Rejs tilbage til Romerriget

De udgravede romerske byer Pompeji og Herculanum og et kig ned i Vesuvs krater er historie på den sjove måde.

Gaderne i Pompeji har tydelige riller i gadebelægningen, der stammer fra hjul. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jette Lüthcke.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forestillingen om, hvordan gladiatorerne har kæmpet til døden mod hinanden i Amfiteatret i Pompeji, får tankerne til at vandre. Det er fantastisk at forestille sig, at vi går i en ægte romersk by.

Træder på præcis de samme sten, som romerne og deres slaver selv satte sandalerne på, før vulkanen Vesuv i år 79 satte en stopper for byens summen og leben.

Se også: Sol, sommer og Sorrento

Selv om han endnu er lidt for ung til at se Oscar-vinderen »Gladiator«, har Christoffer på 12 år glædet sig mest til at se Amfiteatret, der rummede 20.000 tilskuere. Så dér starter vi – og han bliver ikke skuffet. »Jeg kan sagtens forestille mig, hvordan det har set ud for 2.000 år siden,« konstaterer han tilfreds. 

Hjemme foretrækker Christoffer som så mange andre moderne præ-teens at sidde klistret foran computerskærmen og den virtuelle verden, der udkæmper sig i computerspillet World of Warcraft. Men han interesserer sig også mere og mere for verdenshistorien.

Det er den spirende interesse vi – hans forældre – gerne vil udfordre. Derfor har vi besluttet at tage ham med på en historisk rejse til antikken, der skal bringe os til både Pompeji, Vesuv og havnebyen Herkulanum – i nævnte rækkefølge. Efter Amfiteatret traver vi videre. Og lad mig sige det med det samme – udgravningerne af Pompeji dækker et temmelig stort område. Derfor kan det godt betale sig at lægge en slagplan på forhånd. Mange af de bedst bevarede huse ligger nemlig i den anden ende af byen end vores udgangspunkt. Så lige i dette tilfælde er det dumt at gemme det bedste til sidst.

Vi kigger ind i byens avancerede badeanstalter, termerne. Ser Faunens Hus, der er det største hus i Pompeji og et enestående eksempel på romerrigets rigdom. Vi nærstuderer de uendelig mange bittesmå mosaikstykker, der enten er blevet brugt som gulvbelægning eller som dekoration. F.eks. i et hus, hvor entrégulvet prydes af en livagtig vagthund med teksten »Cave Canem« (hunden bider). Et stykke imponerende håndværk – og 2.000 år gammelt...

Christoffer hopper og springer på fortovene, måler de dybe slidspor efter kærrernes hjul og forestiller sig, at han er den stakkels slave, der skubber kærren. Men selv om han fatter storheden, er det ikke ruinerne, der gør størst indtryk.

Det er uden diskussion gipsafstøbningerne af de mennesker, der blev løbet over ende af lavaen og dens farlige gasser. De er fanget på flugt i stivnede udtryk og virkeliggør dramaet for ham på en helt anden måde end resterne af et gammelt hus.

Trætte sætter vi os på en høj fortovskant og spiser vores medbragte mad. Vi satsede på at kunne købe friske forsyninger inde på området, men alt var lukket. Så sørg for at have rigeligt med mad og drikke med »hjemmefra«. Enten fra en af de utallige boder udenfor, der sælger sandwich og frugt, eller frisk brød, ost og mortadella fra det nærmeste »supermacchio«.

Man kan ikke sige Pompeji uden også at sige Vesuv. Og da Christoffer tilmed altid har været vild med vulkanernes mystiske og eksplosive væsen, var den næste større udflugtsmål.

Op gik det. Vi var glade for, at vi havde lukkede sko på, for de små bitte brune og røde lavasten ruller under fødderne og ind mellem tæerne på dem, der har sandaler på. Op af den brede sti. Og pludselig på venstre hånd får vi første kig ned i det dybe, golde krater. Ude i siden viser en tynd stråle røg og den stærke lugt af svovlbrinte, at der skam er liv i den gamle vulkan endnu.

Et lille træskilt peger mod Pompeji, men selv om vejret er klart og udsigten over Napolibugten ellers er fantastisk, er det umuligt at lokalisere Pompeji og dermed få en fornemmelse af hvor langt, lavastrømmen egentlig nåede. Vi kan ikke lade være med at ærgre os over, at italienerne lader en så oplagt mulighed for at visualisere vulkanens storhed, gå til spilde.

Efter Pompeji er Christoffer og hans far meget i tvivl, om de orker at se flere ruiner. Men da vi fra flere sider herhjemme er blevet anbefalet at se Herculanum, sætter vi alligevel kurs mod den tidligere fisker- og havneby, der i romerriget især blev beboet af velhavere. Og vi bliver ikke skuffede.

Udgravningen ligger ligesom i et hul midt i den moderne by Herculanum (Ercolano på italiensk), der tårner sig op bagved og øst for. Det er vildt at tænkte på, hvordan størstedelen af byen stadig er dækket af ikke kun lava, men også nyere bygninger ovenpå.

Husene er mere velbevarede end Pompeji, og det gør det nemmere at forestille sig, hvordan her oprindeligt har set ud. Christoffer er især vild med take-away-butikken, hvor de store velbevarede krukker, som maden blev opbevaret i, stikker op gennem marmordisken. I det hele taget er Herculanum nemmere at overskue og forholde sig til – og det er godt at have set begge byer, mener Christoffer.

Flere gange i Pompeji undrer vi os over den manglende skiltning og drømmer om ny teknologi, der kan visualisere livet i romerriget for os. Det har man nemlig gjort i Herculanum, hvor der sidste år åbnede et helt nyt museum, det virtuelle arkæologiske museum, MAV. Desværre var det lukket under vores besøg. Men som Christoffer sagde: »Så har vi en grund til at tage tilbage.«