Pas på hævegebyret i udlandet

Vi hæver kontanter i pengeautomaten i stor stil, men der kan være stor forskel på, hvad det koster at hæve på ferien.

Vær opmærksom på det gebyr, som udbyderen af dit kort kræver, hver gang du stikker det i en automat i udlandet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Colourbox.com

Det er altid rart at have kontanter med på rejsen. Man kan stå midt i et virvar af en medina i Egypten og vil købe en cola i kiosken eller i souvenirbutikken, når gaverne skal købes med hjem.

Se også: Danskerne er overforsikrede

Og næsten halvdelen af danskerne hæver hovedparten af vores lommepenge på rejsemålet. Det viser en undersøgelse med 1.147 deltagere, som My Research har lavet for GE Money Bank.

90 % af os hæver kontanter i en pengeautomat på destinationen, mens 40 % svarer, at de hæver hovedparten af eller alle deres kontanter, når de er kommet frem til deres feriested.

Her skal du være meget opmærksom på det gebyr, som udbyderen af dit kort kræver, hver gang du stikker det i en automat.

"Gebyret for at hæve kontanter i udenlandske pengeautomater kan variere temmelig meget. Alt fra intet til et relativt højt gebyr. Det mest almindelige gebyr er 50 kroner, men det er forskelligt fra kreditkort til kreditkort og fra udbyder til udbyder, og derfor gør du dig selv en stor tjeneste ved at undersøge markedet. Har du det rigtige kreditkort, har du i sidste ende flere lommepenge med på din ferie," siger Henrik Stork, marketingdirektør i GE Money Bank.

Lommerne fulde af kreditkort
Undersøgelsen viser endvidere, at de fleste danskere har minimum to kreditkort med, når de er på ferie i udlandet, og en fjerdedel har tre eller derover med.

Når danskerne tager på ferie, er vi velforsynede med kreditkort. Syv ud af ti har to kreditkort med, mens tre ud af ti har tre eller flere kort med sig på rejsen. Dermed er der en tendens til, at vi garderer os, når vi rejser.

"Det gør os mere trygge, når vi rejser, hvis vi har flere kreditkort på lommen. Ingen ønsker at stå i en situation på en restaurant eller et hotel og ikke kunne betale regningen. Men rejser du steder hen, hvor de er vant til turister, har du sjældent behov for mere end et eller to," siger Henrik Stork.

Se også: Tjek gebyrer på flybilletten med et klik