Rejs i Toscas Rom

Operaen Tosca udspiller sig i Rom på ét enkelt døgn og på tre steder. Vi gennemlevede dramaet i selskab med sopranen Gitta-Maria Sjöberg.

Foto: Det Kongelige Teater

»Sådan ville Scarpia også have gjort det, hvis han havde levet i dag. Med alle disse vagter.«

Læs også: Kultur-tur til Hamborg

Operasangerinden Gitta-Maria Sjöberg springer ind i sin fantasifyldte verden af drama, som vi står her i køen og venter på at få vores ejendele gennemlyst inden besøget i det fornemme Palazzo Farnese, der i dag rummer den franske ambassade. Hvilket forklarer det store security check.

Det er en af de dage, hvor her er åbent for besøg, så vi kan se paladsets overflod af kunst og ikke mindst ambassadørkontoret, hvor Tosca stikker en kniv i den grusomme Scarpia for at redde sig selv. I Puccinis opera Tosca tilhører dette fornemme kontor nemlig Roms korrupte og onde politichef i de skæbnesvangre dage 17. og 18. juni 1800, hvor det hele hændte, her i Roms midte.

1. akt
Saint’Andrea della Valle
Operaen er baseret på en virkelig historie, og det ulykkelige spind af begivenheder tager sin begyndelse i kirken, Sant’Andrea della Valle. Så her tager vi hen en tidlig morgen, inden messen begynder, for at opleve kirken og især det sted, hvor Toscas kæreste, maleren Mario Cavaradossi, arbejder på sit kunstværk.

Det er – opdager vi – ved det lille Cappella Barberini, til venstre for indgangen. Det, som hos Puccini hedder »Attavanti«.
»Nu forstår jeg, hvorfor Mario har låst kirkedøren. Det er jo lige indenfor døren, at han står og hvisker med sin ven, Angelotti, der er flygtet fra fængslet. Mario skjuler ham – men Tosca tror, der er en kvinde derinde, da hun hører stemmer, og hamrer på døren i jalousi. Mario får vennen gemt væk, og lukker hende ind,« siger Gitta-Maria og ser sig om i kirken.

»Så er det er altså hér, jeg står, i første akt. Udfor dette smukke kapel. Jeg havde i grund tænkt mig, at det var deroppe, ved alteret.«
Vores sopran er langt inde i operaen, i tankerne. Det er hendes første besøg i Rom, og hun suger den italienske virkelighed ind i den præstation hun skal give os til efteråret, på Operaen i København.

Vi opdager den hellige Maddalena. En blid marmorfigur, til venstre i kapellet:
»Nej, da ikke her, foran Santa Maddalena,« siger Tosca nemlig blufærdigt, da hendes elskede vil kysse hende.
Figuren, og kapellets andre kunstværker, er beskyttet af et sort smedejernsgitter med guldspidser, så vi trykker næsen ind mellem tremmerne for at hente atmosfæren med os.

Lige overfor kapellet får Gitta-Maria øje på den høje marmorsokkel med et poleret stenkar. Hun må over til vievandet, præcis som Tosca: Hun dypper fingerspidserne og slår korsets tegn.

»Ved at være her i Rom, hvor Tosca gennemlevede dette gruopvækkende døgn, bliver stederne, hvor historien udspiller sig, tredimensionale. Levende. Det er ikke længere flade billeder. Jeg føler mig som en del af dette sted nu, og det er meget overvældende for mig,« siger Gitta-Maria.

Præsten er kommet. Han slår på en sprød klokke ved det rigt dekorerede alter. Messen kan begynde. Vi går stille ud og lader den tunge kirkedør falde i efter os. Og efter 1. akt.

2. akt
Palazzo Farnese
Fra kirken krydser vi torvet Campo del Fiori til den store plads foran renæssancepaladset Palazzo Farnese, hvor 2. akt finder sted:
»Som vi står her og ser bygningen udefra, er den i grunden mægtigere, end jeg troede. Jeg har forestillet mig en herskabsvilla, men det er jo et ægte palads. Det beviser endnu en gang for mig, at man skal se alting i virkeligheden og blive en integreret del af oplevelsen, i stedet for at stå udenfor. Som at gå i teatret, hvor man også bliver suget ind i oplevelsen, mens man sidder der i mørket. Hvis det vel at mærke er godt spillet,« understreger Gitta-Maria. 

Der er rundvisning et par gange om ugen, kun ved forudbooking og kun på italiensk og fransk. Tag med alligevel, det er enestående flot. Virkelig!

Eller oplev det udefra, om aftenen, fra en fortovscafé, hvor man kan smugkikke ind i det, der var Scarpias kontor. Lige midt på facaden. Det er nemlig oplyst, når mørket falder på, så man aner de pragtfulde lofter og vægge, og storheden derinde.
Trapperne fra indergården op til kontoret virker næsten truende med alt den kulde og stramhed, der er over dem:

»Tosca må have følt sig så uendelig lille, da hun i panik er stormet op af disse stentrapper til Scarpias imponerende kontor. Og så står hendes elskede der. Bundet. Dømt til døden. Tosca er så bange for at miste. Hun er forældreløs og voksede op i klosteret hos nonnerne. Hun er skrækslagen for også at miste sin Cavalarossi, der er anklaget for at skjule en forbryder.«

Gitta-Maria ser sig om i det gevaldige kontor. Et brus af kostbar kunst omgiver os. Højloftet er her, med smukt udskårne felter i ædelt træ.  Kontoret præges af en stor åben pejs, nøjagtig som i scenografien i 2. akt. Ambassadøren har ryddet pænt op på sit mega skrivebord med betydelig imponator-effekt.

Det er dér, kniven ligger. I operaen, altså. Den kniv, der gør Tosca til morder.
Bag skrivebordet er døren, der forbinder kontoret med et tilstødende lokale:
»Dér, gennem netop den dør, fører de Cavalarossi ind ved siden af. For at tortere ham til at tale. Kontoret er, i sin stemning, nøjagtig som jeg har tænkt mig det, når jeg arbejder med rollen. Men malerierne, freskerne – jamen, hvem kunne have drømt om så overvældende en kunstnerisk rigdom?

Jeg har dette kontor med mig ind på scenen, i mine tanker, fra nu af. I hver eneste opførelse. Det giver en hel ny dimension til min fortolkning: Jeg arbejder meget visuelt og bruger billeder, helt bogstaveligt, som jeg studerer, umiddelbart, inden jeg skal på scenen. Og nu har jeg denne oplevelse at tænke på,« siger Gitta-Maria, om det pompøse rum.

Intermezzo
Scarpia var politichef i Rom. Men også baron. Fra Sicilien. Man hører det på musikken:
»Hans tema er komponeret ud fra et stykke siciliansk folkemusik« forklarer Gitta-Maria og synger en bid af Scarpias tema på Café Farnese overfor paladset, hvor vi har slået os ned for at bladre i de bøger, vi har købt om paladset, og få rigtig romersk frokost med grillede grøntsager.

De omkringsiddende ser interesseret til og nyder det musikalske indslag henover salaten og kurven med landbrød. Men ingen ser hverken overraskede eller nysgerrige ud: Musik, også den klassiske, er åbenbart en naturlig del af romernes liv.
Vi drøfter Scarpias karaktér. Han var nok lidt mafioso-agtig. Kendte til og brugte alle kneb. En beskidt mand med mange liv på sin samvittighed. Folk er bange for ham, fornemmer man i operaen. Det står lyslevende frem, når man ser hans palads.
»Tosca var ikke bange, som alle de andre var,« mener Gitta-Maria.

»Men hun havde respekt for ham, for hun vidste, at han var iskold, når det gjaldt om at få sin vilje. Samtidig var han besat af hende. Det bliver hendes skæbne, for hun prøver at bruge sin erotiske magt over ham i et forsøg på at befri sin elskede. At det mislykkes, opdager hun næste morgen.«

Denne scene udgør 3. akt, ved floden, Tiberen, på terrassen af bygningsværket Castel Sant’Angelo.
En espresso, tak, ovenpå frokosten. Og så må vi videre i historien.

3. akt
Castel Sant’Angelo
Castel Sant’Angelo blev bygget som mausolæum for kejser Hadrian (år 76-138) og blev senere både fængsel og bastion for pavestaten.

Her halter autenciteten, for Tosca kan umuligt have kastet sig direkte ned i floden, som hun gør i operaen. Omend vandet i år 1800 var væsentligt tættere på bygningen.
Tog hun sit liv et andet sted? Eller slap hun i virkeligheden bort?

Ikke desto mindre foregår operaens 3. akt altså her, hvor Tosca skjuler sig, mens soldaterne skyder hendes Mario ved daggry. Da de er borte, løber hun ud på terrasen og tror at finde sin elskede i live.

Scarpia har nemlig skrevet under på, at han ville lade Mario skyde med løst krudt, og at han og Tosca får frit lejde til at flygte fra Rom. I bytte for hendes krop. Men Mario synker livløs om, da henrettelsen effektueres. Skurken fik krammet på hende, til sidst...
Og da man vil pågribe Tosca for mordet på Scarpia, springer hun direkte i døden. Hun, der var så bange for at miste, havde ikke mere at miste. Den morgen for 211 år siden.

Vi ser ud over byen fra kanten af tagterrassen. Solen er på vej ned bag Rom, og vores intense dag med Tosca rinder ud. På samme måde som man kan afslutte selv den mest dramatiske operaforestilling, nemlig i baren. Champagne må der til i livets store stunder.

Tosca i København
Tosca åbner sæsonen på Operaen i København. Galla premiere 10. september 2011 med Gitta-Maria Sjöberg i titelrollen. Komponist: Giacomo Puccini (1858-1924). Libretto: Giuseppe Giacosa.

Operaen opføres frem til 17. november, og Gitta-Maria Sjöberg synger Tosca på skift med Anne Margrethe Dahl i Peter Langdals iscenesættelse.

Historien foregår i Rom den 17 og 18 juni. De tre akter er henlagt til tre historiske steder i Rom, der ligger i gåafstand fra hinanden:
Kirken Sant’Andrea della Valle, Palazzo Farnese, samt tagterrassen på Castel Sant’Angelo.
Der synges på italiensk - med danske overtekster.

Operaen havde premiere 14. januar 1900. Den er skrevet over et teaterstykke af Victorien Sardou, skabt til datidens franske superstjerne, Sarah Bernhardt.
kglteater.dk

Gitta-Maria Sjöberg
Kgl. operasangerinde og solist ved Det Kongelige Teater i København. Født og opvokset i Sverige, flyttede til Danmark, og uddannede sig på bl.a.Operaakademiet i København. Hendes enestående sopran har bragt hende verden rundt. Gitta-Maria bor i København med ægtefællen, komponisten Matti Borg, og sønnen Markus. 
Udover i rollen som Tosca kan Gitta-Maria Sjöberg i denne sæson på Operaen opleves som enkedronning Juliane Marie i Livlægens besøg af Bo Holten.

Læs også: Pallesens romerske perler