Rejs til Ecuador og lær spansk

Har man lyst til at lære spansk, er det uanset alder en overvejelse værd at hanke op i kufferten og tage på sprogskole i Ecuador.

Der er langt til Ecuador, selv om flyene passer som hånd i handske fra København til det sydamerikanske land. Og endnu længere til den sydlige by Cuenca, hvor Estudio Samperes sprogskole ligger.

Næste: Her kan du lære sprog

Men vil man lære spansk uden at have forudgående kundskaber, er det værd at tage turen over Atlanten til Ecuador, hvor spansk tales langsommere end i Spanien. Og hvor der er langt færre engelsktalende end i de populære sprogskolebyer i Spanien, så man i højere grad er tvunget til at få sit spanske op i omdrejninger.

Det gælder for de mange solide amerikanske kvinder i alle aldre, som er her for at dygtiggøre sig jobmæssigt – næst efter engelsk er spansk det mest talte sprog i USA, og mange, der har spansk som modersmål, taler stort set ikke andet – og for undertegnede samt Liza fra Minnesota.

Vi er de eneste begyndere og får de fire timers daglige undervisning med to timers grammatik og to timers talepraktik udelukkende i hinandens og lærerens selskab.
Inden klokken ringer ind til første skoledag, må vi lige spænde sikkerhedsbæltet en sidste gang og møde vore respektive værtsfamilier, der – helt som lovet – står klar til at modtage os i Cuencas lufthavn.

Jeg følger med Enrique Serrano til hans og hustruen Matilde Lopez’ hjem i et af byens bedre kvarterer. De er begge gået på pension, men er garvede værter for sprogrejsende i alle aldre. Det går også hurtigt op for mig, at selv om et af formålene med at bo privat er at praktisere sit nye sprog mest muligt, er det hensigtsmæssigt med en vært som Enrique, der taler engelsk, indtil man har tilegnet sig de mest basale gloser og sætningskonstruktioner.

Efter en hyggelig velkomstsnak over et hjemmelavet måltid med både suppe, hovedret og dessert, tørner jeg ind i visheden om, at Enrique har insisteret på at følge mig i skole til fods næste morgen.

I min hjemlige rutine er morgenmad ofte blevet til formiddagsmad, men Matilde på 65 er en god og opmærksom værtinde, så næste morgen står morgenbordet dækket med frisk frugt, yoghurt, hjemmelavet mysli og kaffe, som jeg nu foretrækker det, og i tilgift en veloplagt Enrique. Som ugen går, deler han fra sin faste plads for bordenden gavmildt ud af sin viden om alt fra lokal gastronomi og fødevarer til landets historie, kommunalpolitik og stjernebilleder. 

Men således velforsynet kalder første skoledag, jeg udstyres med husnøgler, og Enrique er klar til at vise mig den hurtigste vej til skolen til fods. En rask gåtur på 20 minutter og en rute, det ikke er svært at memorere, da jeg senere skal retur for at spise sen frokost.
Den sidste bid skolevej løber langs Barranco-floden, over en bro og op ad en bred trappe, hvor opstigningen og vejrtrækningen lige minder én om byens beliggenhed 2.500 meter over havet.

Et klemt på dørklokken ved siden af skolens solide trædør, og man hilses velkommen i skolens lille forkontor, hvor alt fra skoleskemaer til udflugter og aftenkurser i dans og madlavning er slået op på opslagstavlen.
Her er ugen igennem et livligt leben og hjertelig kommunikation på engelsk – og spansk, så snart man magter det – mellem lærere, elever og sekretærer.

Skolen har syv undervisningslokaler af varierende størrelse, og alle nyankomne bydes velkommen i det største. Amerikanerne er klart i overtal, for Ecuador er et nærliggende og billigt sprogrejsemål for dem. Men også schweizere og hollændere har fundet vej hertil, viser det sig senere, da de støder til os i skolens køkken, hvor nogle af os fordriver ventetiden til den obligatoriske byrundtur med skolens leder Juan Martínez Borrero.

Velkomstmødet har flere formål, blandt andet alt det praktiske, der spænder fra gode råd om at færdes i byen og til, at man skal huske at give sin værtsfamilie besked, hvis man ikke deltager i et af måltiderne eller for eksempel overnatter et andet sted.
Der spørges om løst og fast, hvorefter alle skal gennem en test, så man placeres på det rigtige undervisningsniveau.
Liza og jeg er »absolute beginners«, og finder hurtigt vej til køkken, kaffe og smalltalk, til vi skal lette anker og på rundvisning i Cuencas gamle spanske kolonicentrum.

Iført den karakteristiske hvide panamahat, som produceres i Ecuador, og ikke – som navnet fejlagtigt antyder – i Panama, leder skolelederen Juan Martinez Borrero flokken af nye studerende rundt på det første møde med en meget imødekommende og malerisk by, som helt fortjent er med på UNESCOs verdensarvsliste.

Vi slanger os omkring barokke katedraler og ind over det centrale torv med blomsterbede og skyggende træer, hvor unge og gamle bænker sig til en passiar eller blot en tænkepause. Vi følger trop på smalle fortove forbi dygtige sølvsmedes butikker, byens vigtigste boghandel, anbefalelsesværdige cafeer, og andre etablissementer, det er nyttige at kende, alt imens skolelederen beretter om milepæle i byens historie. Allerede i 8060 f.Kr. er der spor efter beboelse her, men spaniernes grundlæggelse af byen, der for alvor satte gang i væksten, fandt først sted i 1557.   

Efter et par gode timer i en virkelig hyggelig bymidte, hvor der er forholdsvis langt mellem fremmede, føler man sig godt tilpas og velintroduceret til den gamle by, vel vidende at man kun har stiftet bekendtskab med kernen og en brøkdel af de 500.000 indbyggere, den huser.

Liza og jeg slår følge på lidt mere sightseeing, før end fødderne er blevet flade, og vi ligesom de fleste andre nye studerende søger hjem til vore respektive værtsfamilier, et godt måltid varmt mad og måske en mailupdate eller skype-kontakt.
Skolen har trådløst internet i hallen, og de fleste værtsfamilier er på internettet, om end forbindelsens stabilitet kan være noget svingende ude i de små hjem.
Selv har jeg også investeret i en ny mobiltelefon, der i modsætning til min vante understøtter GSM 850 nettet, og et lokalt SIM-kort, så jeg om ikke andet kan holde sms-kontakt, nu tidsforskellen er så stor.

Telefonen viser sig også at blive et godt undervisningsredskab, da man jo skal finde rundt i den på spansk. Ikke det nemmeste i verden, men heller ikke det sværeste, når man nu kender mobilterminologierne og kommer fra Europa med andre fremmedsprog indenfor vesten. Jeg har det tydeligvis lettere end min medstuderende, der har fået sit første og eneste sprog i vuggegave, og for første gang skal forholde sig til en anden fonetik og grammatik. Hun kommer dog efter det, og arver senere mobiltelefonen, der lander på et tørt sted, fordi hun som flere andre amerikanske studerende med familie hjemme har et stramt budget at leve på.

Næste: Her kan du lære sprog