Politi presser penge af turister i Bangkoks lufthavn

I en række tilfælde har udlændinge også danskere været nødt til at betale penge til politiet i Bangkoks nye internationale lufthavn.

I to nærmere angivne tilfælde er danskere - efter eget udsagn - uretmæssigt blevet anklaget for forsøg på butikstyveri i Bangkoks nye, store internationale lufthavn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vyacheslav Argenberg.

Det danske udenrigsministerium undersøger for tiden en række tilfælde, hvor danske turister i Thailand skulle være blevet udsat for falske anklager og derefter truet til at betale anseelige pengebeløb for at slippe for at stifte nærmere bekendtskab med det thailandske retssystem og fængselsvæsen.

Se også: Sådan snyder de dig i din ferie

I to nærmere angivne tilfælde er danskere - efter eget udsagn - uretmæssigt blevet anklaget for forsøg på butikstyveri i Bangkoks nye, store internationale lufthavn. I begge tilfælde fordi de i to af hinanden uafhængige tilfælde har ført varer ud af butikkens område uden at betale. I det ene tilfælde var der tale om make-up i det andet om en flaske spiritus i en toldfri butik. I begge tilfælde forklarede de mistænkte, at de ikke kunne se, hvor den ene butik hørte op og hvor den anden begyndte.

Truet af politiet
Hvad værre er, begge danskere er efterfølgende blevet taget med til lufthavnens politistation og her truet med at blive smidt i fængsel - dog ville de tilstedeværende betjente lade sagen falde mod at få udbetalt et større beløb. I det mest grelle tilfælde følte en dansk mand sig presset til at overføre et beløb på op mod 40.000 kr. til betjentene.

Også andre udlændinge beretter om helt tilsvarende episoder, hvor politiet lader anklager om angivelige forsøg på butikstyveri falde mod klækkelig betaling i Bangkoks nye internationale lufthavn. Anklager, der, ifølge jurister, selv i det thailandske retssystem i værste fald ikke ville være takseret til mere end nogle få hundrede kroner i bøde eller i helt grelle tilfælde en betinget dom på to års fængsel.

Afpresset i Sky Train
Noget tilsvarende var en mandlig narkosesygeplejerske fra København udsat for på en af Bangkoks Sky Train-stationer, Siam-stationen. Her pegede en stationsvagt pludselig anklagende på et cigaretskod på perronen ved siden af den mandlige narkosesygeplejerske. Danskeren forsøgte herefter at gøre vagten begribelig, at det ikke var ham, der havde smidt det, og at han desuden slet ikke røg.

Det accepterede vagten ikke, hvorefter han blev taget med til vagtstuen, hvor vagten og de øvrige vagter forlangte at få 10.000 baht (ca. 1.500 kr.) for at lade sagen falde. Danskeren forlangte forgæves at få tilkaldt Bangkoks såkaldte turistpoliti, men det ville vagterne ikke gå med til og til sidst lykkedes det ham at få forhandlet prisen ned til 2.000 baht (ca. 300 kr.). 

Se også: Klovn måtte smide kludene i lufthavn