Portugals ukendte strandparadis

En times tid fra Lissabon ligger Troia. En smuk, portugisisk halvø, som er relativt uberørt af turisme, selv om den byder på nogle af landets lækreste strande og skønne landskaber.

Rejseliv imported photo
Foto: PR

Det ligner et udsnit af en rå ørken. Og så alligevel ikke. For imellem de gigantiske agavaers tornede blade og de tørre planter, der hviler i sandet, titter også sarte, blå blomster frem. Naturlandskabet er fredet; vildt og uberørt. Et modstykke til stranden få meter herfra:

Læs også: Madeira er mest for voksne

Dér er farverige parasoller og liggestole. Kvinder i stribede bikinier og mænd i neonfarvede badeshorts. Poppet musik strømmer fra en strandbar, som sælger lette retter og læskende drikke, og langs med stranden er der placeret skraldespande med få meters mellemrum, fordi sandet skal holdes rent. Civilicerede rammer for en behagelig strandferie. 

47 km syd for Lissabon – imellem floden Sado og Det Atlantiske Ocean – ligger Troia. En smuk halvø, der blandt andet rummer nogle af Portugals lækreste strande, men som alligevel er relativt ukendt for udenlandske turister. Det er stort set kun portugisere, der besøger området for at holde ferie. I 60erne var Troia ellers en stor turistattraktion, som dog gik konkurs. For nylig – i 2009 – blev den åbnet igen. At det én gang er gået økonomisk galt for Troia kan godt mærkes i dag.

Folkene bag turistattraktionen gør en ekstra indsats for at vække turisternes interesse – og ikke mindst for at få dem til at komme igen. I sommermånederne afholdes mange beachparties, og der er en bred vifte af andre tilbud, som de besøgende kan benytte sig af. Her er både golf course, sejlkurser og tennisbaner. Her er delfiner i vandet og cykler til leje. Romerske ruiner og spa i verdensklasse. Alt, hvad man har brug for, er inden for rækkevidde – og man kan tilbringe en hel ferie på halvøen uden at stige ind i en bil. Bevæbnet med en cykel kan man komme godt rundt til forskellige turistattraktioner, og både restauranter, barer, casino, strande mm. er i gåafstand fra halvøens to hoteller: Tróia Design Hotel og Aqualuz.

Lidt længere væk – efter ca. 20 minutters kørsel - finder man en af Troias bedste strande: Praia da Comporta, som strækker sig hele vejen ned til byen Sines og tilhører regionen Alentejo, hvis kyst er helt uberørt af turisme. Man siger om denne strand, at den er en af Portugals fineste. Ligesom de andre strande ved Troia har den modtaget den såkaldte Gold Quality Award, som gives til strande, der uafbrudt de fem seneste år har haft vand af høj kvalitet.

Sandkornene her er hvide og fine. Sandet, som er utrolig rent med få store koralfarvede muslingeskaller, føles lunt, blødt og behageligt. Kyststrækningen er flad og nærmest helt fri for klipper. Himlen og vandet har næsten den samme krystalklare blå farve, og havet veksler mellem at bølge aggressivt og bruse mildt, så det lyder som champagne, der skummer ud af utallige flasker.

Når bølgerne trækker sig tilbage, skinner sandet i solen. Ligesom mange andre steder på Troia er stranden omgivet af en stor mængde planter – blandt andet agavaer, som er i familie med aloe vera og bruges til at fremstille tequila. Dæmpet loungemusik lyder fra en strandbar med cafeborde og hængekøjer, hvor man kan ligge og spise is. Men når man nærmer sig vandet, kan musikken fra baren ikke længere høres.

Her er helt roligt bortset fra vindens susen og lyden af plaskende, brusende vand, latter og entusiastiske børneskrig, som lyder fjerne, fordi de næsten overdøves af naturens lyde: bølgerne og blæsten. Der er noget idyllisk og let legende over stemningen på stranden denne julidag.

En ung, portugisisk fyr i hawaiiblomstrede badebukser slæbes ned i vandet af sine venner. Han prøver at slippe fri af deres greb, men skubbes  i vandet, selv om han prøver at stå imod. Han vakler og ler. Forsøger så at hævne sig ved at kaste vådt sand efter vennerne, der flygter. Små piger danser i vandet med forældrene ved deres side, og en unge springer hoppende i med løftede arme, men løber så ind mod land, da en kraftig mur af vand angriber ham og slår ham omkuld. Han rejser sig, gisper og griner. Et par drenge suser gennem vandet på deres farverige boogie boards, der minder om surfbræt, som man ligger på på maven. På land ligger par og bager i solen, mens børnene spiller fodbold, og en dreng bygger et sandslot med sin mor.

Troia er især et sted for børnefamilier. Turistbureauet, der står bag resortet, har sørget for livreddere på alle strande for at appellere til forældre med småbørn, og der er hoppeborge ved nogle af strandene, hvor børnene kan lege, mens forældrene soler sig. Men nu arbejder de også på at lokke yngre mennesker til halvøen.

Det sker blandt andet ved at forbedre nattelivet og præsentere portugisiske såvel som internationale musiknavne i koncertsalen over casinoet, der ligger i fem minutters gåafstand fra hotellerne. Og ved at afholde strandfester med DJs på barerne. For eksempel om aftenen på den charmerende Purpura Beach – en strandbar, som ligger nær halvøens to hoteller og har en fantastisk beliggenhed med udsigt til mundingen af den blågrønne Sado-flod.

Purpura er det portugisiske ord for »lilla.« En farve, der går igen her på stedet: De lilla servietter matcher både menukortet og puderne på bænken. Om dagen bør man også aflægge stedet et besøg og nyde roen, idyllen og de naturskønne omgivelser. Her er blomster og forskelligartede planter på den omgivende jord. Med udsyn til den fredelige strand, hvor parasoller i brunt siv og grønne, pink og blå farver pynter i det lyse sand. Sukkersøde pigestemmer synger fra højtalerne, og den milde brise sætter bevægelse i frynserne, der hænger ned fra markisen.

Og så er der maden. Stort set alle råvarerne er lokale og friske. At smage på skaldyrene og fiskene, der er blevet fanget på dagen, er derfor et absolut must. Prøv for eksempel den lækre grillede »dourada« – havaborren – som bliver serveret med dejlig portugisisk olivenolie og kæmpestore rejer eller »camerouns,« som de kaldes på portugisisk. Sæt også gerne tænderne i klipfisken, som er en klassisk specialitet i Portugal. Eller i den nærende pastaret med muslinger og skaldyr i alverdens varianter.

Al maden ledsages af brød, sådan som det bør være, når man er i Sydeuropa, og retterne smager præcis lige så lækkert, som de ser ud. Man bør heller ikke forlade stedet uden at nyde en dejlig juice af friskpressede frugter. Den med ananas og mynte både smager og dufter af sommer. Appelsinjuicen er så kraftigt orange, at man tror, den er spækket med e-numre, når man ser den. Men den smager langtfra syntetisk.  Som dessert kan den hjemmebagte limetærte stærkt anbefales.

Priserne er dyre for en almindelig portugiser, men set med danske øjne skal man ikke punge ud med meget, især ikke madens kvalitet taget i betragtning.  En hovedret koster omkring 19 euro, en juice skal man give mellem 3,5 og 5 euro for, mens en fadøl og husets vin koster henholdsvis 2,5 og 10 euro.

Troia har også mange andre oplevelser at byde på. Fra strandbaren har man kun to kilometer til golfbanen og til de romerske ruiner. Ruten derhen er flad og fri for bakker, så man kan sagtens cykle eller gå, omgivet af smuk og utæmmet natur, som man på stedet forsøger at bevare og respektere, samtidig med at man renoverer stier og bygger nyt.

Denne respekt for naturen er karakteristisk for Troia. Det mærker man også, når man går ned til marinaen og tager med den hvide båd, Esperanca, for at spejde efter delfiner. Esperanca betyder håb på portugisisk, og båden er opkaldt efter en hundelfin af samme navn, som mandskabet har fulgt siden 1995 .

Flodens naturlige skvulp glimter i solen. Vinden puster liv i et par pigers hår, så det står ud til alle sider, mens de sidder med lukkede øjne og hviler deres bare, brune ben. To ældre herrer i polo-tshirts hygger sig i et hjørne, og unge par hvisker til hinanden, mens de læner sig afslappet tilbage.  At sejle i det klare, grønne vand med udsigt til store bjerge, pinjetræer og vild natur er i sig selv turen værd. Men 95 pct. af tiden lykkes det at opspore delfinerne i vandet, får vi at vide.

 »Når vi ser delfinerne, forsøger vi at forstå, hvad de laver. Jager de, sover de, rejser de, er de ok, eller er de syge? Vi forsøger at nærme os så forsigtigt som muligt uden at skille gruppen ad. Men de er så nysgerrige og sociale, at de selv nærmer sig. Vi prøver ikke at lokke dem frem, vi bruger ingen madding og blander os aldrig i deres liv, medmindre de f.eks. er syge, og det er for deres eget bedste. Men aldrig for menneskenes skyld,« siger kaptajnen, Maria Joao Fonseca, som står ved roret og styrer båden roligt frem.

Allerede efter en halv times tid får pigen med kikkerten øje på delfinerne. En melding, som vækker begejstring på båden. Folk kommer hurtigt op at stå og bevæger sig helt ud til kanten, hvor de vakler lidt for at holde balancen. Dyrene kommer tæt på, dukker hoppende op over vandets overflade til stor fornøjelse for menneskene om bord, som griner og holder koncentreret øje med de legesyge dyr.  Livet virker let og ukompliceret, når man står på en båd i en flod og kigger på delfiner. Det er mindst lige så afslappende som at tage en lang lur.

»Folk er fascineret af delfiner, som mange forbinder med harmoni. Men det handler også meget om, hvad folk ønsker at se i delfinerne. For de er selvfølgelig dyr. De lever i naturen. Æder som alle andre arter. Vi hører smukke historier om delfiner, som lever i symbiose med mennesker.

I Australien og andre steder har menneskene og delfinerne en relation, hvor de for eksempel samarbejder om at fiske og svømmer sammen. Men den tilgang har vi ikke her,« siger kaptajnen Maria Joao Fonseca. »For os er det vigtigt, at de forbliver så vilde og naturlige som muligt. At svømme med dem og røre ved dem er kun godt for mennesker. Det ville forstyrre dem. Helt sikkert. De er rigere, hvis de bliver ved med at være vilde. Vi har ikke brug for at blande os i naturen.«
 

4 andre tilbud

Golf på højt niveau
To kilometer fra Troias hoteller, Aqualuz og Troia Design Hotel, finder du en af Portugals legendariske golfbaner, som er designet af den berømte arkitekt Robert Trent Jones senior og er et must for enhver golfspiller. Robert Trent Jones senior byggede banen efter en forestilling om, hvordan hans ideelle golfbane ville se ud. Golfbanen på Troiahalvøen ligger i klitlandskabet og hører til blandt Europas 100 bedste. Det anbefales, at man kommer for at spille golf om vinteren, da det for de fleste er uudholdeligt at spille golf i 40 graders varme.

Romerske ruiner
De romerske Cetobriga-ruiner findes et par kilometer fra hotellerne og færgeterminalen. Nogle af de vigtigste fund er store tanke, som blev brugt til at salte fisk samt grave med spor af marmor. Den største fiskesaltnings-industri i hele det romerske imperium har efter sigende været her, i Troia. Ruinerne er relativt simple og langt fra lige så store og ekstravagante som Herculaneum-ruinerne ved Napoli og andre ruiner, men de er klart en værdi for området. Udgravningerne af området fortsætter, da der er endnu flere ruiner under jorden. 

Sejlkurser, surfing, storke og strandliv
Troia byder også på sejlkurser. Fra stranden Troia Mar kan du tage sejlkurser eller leje padle-både. Det er den første af Troias strande, som ligger ud til Atlanterhavet og har en fantastisk udsigt til Arrabida-bjergene. Du har også mulighed for at surfe og kightsurfe. Stranden,  der egner sig bedst til det, hedder Carvalhal. Her finder du man mange fine pinjetræer og aloe veraer. Desuden er der mange storke i området.

Sejltur til Nationalpark og hyggelige landsbyer
Firmaet, Vertigem Azul, der tager dig med for at kigge efter delfiner, arrangerer også ture til Arrabida-nationalparken i Setubal, hvor man kan kigge og lytte efter fugle. Setubal gemmer også på fortet São Filipe, bygget i det 17. århundrede, som man kan aflægge et besøg ved samme lejlighed. Desuden har man mulighed for at besøge små landsbyer i området og købe oste og vin fra lokale bønder.

Læs også: 5 golfbaner på Algarve-kysten