet, men uden held. Så prøver vi med »Kalei Coffee«, og så er der gevinst. Lige én gade hen, så to gader op, og dér, bag en kæmpe plads, der ligger øde efter en nedrivning, ligger indgangen til den kaffebar, vi leder efter. En ultrahip kaffebar med smedejernsdøre og råt interiør. Præcis som man ville kunne have fundet den i Williamsburg, New York.

Vi er i Beirut. Libanons hovedstad og landets vigtigste havneby.

Beirut

Vi opdager hurtigt, at i Beirut skal man helt tæt på og ind bagved for at finde de skjulte skatte, byen har at byde på. For der er vitterligt meget at opleve i Beirut, både historisk, kulturelt og gastronomisk. Vores hjem er et hyggeligt gæstehus ejet af et fransk-libanesisk ægtepar, der mødtes under borgerkrigen, hvor han, en fransk journalist, var i Beirut for at dække begivenhederne. En interessant vært, der fortæller gode historier over morgenmaden i stuen, og som gør os sultne på at opleve byen.

Men hvordan beskriver man egentlig Beirut? Tidligere har byen gået under betegnelsen »Mellemøstens svar på Paris«, og man kan da også forestille sig, hvordan byen har været magnet for jetsettere med luksushoteller og fest natten lang. Det er ikke svært at visualisere, hvordan her så ud: majestætiske bygninger med høje hvælvinger, prominente indgangspartier og smukke balkoner. Byen måtte dog lide en tragisk skæbne i form af en lang borgerkrig fra 1975 til 1990, og nu står en del i forfald.

»Her kunne snigskytter se det meste af byen, og det siges, at ikke mindre end 1.000 personer er smidt ud fra taget. Den dag i dag står det helt tomt og udhulet og tårner sig op over de andre nærliggende bygninger, der primært er nye eller renoverede luksushoteller.«


Det nye Beirut

Når man går rundt i Beiruts gader, er det dog tydeligt at se, at byen er i fuld gang med at rejse sig igen. I det hippe kvarter Gemmayzeh ligger special kaffebarer side om side med lækre restauranter og barer, der vågner op i de sene aftentimer. Som nabo ligger Downtown Beirut, der er hjem for den store Mohamad al Amin Moské og Martyrstatuen. Ud over de nævnte seværdigheder ligger her også Beirut Souks, der er et stort åbent shoppingcenter med alle de velkendte internationale mærker. Meget af Downtown Beirut er total renoveret og fremstår meget poleret. Her er fint og lækkert at være i den forstand, at fortovene hænger sammen, og alt fungerer. Men sjælen savner vi.

Mohamad al Amin Moske Fold sammen
Læs mere
Foto: Christina Rovira Mollerup.

Den får vi til gengæld i Mar Mikhael-området, hvor vi bor. Her er de gode fortove dog en mangelvare. Mar Mikhael ligger som et af yderområderne i Beirut og er et forholdsvist nyopdaget område for byens kreative klasse. På de støvede små veje ligger gallerier, butikker og caféer blandt førnævnte autohandlere og barberer.

Med den lokale bus

Vi kommer rundt til fods det meste af tiden, for her er stort set ingen offentlig transport. Der findes ikke tog, og busserne er ganske små og ikke specielt tillidsvækkende. På vores værts opfordring tager vi dog en enkelt gang bussen for oplevelsens skyld. Den ligner en forvokset varevogn og har plads til ca. 12 personer. Chaufføren SMSer lystigt, mens vinden suser ind ad døre og vinduer, der står på vid gab hele turen. Undervejs stopper vi foran det vi antager er chaufførens stamkiosk, for ejeren kommer susende med en pakke cigaretter, så snart han ser bussen ude foran.

Turen går langs vandet, og på vejen ser vi det ikoniske Holiday Inn hotel. Hotellet, der stod færdigt som et af Mellemøstens absolut mest luksuriøse hoteller tilbage i 1974, led en dyster skæbne, da borgerkrigen brød ud kun et år efter. Det tårnhøje hotel med 400 værelser, natklub og roterende restaurant på toppen endte med at blive et af målene for de rivaliserende parter i krigen. Her kunne snigskytter se det meste af byen, og det siges, at ikke mindre end 1.000 personer er smidt ud fra taget. Den dag i dag står det helt tomt og udhulet og tårner sig op over de andre nærliggende bygninger, der primært er nye eller renoverede luksushoteller. Den grå beton ser næsten uhyggelig ud, og det giver et sug i maven, da vi kører forbi, for lige hér bliver den dystre fortid til virkelighed.

Hamra og det gamle Beirut

Vi fortsætter med bussen til Pigeon’s Rock, som er to smukke klipper, der står lige ud fra kysten. Vi ser klipperne og går på strandpromenaden Le Corniche, som er Beiruts svar på Promenade des Anglais i Nice. Her mødes unge og gamle, turister og lokale. Efter en gåtur og en kaffe med udsigt til klipperne, begiver vi os mod Hamra Street.

Hamra Street var gaden, hvor de intellektuelle fra American University of Beirut, politikere og aktivister mødtes og diskuterede verdens gang på de utallige caféer, der åbnede op gennem 1950erne og 1960erne.

Pigeon's Rock Fold sammen
Læs mere
Foto: Christina Rovira Mollerup.

I trafikken på egen hånd

Efter nogle spændende dage i Beirut er det tid til at komme ud af byen. Vi vover os ud i trafikken på egen hånd og lejer en bil. Vi er blevet mødt med mange »ohh, so you will be driving yourselves?« af lokale, og ved Avis anbefaler medarbejderen, at vi tilkøber en ekstra forsikring, da der er »high risk of accident«. Nuvel. For otte USD om dagen tilkøber vi forsikring og begiver os så af sted.

Efter at have kørt i andre dele af verden med intens trafik, mener gemalen, at han er rutineret nok til turen. Vi har jo også haft fire dage i Beirut til at aflure trafikken og lære de lokale regler eller mangel på samme: blinklyset benyttes sjældent. Man dytter i stedet. Uanset om man skal til højre, venstre eller skal stoppe, så får den en gang med hornet for lige at advare de andre bilister om, at man skal til at foretage sig noget. Så må de øvrige gætte sig til, hvad der skal ske. Her skal man ikke holde på sin ret, men derimod lade sig glide med trafikken og aflæse de øvrige bilisters næste træk. Så går det hele.

På oplevelse i landet

Google Maps er sat mod Tyr i det sydlige Libanon, og vi kommer frem på halvanden time. Vi tjekker ind på det lille boutique hotel Dar Camelia i den gamle kristne bydel. Her er på ingen måder overrendt af turister. Vi besøger Tyr World Heritage Site, hvor der står søjler tilbage fra romertiden. Søjlerne står stadig næsten intakte, og det blå hav i baggrunden gør kun oplevelsen bedre. Oveni kommer, at man til forskel fra mange andre antikke seværdigheder kan komme helt tæt på og mærke de majestætiske levn fra fortiden.

Tyr havn Fold sammen
Læs mere
Foto: Christina Rovira Mollerup.

Historie i Byblos

Efter en weekend i Tyr begiver vi os endnu en gang ud i trafikken for at køre nordpå til Byblos. Byblos er en af verdens 20 ældste byer og har været beboet konstant i over 7.000 år. Her tjekker vi ind på byens ældste hotel, Byblos Sur Mer, som ligger ved den gamle havn.

Som et vigtigt handelscentrum i datiden er her meget at se, og byen er flot bevaret. Desværre bugner den gamle souk dog med samlebåndssouvenirs og kopivarer, hvilket er rigtig ærgerligt, for her er potentiale til en ganske anderledes oplevelse.

En anderledes oplevelse får vi til gengæld, da vi besøger citadellet i byen. Dét skuffer bestemt ikke. Tværtimod. Citadellet, som er et fort, er bygget tilbage i det 12. århundrede af korsfarerne. Også her kan vi komme helt tæt på og mærke de gigantiske sten, der er brugt. Som prominente naboer ligger der egyptiske templer, fønikiske gravsteder og et romersk amfiteater. Godt nok som ruiner, men utroligt imponerende.

Byblos sur Mer Fold sammen
Læs mere
Foto: Christina Rovira Mollerup.

Smuttur til Batroun

Det bliver til to nætter i Byblos, hvorefter vi skal op i bjergene til den lille by Douma. På vejen gør vi stop i kystbyen Batroun. Batroun har en håndfuld hoteller, men er ellers væsentlig mere lokal end Byblos. Vi ser den fønikiske mur, der blev bygget for omkring 2.000 år siden for at beskytte byen mod tidevandet. På magisk vis står den der endnu til trods for bølgernes iver for at æde den op.

Vi spiser frokost hos det lokale bryggeri Colonel og nyder en kold øl. Det står igen i kontrast til meget af området; det er nyt, bygget i træ og kunne lige så godt have stået blandt de øvrige madboder på Refshaleøen i København. Endnu et bevis på, at der er skub i udviklingen i Libanon.

Mellemøstlig gæstfrihed i bjergene

Vi ankommer til Douma sidst på eftermiddagen og tjekker ind på Beit Douma. Her bliver vi modtaget med et overdådigt bord med frugt og kager. Værten, der kun taler arabisk, viser med fagter, hvordan vi kan bruge espressomaskinen, når vi har lyst, hvor der er service, te og mælk.
Selve stedet er en gammel herskabelig villa, der nu er ombygget til gæstehus med seks værelser. Vi spiser aftensmad der hver dag, hvor der primært serveres mad fra egen køkkenhave eller nærliggende leverandører. Selv vinene er lokale.

Stedet indbyder til ren afslapning med bøger og internationale magasiner på kæmpe bogreoler, brætspil, tæpper og stearinlys. Her er rart. Vældig rart. Og det er vi ikke de eneste, der synes, for de øvrige gæster vælger også at sætte sig i stuerne og læse efter middagen frem for at trække sig tilbage til værelserne.

Douma by er en stille bjergby med nogle imponerende huse. Her er ikke meget at tage sig til andet end at besøge Balou Balaa vandfaldet i nærheden og den lokale pottemager. Turen herop er dog utrolig smuk, og vores gæstehus er det hele værd og et perfekt sted at afslutte turen med tid til at fordøje de mange oplevelser.

Highfives og hjemover

Ti dage er gået og på vej til lufthavnen tænker vi begge, at det er gået umådelig godt hele vejen igennem. Ingen tør dog sige det højt, for ja, så ved man, hvad der sker. Så det er først, da vi to timer senere afleverer bilen i lufthavnen uden flere skrammer end den havde, da vi fik den, at vi giver hinanden en highfive over, hvor godt det hele er gået og særligt i trafikken.