Portugisisk forår på to hjul

Få kilometer fra den portugisiske hovedstad lokker Alentejo med landsbyidyl, vinranker, oliventræer – og seriøs svingsjov, hvis man tør udforske regionen på motorcykel.

Foto: Paulo Ribeiro
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Vand er det rene gift. Det burde forbydes,« siger den midaldrende og mørklødede bestyrer af restauranten Adega Velha, Joaquim Bacao, med et meget bredt smil og slår ud med armene: »Drik vin i stedet for.«

Se også: Vietnam på to hjul

Det er svært at sige nej til den slags tilbud i vinlandet Portugal. Men når både motorcykel og hjelm står og venter blandt de hvidkalkede landsbyhuse udenfor i forårsheden, og når der er omtrent 100 kilometer mavekildrende vejsving tilbage af dagens program, må fornuften nu engang råde og vinen vente.  

Bestyreren modtager afvisningen med skuldertræk, løftede øjenbryn og nedadtrukne mundvige. Det må turisterne da selv om – han ved tydeligvis bedre.

Den skyggefulde restaurant ligger i den lille by Mourao i Alentejo, som ligger øst for Lissabon tæt ved den spanske grænse, og mens hele Portugal venter på foråret, så bliver årstiden især værdsat her. Med foråret slutter vinterregnen, og forude venter et par måneder, hvor hele området vokser sig indbydende grønt, og hvor oliven- og korktræerne, der udgør noget af den vigtigste produktion i regionen, ruster sig til den brandvarme sommerhede, der er på vej.

Men i april og maj er temperaturen behagelig. Og alt andet lige den bedste sæson at snuse rundt i Alentejo – og det specielt på motorcykel. 

Kombinationen af Alentejos nærmest trafikløse veje, der snor sig igennem et landskab, de veksler mellem bjerge og lavland med rullende bakker, er kræs, hvis man savner en helt anden køreoplevelse end dagligdagens kødannelse på de danske byers indfaldsveje.

Man kan leje motorcykel hjemmefra – det eneste, det kræver, er at man har haft motorcykelkørekort i over tre år, og at man er over 26 år. Er de to ting i orden, kan man sætte sig op på en magtfuld BMW GS 1200, og så bare drøne derudad.

Man kan vælge at gøre det på egen hånd eller man kan booke sig ind på en pakketur, hvor der blandt andet følger en guide med. En guidet tur har én væsentlig fordel: De lokale motorcyklister ved, hvordan man med det samme kommer ud på de snoede veje, der på en motorcykelferie er en mindst lige så stor attraktion som sol, strand, hvidvin og hvilestol. 

Den allerførste vejoplevelse af høj karakter kan endda fanges på vejen til Alentejo. 

Kystruten syd for Lissabon, på vej til Setubal, der er et naturligt sted at svinge østpå ind i Alentejo, er en oplevelse, der vil kunne give selv de mest hårdkogte motorcyklister et så bredt smil på læberne, at der skal olierens til at fjerne det igen. For her er det første venstresving så skarpt, og Atlanterhavet og de nærmest vertikale klippeskrænter så få meter fra gashåndtaget til højre, at det godt kan sende et lille gys ned ad rygsøjlen at vride den den store og højbenede tyskermaskine igennem det. 

Herefter følger flere sving, få af dem er dog reelle hårnåle, hvilket gør, at man sjældent skal helt ned i hastighed. Derimod er der ofte lige strækninger mellem svingene, hvor man kan accelerere hårdt før næste svingnedbremsning, hvorefter man atter sender maskinen mod jorden, mens man forsøger at holde latteren tilbage.

Selv her, kun 35 kilometer fra Portugals hovedstad, er trafikken minimal. Størstedelen af trafikanterne på en formiddag kan sagtens vise sig at være storsvedende cyklister på mountainbike, der kæmper for at forcere stigninger, der et professionelt cykelløb værdigt. Cyklisterne vinker høfligt, når man gasser op for BMWens to store stempler, og lader maskinen sejtrække fra lave omdrejninger ud af endnu et sving med retning mod det næste – men de smiler næppe så meget som motorcyklisten. 

Trafikken behøver man generelt set ikke at være specielt nervøs for uden for Lissabon. Portugiserne kører både med sydlandsk temperament og hastighed, men langt fra hasarderet. Går man efter konsekvent at ramme de sekundære veje, kan man de fleste steder køre kilometervis uden at møde en modkørende, og normalt er både asfalten god og vejene fejet, så man slipper for at være nervøs for lumsk grus i svingene.

Et naturligt udspringspunkt for en rundtur, når man først er kommet ind i Alentejo, der strækker sig fra Lissabon til Algarve-kysten, er byen Évora i regionens centrale del. 

Dens restaurerede bymur slår ring om to tusinde års kulturhistorie, hvoraf romerne var nogle af de første til at efterlade sig spor. Søjlerne fra et romersk tempel, der er stort nok til at kunne huse en basketball-bane, står stadig tilbage, men ellers er byen med 40.000 indbyggere mest præget af levn og byplanlægning fra middelalderen.

Det er et godt udgangspunkt for ens videre færd at være godt tanket op af den portugisiske kaffe, der serveres i espressostil på en af byens mange restauranter, der enten ligger i smalle og skyggerige smøger eller badet i den allerede stærke forårssol på byens pladser. 

Trænger man til de åbne vidder, er det værd at svinge forhjulet mod den kunstige sø ved Mourau. Bygningen af Alqueva-dæmningen, der holder de knap 700.000 opsamlede kubikmeter vand tilbage, blev planlagt allerede i 1950erne, men politisk fnidder trak processen ud. Sidste år blev projektet dog færdiggjort, og vandniveauet nåede op i det beregnede niveau. 

Vejene omkring søen er varierede med hensyn til sving og højdeforskelle og generelt særdeles underholdende at køre på uden dog at være alt for udfordrende, hvilket undervejs giver tid til at beskue områdets bølgende bakker, der lægger jord til både vinranker, kork- og oliventræer samt kødkvæg og korn. 

Når den står på frokost, så kan det godt betale sig at trække forbremsen og spørge sig for i de små byer. Portugiserne mestrer i modsætning til andre sydeuropæiske landes indbyggere ofte et fremmedsprog. Med lidt engelske, franske eller spanske gloser er der en god sandsynlighed for, at man kan gøre sig forståelig og sætte sig ved bordet et sted som førnævnte Joaquim Bacaos Adega Velha i den lille flække Mourau, ti kilometer fra den spanske grænse syd for Badajoz. 

Alentejos køkken er en variant af det portugisiske med mange fællesnævnere. Restaurantbesøg indledes altid med lidt tapas-lignende snacks, hvor brød kan dyppes i olivenolie og kombineres med stærk chorizo-lignende pølse, lufttørret skinke og gedeost. Det bliver fuldt op af forretter, der ofte indeholder æg. Eksempelvis i form af røræg med friske vilde asparges.

Hovedretten, som den storsmilende og vinelskende Joaquim Bacao anbefaler, er mild fiskesuppe over franskbrød, hvorpå der er lagt en stor benfri skive af rovfisken Cacao. Den bliver fulgt af desserten, der er en kagetallerken, hvor både chokoladekagen og en sød-syrlig og skrigorange blommepuré har sin centrale plads.

Fisk og skaldyr er i høj grad en central del af det portugisiske køkken. Specielt torsk bliver brugt i stor stil, selv om det er en fiskeart, der ikke lige hører hjemme ud for den portugisiske atlanterhavskyst. 

Regionens overnatningsmuligheder er utallige, men når man nu engang er i Portugal er det næste synd at snyde sig for en nat på et af de mange tidligere klostre og borge, der i dag er bygget om til hoteller – de såkaldte pousadas. Et eksempel er Pousada da Na Senhora da Assuncao, der ligger halvvejs oppe af en bakke med udsigt til den nærliggende borgruin ved Arraiolos. Her suser forårskåde svaler om ørerne på én, mens man fra terrassen indånder den friske landlige luft. 

Et alternativ, der også er oplagt, er at overnatte i en af de befæstede middelalderbyer, der ligger på en stribe af regionens bjergtinder. Ved Monsaraz – et stenkast nord for Mourao - ligger en af denne slags fæstningsbyer. Og mens de fleste af husene bag bjergtoppens befæstede mure i dag huser butikker målrettet turister, er der stadig lokale indbyggere på bjergtoppen. Nogle har åbnet minihoteller med en håndfuld værelser i de gamle bygninger, og typisk er der bygget en tagterrasse, hvorfra man har udsigt til kilometer efter kilometer af portugisisk landlig idyl. En bedre udsigt til at nyde aftensolen og en stille stund efter en dag på en larmende maskine fås næppe. 

Alentejo er en kontrast til storbybylivets hektiske hverdag. Og har man et motorcykelkørekort i lommen, der trænger til at blive luftet, er kombinationen af seriøs svingsjov på regionens småveje og den sydeuropæiske charme noget, der er oplagt til en uges ferie eller en forlænget forårsweekend.

4 grunde til at rejse til Alentejo

Knoglekapellet
Kapellet i Évora, Capella dos Ossos, udgør en kirkeoplevelse af de mere usædvanlige. Over indgangen til det lokale, der næsten udelukkende er udsmykket med stablede menneskeknogler, står de ildevarslende ord: »Vi knogler, der er her, afventer dine«.

Udsigten
Fæstningsanlægget og landsbyen Monsaraz giver adgang til et vue over regionen, der vil kunne få de fleste til at stoppe op ogspærre øjnene op. Den er bare én ud af flere af samme slags middelalderbefæstninger, der ikke bare er givende at besøge på grund af placeringen – køreturene derop er ofte lige så sjove, i hvert fald, hvis man er på to hjul. 

Strandene
Alentejo-regionen går fra den spanske grænse til Atlanterhavskysten. Hvis man alligevel har Lissabon som udgangspunkt, er det fristende at slå et sving forbi en af de mange strande, der præger kyststrækningen. I modsætning til Algarve sydpå kan der være langt mellem badegæsterne her – og de strandcaféer, hvor man kan nyde solnedgangen over havet.

Gastronomi
Maden i Portugal varierer meget fra område til område. Køkkenet i Alentejo minder lidt om det spanske, med vægt på fisk og skaldyr og krydret svinekød – hvoraf specielt kødet fra det såkaldte »sorte svin« betragtes som en delikatesse. Ofte vil retterne være mindre krydret end forventet, hvorved råvarernes egen smag får mere lov til at skinne igennem.

Se også: Portugal fra egen husbåd