Rejse ind i portvinens hjerte

I et overset hjørne af Europa rummer byen Porto og Douro-dalen storslåede oplevelser for enhver, der interesserer sig for vin og vindyrkning.

Rejseliv imported photo
Foto: Jan Aagaard

Båden glider langsomt gennem flodens stille vand, mens vi nyder udsigten fra teakdækket i stævnen. På begge sider af floden rejser stejle bjergsider sig, beklædt med vinranker på terrasse efter terrasse, helt op til toppen af bjergene.

Næste: Luksus lige efter (vin)bogen

Solens stråler får vinbladene til at glitre i grønne nuancer, mens terrasserne danner sirlige mønstre i landskabet. Som havde en kæmpe trukket en rive hen over bjergene.

Vi er på vej op ad Douro-floden i det nordlige Portugal – en rejse ind i portvinens hjerte. På de stenede terrasser har tusindvis af plukkere i de seneste uger håndplukket de små, tykhudede druer, der danner grundlaget for portvin. Med jævne mellemrum dukker en prægtig hvid bygning op i landskabet – en quinta, en af de gamle vingårde, hvor druerne netop nu omdannes til vin.

Selv om det er sidst i september, nærmer temperaturen sig 34 grader. Vi søger ind i skyggen og slænger os i de bløde sæder på agterdækket, mens skipper sænker bådens fart og skænker os to glas vin.

Rejsen begynder længere mod vest i byen, der har lagt navn til både vinen og landet. Porto havde sin storhedstid i 1700- og 1800-tallet, hvor byen nød godt af vinhandlen med briterne. Vinen blev udskibet fra Porto, men den havde svært ved at klare sejlturen til England, så købmændene tilsatte brandy for at gøre den mere robust. Og sådan blev portvinen skabt.

Her et par hundrede år senere sætter portvinen fortsat sit præg på Porto, men Portugals næststørste by er også en betydelig industri- og handelsby. Det er ikke store enkeltstående attraktioner, der trækker turister til Porto, men snarere byens rustikke charme. Byen breder sig fra Douro-flodens bred over flere højdedrag med stejle gader og masser af lokalkolorit. En af den slags byer, hvor man kan slentre rundt en hel dag og suge indtryk til sig uden at føle sig hensat til en kulisse.

Vi begynder nær floden i det postkortpittoreske Ribeira-kvarter med høje huse i pastelfarver – en del af den gamle by, der er på UNESCOs liste over verdensarv. Her er en afslappet atmosfære, og restauranterne langs kajen er pakket med turister og lokale.
Fra Ribeiras gyder bevæger vi os op gennem den gamle by med dens mange kirker, palæer og maleriske facader – nogle mere velholdte end andre. Hovedbanegården fra 1916 byder på et overdådigt interiør af kakler med illustrationer af historiske begivenheder. Et andet højdepunkt er – i bogstaveligste forstand – tårnet på kirken Igreja dos Clérigos’, hvor man efter 225 trappetrin bliver belønnet med en formidabel udsigt.

Men det er først og fremmest portvinens verden, vi er kommet for. Portvinshusene med navne som Burmester, Sandeman og Graham finder man i Vila Nova de Gaia på den anden side af floden, hvor portvinen modner i årtier på fade og flasker i de historiske lagerbygninger, inden den sendes på verdensmarkedet.

Vi krydser floden via et af Portos markante vartegn, den toetages Dom Luís-bro, opført i 1886 af en elev af Eiffel. Fra øverste etage 30 m oppe har man fin udsigt ud til portvinslagrene i Gaia. Gennem århundreder blev den unge vin fragtet fra vinområderne ad flodvejen i tønder stablet på dækket af fladbundede sejlbåde. I dag foregår transporten med lastbil, men man kan man fortsat beundre de smukke sejlskibe ud for kajen.

Flere end 50 portvinshuse i Gaia er åbne for besøg. Mange af dem tilbyder gratis rundvisninger og efterfølgende portvinssmagninger, mens andre tager nogle få euro i entré. Vi vælger Taylor’s, der etablerede sig i Porto helt tilbage i 1692. Først går turen til firmaets armazéns, de mørke og kølige portvinslagre med umiskendelig duft af vin.

Her ligger lange rækker af 550 liter egetræstønder, hvor en god tawny kan modne i op til 50 år, og enorme portvinsfade på op til 750.000 liter.

Vores guide fortæller om produktion og lagring af de mange forskellige portvinstyper, og efter rundvisningen får vi mulighed for at opleve fire forskellige typer portvin ved en smagning.

Dagen efter går det videre mod vindistrikterne i en lejet bil. Så snart vi har passeret bjergene, der beskytter Douro-dalen mod de regnfulde vinde fra Atlanterhavet, bliver det varmere, og inden længe kan vi nyde udsigten ud over floden og terrasserne med vin.

Druerne til portvin kommer udelukkende her fra Alto Douro – et område, der strækker sig godt 100 km langs Douro mod grænsen til Spanien. Der har været dyrket vin i mindst 2.000 år i Alto Douro, der var et af de første demarkerede vinområder i verden. Her er hundredvis af vingårde, og mange af dem tager imod besøgende, ligesom enkelte er indrettet til små, stilfulde hoteller. Vores mål er det danskejede Quinta do Pégo.

På vej dertil besøger vi Quinta Monsul, hvor portvinshuset Rozès har sine moderne produktionsfaciliteter i tilknytning til den gamle vingård. Presningen af de sidste druer fra årets høst er i fuld gang, mens hovedparten af druesaften allerede er ved at gære i store ståltanke. Vi bliver vist rundt i produktionshallen og får lov at smage på saften i forskellige stadier, så vi fornemmer den gradvise udvikling hen imod vin.

I den gamle vingård oplever vi, hvordan druerne til de bedste portvine fortsat bliver trådt på traditionel vis. Fire muntre mænd er i gang i et af de i åbne kar, hvor de tramper løs i druerne med bare fødder.

Efter en tur gennem store haller med vintønder slutter vi med en smagning i laboratoriet, hvor Rozès opbevarer prøver med vin fra flere årtier – og en enkelt flaske fra 1880.

Solen står lavt, da vi mætte af (smags-) indtryk fortsætter turen ind i dalen. Landevejen følger floden, og vi nyder landskabet i det bløde lys. Forude venter flere oplevelser i portvinsland.

Næste: Luksus lige efter (vin)bogen