1. Fra tørke til oversvømmelse

• Hvem: Judith Betak
• Hvad: Okavango-deltaet i Botswana
• Hvorfor: Fordi det må være verdens mest livgivende oplevelse at se vandet forvandle et knastørt område til et blomsterflor.

Okavango-deltaet er et af Afrikas syv naturvidundere. De seks andre har jeg besøgt: ganske vist ikke stået på toppen af Kilimanjaro, men har da været omkring Afrikas højeste bjerg, og jeg har oplevet de smukke rev under vandet i Det Røde Hav, sejlet på Nilen, beundret dyrene i Ngorongoro-krateret og fulgt gnuernes vandring på Serengeti-sletten.

Men Okavango har jeg til gode, og dette verdens største indlands-delta står på min rejseønskeliste for 2015.

Deltaet ligger i det nordvestlige hjørne af Botswana og opstår, hvor den 1.600 kilometer lange Okavanga-flod når det laveste punkt i Kalahari-ørkenen, ender sit løb og fordamper. Om sommeren i januar og februar er floden og deltaet næsten udtørret, men regntiden er begyndt i Angolas højland.

En måneds tid senere har floden ført vandet de 1.200 kilometer mod syd til deltaet, og fra marts og fire måneder frem oversvømmes et areal på 150 gange 250 km og forvandles til grøn frodighed, som tiltrækker dyr langvejs fra.

2. Op i højderne

• Hvem: Gitte Holtze
• Hvad: Aconcagua i Argentina i Sydamerika
• Hvorfor: Jeg vil gerne prøve kræfter med mig selv på det højeste bjerg udenfor Asien.

Andesbjergene i Sydamerika er med en længde på 7.000 km verdens længste bjergkæde. Og midt i den ligger kontinentets højeste tinde, Aconcagua, som strækker sig 6.962 meter op mod himlen. Det gør den til det højeste punkt på kloden udenfor Asien (som med en bjergkæde som Himalaya lægger kontinent til verdens største kolosser).

Aconcagua er ikke et bjerg, man bestiger i traditionel bjergbestigningsforstand, det kræver ikke klatring at komme på toppen. Men det kræver en hel masse andet – at man er parat til at gå langt og med tung oppakning, at man gider sove i telt i mange dage, at man ikke har noget imod at fryse og blive beskidt.

Og på grund af bjergets store højde kræver det også, at man sætter sig ind i, hvad højdesyge er, hvordan man forebygger det, og at man muligvis er nødt til at gå ned fra bjerget, inden man har nået toppen, fordi man er blevet ramt.

Alt sammen elementer, der er en del af at bestige høje bjerge, men som man glemmer, når man har kæmpet sig op på toppen. Specielt af et bjerg som Aconcagua, hvor man får store naturoplevelser med på vejen op (og ned) i form af blandt andet fabelagtige udsigter til Andesbjergene.

3. På besøg i naturen

• Hvem: Johanne Haagerup
• Hvad: Det skotske højland
• Hvorfor: Jeg vil derud, hvor man kan se langt og føle sig lille i stor natur.

Jeg drømmer om at stå på et højdedrag. Med armene ud fra kroppen og håret piskende om ansigtet, mens jeg brøler om kap med vinden. Jeg har prøvet på Kilimanjaro, men jeg havde ikke luft nok. Jeg har prøvet på Himmelbjerget, men der var for mange barnevogne.

Det skotske højland trækker, fordi det på en gang er blødt og grønt, barskt og utæmmet. Og så er der larmende stille. Dybe søer efterfølges af høje bakker, hvor klipper her og der skyder gennem græstæppet.

Her kan mennesket ikke bare modellere naturen, hvis den ikke lige passer os. Plante en skov eller udjævne terrænet for at gøre plads til en motorvej. Her er vi kun på besøg i et landskab, der bestemmer selv, og jeg skal have vandrestøvlerne på for rigtigt at blive lukket ind. Alligevel er det så tilpas trygt, at jeg selv kan begive mig af sted uden guide, højdesygepiller og kilovis af udstyr.

Færøerne og Islands vulkanlandskab har den samme rå og smukke tiltrækningskraft, men den vuggende skotske dialekt og Edinburghs mange festivaler har jeg ikke fået nok af endnu.

4. Høje temperaturer og lavt tempo

• Hvem: Nina Rølle
• Hvad: De Vestindiske Øer
• Hvorfor: Jeg har det med januar, som digteren Henrik Nordbrandt har det med november. Den er lang, føles uendelig, og det er mørkt og koldt.

Derfor drømmer jeg mig langt væk i januar – allerhelst til Caribiens stabile temperaturer, silkebløde strande og turkisblå hav. Jeg har svalet mig i flere af verdens have, men intet overgår Det Caribiske Hav.

Her er det ikke nødvendigt at photo­shoppe billederne, for havet er turkisblåt og strandene er hvide.

Noget andet, der fascinerer mig ved Caribien, er langsomheden. Ingen synes at skulle nå noget, det meste kan vente til i morgen. Eller til en anden dag. Og hvorfor så lige De Vestindiske Øer, som ligger i den nordlige ende af De Små Antiller i Det Caribiske Hav?

Fordi man på de tre øer, St. Croix, St. Thomas og St. John, finder nogle af verdens bedste strande og masser af bugte, som giver adgang til at udforske livet under havets overflade.

Desuden rummer øerne en unik kultur og historie, som ikke bare afspejler den danske forbindelse, men også en vestafrikansk, spansk, tysk, fransk og britisk, idet øerne siden 1400-tallet er blevet beboet af forskellige folkeslag. Et fascinerende sammensurium, som gør, at det ikke er ualmindeligt at møde en lokal, der bærer navnet Jensen.

5. Historisk skønhed

• Hvem: Lars Johansen
• Hvad: Skt. Petersborg
• Hvorfor: Jeg er en »sucker« efter det smukke og storslåede – og allerhelst med en stemning af det gamle Europa.

Jeg er vild med de gamle europæiske kulturbyer Wien, Prag og Budapest, så jeg er overbevist om, at jeg også vil blive bjergtaget af russiske Skt. Petersborg – jeg har ganske vist ikke været der endnu, men de billeder, jeg har set derfra, og de artikler, jeg har læst, beretter om en by af usædvanlig skønhed og med så mange kulturelle tilbud, at man bliver helt rundtosset.

For hvor Moskva, som jeg hár besøgt og ikke var ret glad for, er Ruslands politiske (og også formelle) hovedstad, så regnes Skt. Petersborg for det mægtige lands kulturelle hovedstad. Og mens man kan rynke bryn over russernes ageren på det (geo)politiske plan, så er det ikke til diskussion, at Rusland har en rig og fascinerende kulturel tradition.

Når jeg forhåbentlig kommer til at besøge Skt. Petersborg, der blev grundlagt af Peter den Store i 1730 , vil jeg gerne opleve blandt andet det smukke, smukke Vinterpaladset – også kaldet Eremitagen – der nu er et af verdens største kunstmuseer, det berømte Mariinskij-teater, som huser et af verdens førende balletkompagnier, samt det nye museum med den store juvelér Fabergés arbejder.