Porto Santo er stress-frit område

Madeiras ukendte lillebror, Porto Santo, tilbyder gyldne sandstrande, golf og wellnes med en minimal risiko for at blive forstyrret.

Den største attraktion på Porto Santo er den lange, gyldne sandstrand. På hovedøen Madeira må man nøjes med små strande med sort grus eller i bedste fald importeret sand fra Marokko . Fold sammen
Læs mere
Foto: Jørgen Lind
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Turisterne på Madeira – og dem er der rigtigt mange af – vender gang på gang tilbage. Men et stigende antal bliver så forelsket i den atlantiske øgruppe, at de svigter Madeira til fordel for Porto Santo. I hvert fald for en dag eller to.

Madeiras langt mindre nabo-ø har næsten alt det, som storebror tilbyder turisterne, men derforuden tilbyder Porto Santo mere fred, færre turister, ingen højhushoteller, stabilt vejr – og trumfen i ærmet: En ni kilometer lang sandstrand. Det er en af de få ting, turisterne går og savner på Madeira, hvor bademulighederne er begrænset til nogle få, korte strækninger med importeret sand fra Marokko eller lokalt, sort grus.

Næste: Wellness på Porto Santo

Porto Santo, der kun er en femtedel så stor som Møn, ligger godt to timers sejlads fra Funchal, Madeiras hovedstad. Hver fjerde af Porto Santos gæster tager morgenfærgen og vender tilbage til Madeira samme dags aften. Det er synd for dem, for der er som nævnt mange gode grunde til at holde en »rigtig« ferie på den lille klippeø. Især i mellemsæsonerne på hver sin side af sommermånederne er der virkelig fred og ro, samtidig med at vejrguderne stadig velsigner Porto Santo med høje vejr- og vandtemperaturer. Begge dele ligger på mellem 18 og 24 grader året rundt.

Øens gyldne sandstrand strækker sig langs næsten hele sydøstkysten, optimalt i forhold til de dominerende havstrømme og vindretninger.

Oprindeligt var Porto Santo, ligesom Madeira, dækket af skov. Men de første kolonialister, og de første generationer efter dem, gjorde hurtigt kål på træet til bygning af både, redskaber og huse og til brænde. De mange, langsomt voksende Drageblodstræer faldt, fordi deres røde saft var ideel til lakfremstilling – lak, som blev brugt til fine møbler eller violiner.

I nogen tid har man forsøgt sig med at genplante øens skove, især aleppofyr og cedertræ. Alene de seneste fem år er der blevet plantet halvanden millioner træer for at standse jorderosionen. Enhver husejer kan således få gratis træer af kommunen, hvis de vil sætte dem i haven.

Klimaet på øen er som regel stabilt og tørt. Det bevirker, at landskabet om sommeren antager gule, brune og okkerfarvede nuancer. Jorden er ikke særlig frugtbar, og der dyrkes mest græskar, meloner og figner. Langs sydkysten har man haft succes med at dyrke spisedruer, men en mindre del af druerne bruges til fremstilling af den lokale rødvin, Vinho do Porto Santo, en fyldig rødvin, der naturligvis sælges på øens barer og restauranter.

De største naturscenerier finder man på nordkysten. Når man traver eller kører rundt her uden for sommerperioden, er det lidt som at være på Færøerne: Det furede landskab er præget af grønne græsskråninger, og atlanterhavsbølgerne slår voldsomt mod de næsten lodrette bjergsider. Sågar nogle enkelte får kan man være heldige at se.

Sydpå, ved sandstranden, bor de fleste af de 4.500 indbyggere. Her ligger alle bysamfundene, inklusive Vila Baleira, hovedstaden, der består af et par gader med lave, stilrene huse, nogle butikker og en smuk kirke. Meget foregår der ikke; kaffedrikning er den mest udbredte aktivitet.

Altså et ideelt sted at falde ned og glemme alt om hverdagens stress derhjemme.

Byens eneste deciderede turistattraktion er Casa de Colombo, men her drøner verdenshistorien til gengæld ind i den stille landsbyidyl.

Næste: Wellness på Porto Santo