Prags hemmelige oaser

Slip væk fra turistmasserne og find åndehullerne.

Rejseliv imported photo
I Prags oaser, små parker og pladser eller arkader, trives sindsroen som i et kloster. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peder Nederland.

Prægtige Prag, magiske Prag, den gyldne by. Ingen andre byer i verden har den skønhed og aura, som glitrer over den tjekkiske hovedstad. Gotiske spir, barokke kupler, pastelfarver på de dukkehus-agtige bygninger. Og bruset fra Moldau med de smukke broer.

Se også: Prags Nørrebro

Her herskede konger og kejsere. Her spirede kunstere og videnskabsmænd i århundreder. Her lever Mozart og Kafkas sjæl stadig. Der er slet ingen tvivl. Prag er en ægte perle.

Så selvfølgelig tager vi til Prag. Sammen med alle de andre. Englændere, tyskere, russere, europæere. Millioner af turister besøger hvert år Prag, som kun er lidt større end København, men den syvende mest besøgte by i Europa. Og ALLE sammen skal – naturligvis – gå på den berømte Karlsbro. Beundre det fantastiske ur på det gamle Rådhus. Og vandre af de samme snævre gader i centrum.

Find fristederne
Nogle gange i højsæsonen føles det som om mindst en million af os står på den samme plads på en gang. Det er skønhedens pris. Og masseturismens bagside. Man kan simpelthen ikke være i fred nogle steder for bare mennesker.

Med mindre man kender oaserne. Og dem har Prag masser af. Ofte lige ved siden af de største turist-magneter, hvor skrigende børn, kåde teenagere og kakafonier af fremmedsprog kan stresse enhver.

Men i disse oaser, små parker og pladser eller arkader, trives sindsroen som i et kloster. Her kan man tage en slapper, tanke op med en øl eller is eller nyde de frodige, grønne omgivelser og lytte til fuglenes sang. Nogle af dem giver samtidig de mest fortryllende syn udover Prags paradis af grønne kobber-kupler og mylder af spir. Ganske enkelt et drømme-syn.

Godt gemt
De lokale tjekkere kender naturligvis disse steder, men de bliver aldrig overrendte som et Bilka dagen før juleaften. Og hver gang man finder »porten« til et af disse åndehuller, har man pionerens følelse af at have opdaget et ukendt land. Og glæden ved at idyl kan skjule sig bag en høj, grå mur, man troede var et banalt bolig-kompleks.

Rejseliv.dk giver dig her en guide til ti af disse små oaser midt i turist-mekkaet. Nyd dem.

1 - Franciskanerhaven
En hemmelig park fyldt med roser og romantik midt i centrum. Her hersker stilheden. Unge par kysser hinanden, børn spiser is og mange blunder på bænkene i dette skjulte paradis et stenkast fra Wencelavs Plads. Gå ind gennem Pasaz Svetozor.

2 - Vysehrad
Her blev Prag grundlagt, men i dag ligger resterne af det gamle slot lidt uden for centrum. Tag metroen til Vysehrad og nyd roen i det grønne terræn. Her er også cafeer, men allerbedst er udsigten over Moldau og Prag.

3 - Petrin
»Bjerget« med Prags mini-version af et Eiffeltårn. Udsigten er magisk og fås ikke bedre i byen. Man går på stier i en regulær skov flere steder, men den trætte kan tage kabel-banen derop. Halvvejs oppe er der cafe og bænke, hvor man kan sidde og udforske byen fra oven.

4 - Kampa
Halvøen lige ved Karlsbroen er et perfekt pit-stop, når man vil væk fra masserne. Den lille park ved floden er omgivet af bruset fra vandet. Det er beroligende og her er mærkeligt nok altid en plads at finde på en af bænkene. Her er også legeplads.

5 - Wallensteinhaverne
Ren magi skjult bag høje mure og kedelige bygninger ved foden af Hradcany-slottet. Her er fasaner, blomsterbede dekorative søer med kæmpefisk i. Nogle gange er der klassiske koncerter, men her er altid fredeligt. Ren balsam for sjælen. Tag metro til Malostranska.

6 - Palac Lucerna
Nok ikke en traditionel oase af fred og ro, men i hvert fald en behagelig og spændende kontrast til folkemasserne ude på Wencelavs Pladsen. De elegante passager med Art Nouveau dekorationer sjældent overbefolkede og man er en smule på opdagelsesrejse i denne mosaik af gange med butikker og cafeer. Ligger mellem Stepanska og Vodickova gaderne.

7 - Tyn
Hundrede meter fra menneskehorderne på den gamle Rådhusplads ligger denne juvel af dekorative bygninger i snævre gårde med butikker og cafeer. Et behageligt hvilested hvor man kan kigge på forbipasserende fra hele kloden.

8 - Vojanhaverne
Endnu en uventet perle gemt bag bygninger. Og en af de mest fredelige, som stort set kun tiltrækker lokale på flugt fra turisterne. Indgang gennem port ved U Luzickeho Seminare.

9 - Slovansky Ostrov
Denne lille ø syd for Karlsbroen ved Nove Mesto har en hyggelig og afslappende park med bænke. Og båd-udlejning.

10 - Zoo Praha
Byens enorme zoologiske have er ikke ligefrem en hemmelighed, men at haven er fantastisk og en oase af oplevelse og fred er ikke så velkendt. Tag herud for at slappe af, nyde de meget aktive dyr og den afrikanske stemning. En stor oplevelse.