Rejsedagbog fra Delhi

Indien er ikke, hvad Indien har været, beretter P3-værten Kenneth K, der har genlæst sin gamle rejsedagbog. Tag med tilbage til Indien efter 17 år.

Rejseliv imported photo
Selv om der stadig er et hav af mennesker på gaderne – og mange af dem er fattige – så har Indien forandret sig meget fra det land, som mange danske rygsæksrejsende tog til i 1970’erne, ’80erne og 90’erne (først og fremmest fordi det var billigt.) Den moderne livsstil er nået til Indien, der stormer frem på verdensscenen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kenneth Karskov

Da jeg stod i New Delhi for første gang var der ingen McDonald’s, ingen smarte biler i gaderne og slet ingen blomstrende IT-industri. Det var i 1994, og jeg var stadig et par år fra at få min første email-adresse.

Læs også: Delhis hemmeligheder

Jeg var i Indien, fordi min Lonely Planet-guidebog lod vide, at det var et af de allerbilligste rejselande. Overhovedet. Og lysten til oplevelser var større end budgettet, så jeg endte med at stå 18 år gammel i Indiens hovedstad med et proppet rygsæk.
Meget har ændret sig siden da. Indien er blevet verdens IT-rygrad, og den stigende velstand har givet inderne selvtillid og en fantastisk tro på fremtiden.

Forandringerne er allerede tydelig på flyet derned. For sytten år siden var Air India landets internationale flyselskab, og selv inderne gjorde, hvad de kunne, for ikke at sidde alt for længe på et af deres fly.  I dag kan subkontinentet prale af et af verdens førende flyselskaber, Kingfisher Airlines. Internationale eksperter vurderer det til at være et af klodens ganske få fem-stjernede flyselskaber, sammen med bl.a. Singapore Airlines og Qatar Airways.
Jeg husker ellers bedst Kingfisher for at være en halvskidt øl, der gav mig en voldsom hovedpine.

Dagbog, 1994: »En abe hopper pludselig op på benet af mig. Jeg prøver panisk at vriste mig fri af den, men dyret klamrer sig fast. En mand træder frem med en udstrakt hånd, peger på dyret og beder om »baksheesh«, lidt mønter for det fine nummer. Arggghhhh!«

Playboyens skæve smil
Bag øllet og flyselskabet står Indiens svar på Richard Branson, milliardæren og playboyen Dr. Vijay Mallya. Selvsikkert troner han  frem på video-skærmen kort før hver eneste Kingfisher-flyvning og byder velkommen ombord. Med et skævt smil forsikrer han passagererne om, at alt personale ombord er godkendt af ham personligt. Hvilket betyder, at der stort set kun er ansat kvinder.

Han fortæller, at han har givet personalet strenge ordrer om at behandle alle passagerer, som var de gæster i hans hjem.
Hvilket får mig til at tænke, at hvis han har haft alle disse kvinder med hjem i privaten, så forstår jeg godt det skæve smil.

Taxi? Taxi? Taxi?
- Taxi? lyder det, idet jeg træder ud fra hotellets område.
Jeg bor på det hæderkronede, gamle luksushotel The Claridges, som har ligget i det centrale Delhi siden 1950erne. Hvis vægge kunne tale, ville dette sted kunne berette om en hæsblæsende udvikling.

Alene badeværelset her er større, end det værelse jeg boede på i 1994. For 17 kr. havde jeg et lillebitte kammer på »Ringo Guest House« med propel i loftet, en seng og niks mere.

Den stod på fællesskab og fællesbad med de andre rygsækrejsende, og ofte også en diskussion om, hvem der havde brugt færrest penge på deres tur rundt i Indien. Der var altid en, der havde sovet på stranden ved Goa i nogle dage, som vi andre umuligt kunne slå.
- Taxi? lyder spørgsmålet igen.

Jeg afslog ellers høfligt første gang, men han insisterer. Langsomt kommer det tilbage til mig, hvordan jeg traskede rundt med min rygsæk og blev mere og mere irriteret på denne hær af hustlere, rickshaw-chauffører og andre insisterende personager, der følger i hælene på mig.

Alle kunne de kunsten at ignorer emine gentagne »nej tak« og bevare håbet om at hive lidt mønter ud af denne tilsyneladende tossede turist.

Det har tydeligvis ikke ændret sig. Rickshaw-chaufførerne er stadig lige pågående. På samme måde som de hellige køer fortsat spadserer rundt i gaderne, og tiggerne fortsat banker på bilruden, når vi holder stille i trafikken.

Dagbog, 1994: »På en station kravler en pige ind. Laset tøj, fedtet, rodet hår og snavset. Hun kravler rundt på alle fire og fejer gulvet med en rest klæde. Hun stopper op, kigger på mig og rækker armen ud. Ahh, penge, tænker jeg. Helt i orden. Jeg stikker hende en mønt. 20 øre. Ingenting. For mig. Bagefter spørger inderne i vognen, hvor meget jeg gav. »Hun sku’ kun ha’ haft 10 øre!« formaner de.«

Symbolet på det nye Indien
Bilerne er der til gengæld blevet flere af. Indien har lanceret sin egen folkevogn i form af verdens billigste bil, Tata Nano. En lille fire-dørs model til under 15.000 kr., som Financial Times har kaldt selve symbolet på Indiens ambition om at blive en moderne nation.
Da jeg første gang besøgte Indien, havde de økonomiske reformer kun haft ganske få år til at virke i. I 1991 tvang den økonomiske krise Indiens regering til et brutalt opgør med fem-års planer, centraløkonomi og socialistisk tankegang med det enestående resultat, at Indien i dag er en af verdens hurtigst voksende økonomier.

Den indiske middelklasse tæller 300 mio. mennesker. Det er mange, men mest imponerende er, at en tredjedel – altså 100 mio. mennesker – levede i dyb fattigdom for bare ti år siden. Og de vil nu have mobiltelefoner, shoppe mærkevarer og spise burgere...

Ikke min kop chai
I 1994 var der ikke nogen McDonald’s i Indien. Der er der nu. Indisk mad smager jo ellers fremragende, så egentlig har jeg ikke noget behov for at stikke hovedet ind på familierestauranten.

Omvendt er McDonald’s også fortællingen om dette ensartede produkt, som hele verden gnasker i sig. Et grundigt kig på menukortet vil dog afsløre små lokale forskelle, som fortæller sin helt egen historie om, hvor forskellig menneskeheden trods alt stadig er.
På McDonald’s i Indien er der ingen BigMac. Indiens overvejende hinduistiske befolkning spiser ikke oksekød, så stjernen i showet er en Chicken Maharajah Mac, der unægteligt ligner en Big Mac med to bøffer, tre lag brød, lidt dressing og salat – men altså med krydret kyllingekød.

»McAloo Tikki Burger« eller »Paneer Salsa Wrap« serverer de heller ikke i Ronald McDonald’s ved Rådhuspladsen i København. Og tak for det!
En vegatarburger med grøntsagsbøf og en rulle med paneret ost, salat og dressing er ikke lige min kop chai.

Dagbog, 1994: »Prøv at stå med et flere tusinde kroner dyrt kamera og forsøge at skifte linse. Så kommer der en dreng hen til dig. Han siger ingenting. Kigger bare på dig. Fører hånden ned på maven, op til munden og rækker den ud mod dig. Du er fanget. Det koster så igen tyve øre at slippe af med følelsen af at være et rigt svin. Eller ti øre...«

Så bliver jeg langt mere glad ved en god gang »Butter Chicken« i den lille restaurant på etagen ovenover McDonald’s. Serveret med lune naan-brød, velduftende ris, og en fin udsigt over Delhis kaotiske trafik og pulserende folkeliv.

Siddende her med duften af Delhi i næsen, kan jeg ikke andet end glæde mig over mit gensyn med Indien. Og glæde mig over udviklingen, for jeg må indrømme, at jeg bedre kan lide Indien anno 2010 end den gamle halvfemser udgave af subkontinentet, jeg så som ung rygsækrejsende.

For når det kommer til Indien, så passer det, hvad man siger, om at forandring fryder.
 

5 ting du skal se i Delhi

India Gate: India Gate er bygget som et 42 meter højt mindesmærke til ære for de 90.000 faldne indiske soldater, der kæmpede for det britiske styre under Første Verdenskrig. Her brænder den evige flamme foran den ukendte soldats grav, og området er populært udflugtsmål for både indere og turister – især på helligdage.

The Red Fort: På et tidspunkt boede over 3.000 mennesker indenfor murene, men i dag er det primært turister som ses her. The Red Fort er bygget i røde sandsten og ligger gemt bag en to km lang og 30 m høj mur. Om aftenen kan du overvære et lyd- og lysshow, der fortæller om fortets og Indiens historie.

Old Delhi: Det er, som om tiden står stille i Old Delhi. Denne del af byen blev grundligt i 1600-tallet, og mange bygninger fra dengang står her stadig. Old Delhi er en labyrint af små gader, der kan virke overvældende, men samtidig er området en fascinerende heksekeddel af mennesker, rickshaws og gamle biler.

Raj Ghat: Du kan ikke sige Indien uden at sige Mahatma Gandhi. Den store frihedskæmper blev dræbt ved et attentat i 1948 og kremeret her. Sidenhen er flere af Indiens store ledere blevet kremeret her, bl.a. Indira Gandhi og Rajiv Gandhi, der også begge blev myrdet ved attentater. 

Taj Mahal: Egentlig ikke i selve Delhi, men en dagstur herfra. Taj Mahal er måske verdens smukkeste bygning og i hvert fald Indiens mest berømte turistattraktion. Taj Mahal er bygget i hvid marmor og stod færdigt i 1648, og er i dag at finde på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Læs også: Indien slår dig omkuld