Rejsens helte og heltinder

Foto: Søren Bidstrup. Nina Rølle, livsstilsredaktør.
Læs mere
Fold sammen

Mandag aften skulle jeg med et fly hjem fra New York. Der var varslet snestorm – en af de værste i USAs historie, og om morgenen blev den forestående storm dækket på dramatisk vis på CNN og andre nyhedsstationer, og New Yorks borgmester advarede: »Prepare the worst«.

Da jeg kiggede ud af vinduet på mit hotelværelse på 11. etage på Manhattan, var der imidlertid hverken blæst eller sne i luften, så vores lille gruppe af danskere lod os ikke rive med af den oppiskede stemning, men tog på afslappet shopping, mens sneen dalende blødt ned over øen, og new yorkerne stod i lange køer for at hamstre i supermarkederne.

Fire timer måtte være tid nok til at tilbagelægge de 30 kilometer til lufthavnen, forsikrede vi hinanden om, så klokken 14 blev vi samlet op ved hotellet i en firhjulstrækker. Sneen var nu blevet tættere. Det samme var trafikken. Det var som om, at alle ville ud af New York. På samme tid. Og i samme retning.

Jeg tror, vi alle tænkte: »Hvorfor tog vi dog ikke afsted noget før«, for vi sneglede os frem, og udsigten til at sne inde på et lufthavnshotel var ikke videre tillokende. Heldigvis havde vi en kvik chauffør – en ung gut fra Albanien – som forstod sagens alvor og tog kreative kørselsmetoder i brug, og efter små tre timer nåede vi frem til JFK.

På skærmen over flyafgange stod der ’cancelled’ ud for de fleste, men pyh, ikke ud for vores KLM-afgang til Amsterdam, så vi hastede til check in. I øvrigt en syret oplevelse at gå igennem den store og næsten mennesketomme lufthavn, hvor jerngitrene var rullet ned for de fleste butikker.

Endelig kunne vi gå om bord, og efter en times forsinkelse rullede vi til afisning. Yes! Vi nåede det, inden lufthavnen blev lukket helt ned.

Men pludselig opstod tumult. En midaldrende englænder nægtede hårdnakket at spænde sikkerhedsbæltet og truede personalet, og efter noget tid meddelte kaptajnen, at vi måtte tilbage til gaten for at sætte den aggressive mand af. Imens forsøgte en stewardesse at få ham til at falde ned, så han ikke gik yderligere amok. Noget af en præstation, for både hans korpus, stemmeleje og ordvalg var voldsomt, men stille og roligt – og helt frygtløs – talte hun til ham, indtil politiet tog over, og hans bagage blev pillet ud af lasten.

Endnu engang klar til afgang. Troede vi. Men så var den gal igen. En russisk dame ville pludselig af flyet – formentlig på grund af flyskræk – og hun begyndte at tage sine ting ned. Hendes ikke særligt pædagogiske mand beordede hende ukærligt til at sætte sig, og jo mere brysk han blev, jo mere nervøs gjorde det hende. Ud ville hun, og personalet kunne intet stille op.

Indtil vores heltinde fra før kom på banen. Hun ignorerede den usympatiske ægtemand, lagde hånden på den skræmte kvindes arm og talte beroligende til hende, og langsomt faldt hun ned i sit sæde, mens hun klamrede sig til sin computer, som hun fik lov til at beholde under hele flyvningen.

Endnu engang kunne vi køre til afisning, og endelig – med tre timers forsinkelse – var vi i luften på vej mod Amsterdam. Men havde det ikke været for vores helt fra Albanien og heltinde fra KLM, var vi formentlig sneet inde i New York – i stedet kom vi ud med et af de sidste fly fra JFK.

I sådanne situationer går det op for en, hvor vigtigt det er, at folk kan sin metier. At chaufføren har styr på sin kørsel. At stewardessen har forståelse for sine medmennesker.