Pas løveunger i Sydafrika

Man kan rejse for at slappe af - og så kan man rejse ud og arbejde frivilligt. For eksempel med at passe løveunger på lodgen Ukutula i Sydafrika.

Det er en oplevelse at vandre i bushen sammen med en håndfuld næsten voksne løver. Foto: Ukutula. Fold sammen
Læs mere

Højdepunktet er vandreturen gennem bushen sammen med fem næsten voksne løver.

Ikke at det ikke er helt ubeskriveligt at sidde på gulvet med en babyløve i armene og et par lidt større løveunger mageligt henslængt over ens ben helt udaset og dybt sovende efter »stimulering« og affodring.

Men at opleve de store kattedyr ude i naturen, så tæt på og i deres naturlige omgivelser, er unikt. Se dem lunte af sted foran os som en flok hunde, og opleve, at en af dem komme løbende hen imod os og gnide sig op af vores ben og hofter, så vi er lige ved at vælte.

Se også: Løvesafari omkring spisebordet

Pludselig »fryser« han, går lidt ned i knæ og er med 100 pct. rovdyrinstinkt med ét opmærksom på et eller andet, vi andre ikke har øje for.

Skulle starte helt forfra
»Ukutula – place of quiet« hedder Game Lodgen her lidt nord for Johannesburg i Sydafrika, som Gillian og Villy Jacobs købte for otte år siden.

Inden da havde parret de en fotoforretning, men med digitaliseringen kunne de ikke se en fremtid i den branche, så de besluttede at satse på deres store interesse: wildlife, dyrebeskyttelse og oplysning om natur.

Stedet var ganske vist noget nedslidt, men Ukutula havde allerede løver »i stald« ligesom Gillian og Villy Jacobs var blevet oplyst, at der også foregik undervisning af skolebørn på stedet, som var noget af det, de brændte for. Men kort efter de havde overtaget stedet, blev de kontaktet af en jagt-arrangør, som havde brug for nogle løver.

Og det gik op for dem, at de nok ikke havde hørt hele sandheden.

De skulle starte helt forfra. Gennemrenovere stedet og give det et andet image. For de ville drive lodgen på deres præmisser, også selv om man tjener meget, meget mere på at sælge løver som jagtbytte end på at vise skolebørn deres lands natur.

»Flertallet af de afrikanske skolebørn har aldrig oplevet de vilde dyr, som landet er så rigt på. Med de entrépriser, nationalparkerene har, er det kun få familier, der har råd til at tage på udflugt endsige holde ferie der. Derfor har de svært ved at forstå, hvor vigtigt det er, at der skabes forhold, så dyrene kan bevares. Det vil vi være med til at ændre,« fortæller parret.

Nu otte år senere er der renoveret og fornyet, og Ukutula kører på den måde, de ønsker det.

På løvernes præmisser
Hele familien er beskæftiget i lodgen, der har 60 ansatte i alt.

Mor, far, en voksen søn og datter, mens den mindste søn stadig går i skole. Ingen kunne drømme om at sælge løver til jagt, tvært imod er løverne nu blevet en vigtig del i et større forskningsprojekt »Onderstepoort« på Pretoria University Veterinary Faculty om arv, gener og fertilitet. For ikke alene er der født flere af de sjældne hvide løver på Ukutula, men tests har også vist, at hele deres løvebestand er sygdomsfri. Her har dyrene hverken tuberkulose eller aids, som for eksempel 80 pct. af løverne i Kruger Nationalpark har. Dermed er deres løvebestand mere end egnet til forskning.

Både Gillian og Villy stråler, når de fortæller om det. Og de lægger ikke skjul på, at indtægterne fra turisme og frivilligt arbejde er med til at finansiere undervisningen af skolebørnene og forskningen.

Læs også: Hold ferie i Junglebogen

Løverne må også levere deres del til det samlede budget. De små unger må holde for og gå fra arm til arm, mens de og turister på besøg bliver fotograferet, og de større løver på vandretur giver også deres del, så der også kan blive fantastiske fotos ud af oplevelsen. Men ingen er i tvivl om, det sker på løvernes præmisser.

»Jeg har det med løver som med havet. De er smukke, men de er også kraftfulde og skal behandles med respekt,« siger Gillian Jacobs.

Og respekt får man fra dag et. Selv en babyløve uden tænder har kløer.

Frivilligt arbejde
Man kan som nævnt opleve løverne på et par dages ophold – holde de små og gå med de store. Se lodgens andre rovdyr: tigre, geparder, hyæner. Tage på safari, f.eks. til hest, i det 260 hektar store bushområde og opleve bl.a. giraffer, zebraer, gnuer og kuduer.

Eller man kan holde ferie på Ukutula som volunteer – frivillig medarbejder. Og være med til at passe de små løver og arbejde som »ranger«.

Det er ikke gratis at arbejde frivilligt her, faktisk er det et af de dyrere volunteer-ophold, hører jeg fra nogle af de unge frivillige, der har været aktive i andre sydafrikanske projekter. Til gengæld bor vi cirka 30 frivillige i de samme gode hytter, som almindelige turister bliver indkvarteret i. Og de luksuriøse forhold i Ukutula appellerer til andre end de helt unge. Vi er en broget forsamling frivillige i alle aldersklasser og erhverv fra både Europa, Australien og USA. Men med en fælles passion – store katte.

Vi er omgivet af dem. Omkring 120 løver i alle aldre – fra to en halv uge til de store gamle hanløver, som brøler til hinanden om natten, så vinduerne sitrer. De store løver bor i store indhegninger lige uden for lodgen.

Men det er nu de allermindste, vi har mest med at gøre. Ungerne, som bliver fjernet fra deres mor, når de er et par uger, og er i babygruppen, til de er omkring tre måneder.

De fjernes fra moderen for at de kan blive vant til mennesker. Ikke tæmmede eller dresserede, men håndtérbare til de videnskabelige undersøgelser, forklarer Gillian og Villy Jacobs.

Mens jeg er i Ukutula, er der ni af de små at tage vare på. Fire helt små på to-tre uger, fire, der er fem-seks uger, og så frække Hendrika på ti uger.

Alle ungerne har navne, og i starten kniber det med at finde ud af, hvem der er hvem. Er det Mumgu eller Beau, der har den sorte stribe ned ad ryggen?

Vi skal fodre ungerne og stimulere dem. Det vidste jeg, inden jeg kom, men anede ikke, hvad stimulering egentlig indebar.

At det var »toiletbesøg« faldt mig i hvert fald ikke ind.

I naturen slikker moderen ungerne bagi for at sætte gang i afføringen, og vasker dem derefter rene igen. Så udstyret med køkkenrulle og vaskebalje med lunken vand og håndklæder parat, går vi i gang med de ind imellem genstridige unger. Efter første dag holder vi frivillige konkurrence om, hvem der har flest kradsemærker og røde rifter på armene. Siden kommer der bare flere til.

Efter »stimuleringen« og et bad i plasticbaljen med efterfølgende frottering er det tid til fodring.

Flaskerne står klar, og de næsten sluges af de små sulte pelsdyr.

Hvem, der har »gjort« hvad efter stimulering, og hvem der har spist hvor meget, noteres på lister.

Ungerne trisser lidt rundt, får bøvset af, og snart har man hænder og skød fuldt af snorksovende løveunger. Det er så afstressende, at den hektiske aktivitet inden da blegner totalt.

Say cheese
Vi nyder stilheden og fuglenes kvidren, indtil bildøre smækker, og der er turister på besøg. Så må vi og løveungerne på arbejde. At holde en løveunge i armene er for de fleste en »once in af lifetime« oplevelse, og den skal være god, har Gillian formanet os.

Men det skal ske på løvernes præmisser. Som vi frivillige skal turisterne, og skolebørnene, som også får oplevelsen, når de er på lejrskole her, have hænderne desinficeret, inden de må røre ungerne. Og de bliver placeret siddende på gulvet, så vi er sikre på, at de ikke slipper og taber løveungen, hvis den kradser. Og så skal vi også være klar til at tage billeder med deres kameraer.

Der er nåhh. Der er næhh. Og vi genkender deres bløde blikke, når de holder de småsovende unger i armene. Vi knipser hele fotoserier, og alle får en unge at sidde med, mens vi holder Hendrika, der meget gerne vil være med, væk. For hun er allerede blevet lidt for meget løve for nogle af de besøgende. Hun har lært at spise og drikke selv, og da hun ikke har nogen på sin egen alder at tumle med, er vi begyndt at sætte hende ind hos djævleungerne (løver mellem tre-seks måneder), så hun får lidt modstand.

Løvernes levetid
De helt små unger kaldes »cubs«. Når de er omkring tre måneder er de »devils«, og man kan da også se spilopperne lyse i deres øjne, når de kommer farende. Et par af hytterne ligger inde i deres indhegning, og de frivillige, som bor der, fortæller grinende om, hvordan de må hale frække unger væk i halerne, for at komme ind ad døren til hytterne.

Turisterne tilbydes også besøg hos djævleungerne og kan blive fotograferet ved siden af dem. Her er løve-attituden mere åbenbar, kløerne længere og man har automatisk mere respekt.

Når ungerne er et halvt års tid, er det slut med den del af turist-arbejdet. På Ukutula kalder man dem nu »grimlings«, selv om de faktisk er mere rolige end djævleungerne, men de har nu fået så mange kræfter, at de er for voldsomme for turister. De kommer ind i deres egen store indhegning ved siden af de voksne løver.

Når løverne er mellem et og to år, er de »walking lions«. Løver ældre end det vil Gillian Jacobs ikke have med ud på gåturene, for her begynder magtkampene mellem hannerne. Ved fireårs-alderen er løverne kønsmodne og går ind i avl, hvis de ikke er solgt til andre løveparker, hvor Gillian og Villy Jacobs har sikret sig, at forholdene er gode, og der ikke er tale om jagt.

En af vores arbejdsopgaver, når vi har ranger-dag, er at holde rent i de store indhegninger. Løverne bliver kaldt ind i et mindre aflukke, og vi kan gå ind og fjerne efterladenskaber og rive fjer sammen, hvis der har været hele kyllinger på menuen.

Vi henter også foder til dyrene i bushen. Lodgen får et opkald fra en stor grøntsagsfarm, når der er affald i deres pakkecentral. Og efter at have fjernet elastikker fra bundter, vælter vi store bakker med bl.a. slatne salatblade, brækkede kålhoveder og usolgte gulerødder op i traileren og returnerer til Ukutula. Da bilen med den høje trailer kører ind i lysningen, kan vi se antiloper i krattet omkring. De ved, at bilen betyder mad. Det har været en lang og tør vinter, og der er ikke meget at spise nu.

Nogle mener, at det at fodre disse dyr er at gribe ind i naturens gang. Modargumentet er, at der allerede er grebet ind, når området er hegnet ind, og dyrene er forhindret i selv at vandre efter føde. Vi glæder os i hvert fald over flokken af små antiloper og de lidt større kuduer, som straks giver sig til at æde sammen med zebraer og gnuer, da vi kører væk.

Hold afstand
Disse dyr ser vi imidlertid ikke spor til, da vi vandrer med løver. Kun fugle, der skræpper advarende, og det med god grund.

Gillian fortæller om den struds, der ikke holdt sig væk.

»Da løverne fik øje på den, fordelte de sig straks til jagt, som løver i det fri gør det. Det ligger i generne. Den blev nedlagt for øjnene af turisterne,« beretter hun.

Vi har to rangere med på turen. Den ene bærer på en spand med kyllingestykker. Godbidder, som løverne, der har prøvet turen før, ved, hvornår de får.

De klatrer hurtigt op i træet med den tykke vandrette gren. Her kan vi stå foran og få et flot billede, mens de gnasker kylling.

På samme måde ved den store han, der snart falder for wakling-lion-aldersgrænsen, tydeligvis, at der er godbidder på vej. Han venter ved den stub, som han skal stå på bagbenene op ad og få serveret en godbid på toppen. Sådan at hans hoved er i højde med vores og dermed et enestående motiv for et nyt enestående billede.

Kommercielt, jo nok, men vandre-løver arbejder også for Ukutula. Og hånden på hjertet, jeg er glad for billederne , og jeg kender både katte og løver nok til at vide, at gider de ikke, så gør de det heller ikke.

Da vi senere ser løverne hoppe adræt for at fange godbidder i luften og svømme i søen for at snuppe dem, der er kastet derud, ser de aldeles veltilfredse ud.

Og lur mig, om »kontaktsøgeren« ikke har et smørret grin om snuden, da han kommer susende hen til os og ryster sig, så vi får et brusebad med i oplevelsen.

Se også: Stor guide til safari i Afrika