Pas på smarte sælgere på ferierejsen

Sig pænt nej tak, hvis du får et godt tilbud om medlemskab af en rejseklub eller gaver under din ferie. Du risikerer at blive lokket i armene på dygtige sælgere, lyder advarslen fra Forbruger Europa og Forbrug.dk.

Foto: Flickr.com/DamienHR

Ferierejsende går stadig i fælden, når smarte sælgere på feriestederne lokker dem til at købe medlemskaber af rejseklubber for tusindvis af kroner.

Læs også: Pas på bondefangeri på Kanarieøerne

En rejseklub tilbyder rabatter på hoteller og lejligheder over hele verden. Fordelen er ifølge de smarte sælgere billige ferieophold i ren luksus i hele verden. Men mange eksempler viser, at det er fup og fidus og at det er umuligt at booke hotel eller lejlighed. Tvært imod kan man risikere at miste en formue.

"Nogle forbrugere synes, det er flovt, at de er gået i fælden på den måde. Men sælgerne er dygtige, og man skal være stædig og stærk for at stå i mod," siger Martine Kiding, leder af Forbruger Europa, som forbrugere kan søge hjælp hos, hvis de vil ud af en aftale, de er kommet til at indgå.

En situation, hvor turisten bliver lokket i en fælde, kan for eksempel være, at man bliver stoppet på gaden af en sælger med et godt tilbud – det kan være en gave, et skrabelod med gevinst, en ting eller en oplevelse, turisten kan få billigt. Sælgeren er sjov og venskabelig, og turisten bliver fanget af den gode stemning. Selvom alarmklokkerne måske ringer for forbrugeren, så begynder det alligevel at blive svært at komme ud af situationen uden at ødelægge den gode stemning eller virke utaknemmelig.

Sælgeren inviterer forbrugeren hen på et kontor for at høre mere om "det gode tilbud", han har givet dem. På kontoret introducerer han samtidig et tilbud om et dyrt medlemskab af en rejseklub. Den venskabelige tone og den gode stemning, der blev etableret på gaden er taget med ind på kontoret. Måske tilbyder han drikkevarer, snacks og gaver, mens han prøver at få tilbuddet om medlemskab til at blive accepteret.

"At skrive under på en aftale og betale depositummet kan umiddelbart ligne en nem udvej ud af situationen, fordi sælgeren lover dig mundtligt, at du bare kan fortryde aftalen, når du har tænkt lidt over det. Men det kan blive så besværligt for dig at fortryde, at du opgiver," siger Martine Kiding.

"Hvis du vælger at skrive under på en kontrakt, så skal du altid sikre dig, at de mundtlige løfter også står i kontrakten. Er du blevet lovet en fortrydelsesret, så skal det stå i den kontrakt, du skriver under på," tilføjer hun.

Hun opfordrer folk til at holde hovedet koldt og bruge den sunde fornuft, når de møder påtrængende sælgere.

"Sig kort og godt bare "’Nej tak", hvis du ikke er interesseret – også selvom sælgeren måske bliver sur, lad være med at diskutere om det er rimeligt, at du siger nej, eller hvorfor du siger nej," lyder rådet fra Martine Kiding.

Sådan undgår du problemer:

1. Skriv ikke under på aftalen på stedet. Få aftalen på skrift, og tag den med hjem.

2. Betal ikke for noget, før fortrydelsesretten er udløbet .

3. Undersøg, hvordan du kommer ud af aftalen igen, f.eks  opsigelsesvilkårene.

4. Få en 14 dages ubetinget fortrydelsesret skrevet ind i aftalen. På den måde er du på den sikre side, hvis du fortryder købet.

5. Få skrevet alle sælgerens løfter ned i kontrakten – også de mundtlige.

6. Læs mere om aggressive sælgere i temaet om overraskelsessalg på forbrug.dk, som er den offentlige forbrugerportal.

7. Læs mere om rejseklubber på forbrugereuropa.dk

Læs også: Pas på kopierne