Parferie i den syvende himmel

På boutique-resortet Villa Nalinadda på Koh Samui får du personlig forkælelse i luksusklassen til budgetpris.

Klart tyrkisfarvet vand, en kridhvid strand og en blå himmel over det hele. Det lille eksklusive boutique-hotel Villa Nalinadda på thailandske Koh Samui ligger i de helt perfekte omgivelser for en romantisk ferie for to. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er nødvendigt med solbriller til morgenmaden. I hvert fald, når den indtages på egen tagterrasse i første række til det spektakulære show med solens eksplosive tilsynekomst over Siam Bugtens jadegrønne hav og op på den blå-blå-blå himmel.

Læs også: Det ukendte Thailand

Hvis man er morgenmads-menneske, så burde det næsten være forbudt med så smuk en udsigt, for den fjerner let opmærksomheden fra de bugnende bakker med lækkerier, som de to thai-kvinder med store smil og stille gang serverer frisk fra køkkenet på det lille, men kvalitetsmæssigt store boutique-hotel Villa Nalinnadda.

De saftige tropefrugter konkurrerer sammen med sprød croissant, nypresset juice, hjemmelavet marmelade, den perfekte omelet og en helt italiensk-god cappuccino imod havudsigten, som næppe findes meget bedre end på denne lille paradis -plet.
Vi er i Hua Thanon-bugten, på rolig afstand af tropeøens turiststrande, der dog stadig blot ligger få minutters lokalbus-køretur væk.

Hotel med kun otte værelser
Koh Samui var et fund for 25-30 år siden, da hippierne overgav de smukke strande, lave bjerge med vandfald, man kan bade i, og millionerne af kokos-palmer til rygsæksrejsende, derefter til masseturismen, og i de senere år igen til individuelt rejsende, der kan finde enhver tænkelig niche på øen.
Som for eksempel Villa Nalinadda.

Med blot otte værelser – alle med herlig havudsigt – fordelt på fire hvide bygninger fylder stedet ikke meget i forhold til de store luksushoteller eller masseturismens mere sammenmaste klondyke-kasser, men der skal ikke mange dages ophold i neddroslet trope-tempo til, før det pludselig fylder ganske meget.
I ens opfattelse. For her gælder det, at mindre er bedre.

Som et privat hjem
»For mig er et boutiquehotel et sted, der har sin helt egen stil.
Jeg har lavet det som mit eget hjem med de ting, jeg selv sætter pris på og med inspiration i hele verden. Udsigten, jacuzzi på alle værelser, det danske porcelæn, vores lækre fusionsmad og den gode kaffe er bare nogle af eksemplerne på ting, jeg selv sætter stor pris på, stort som småt.

Så når nogen spørger mig om stilen, kan jeg kun svare, at det er Nokie-stil,« fortæller Nokie, der efter lokal skik er kælenavnet for den kvindelige hotelejer Naddapen Toommanon.

Det er hendes fortjeneste som charmerende thai, vidensbank, verdenskvinde og energibombe, at man kan slappe af som en skildpadde på et skud valium i Villa Nalinnadda.

Beroligende trope-tempo
For et par, der søger romantisk ro og stilhed, og samtidig gerne vil fornemme en førsteklasses forkælelsesfølelse mere end glinsende glamour-drys fra de store, ofte lidt upersonlige femstjernede hotelkæder, ligger Villa Nalinnaddas styrke netop i det personlige præg, der gør, at personalet allerede ved ankomst er på navn med gæsterne og straks begynder elegant at luske luksusønsker ud af de nyankomne for at opfylde dem diskret og naturligt.

»Skal de frisk-rørte økologiske cremer, sæbe og shampoo på værelset være med duft af grøn te, vanilje eller…?«
Efter en lang flyvetur står hjernen stille efter de første to valgmuligheder, men i takt med, at trope-tempoet lægger sin beroligende hånd på det hverdags-stressede hjerte og sind, bliver det dag for dag nemmere at tage stilling til dagens store spørgsmål – for eksempel om morgenjuicen skal presses af appelsin, ananas eller efter kokkens fri fantasi udi tropefrugter?

Jacuzzi på terrassen
Når man vågner på værelset, er det dog intet valg, om gardinerne straks skal trækkes fra, for selvfølgelig skal de det, når gulv-til-loft glaspartierne på de tre sider vender direkte ud til havet.

Det er til gengæld svært at vælge, om man så skal nyde den berusende havudsigt fra himmelsengen eller fra topersoners-jacuzzien på egen terrasse, mens der til gengæld ikke er nogen mulighed for at gøre andet end iført den lækre hotel-morgenkåbe at følge med duften fra morgenmadsbakkerne ud på tagterrassen til småsnakkende beostære og bølgebrus.

Om dagen er resort-stilen tilbagelænet, med mindre man tager ud i den virkelige verden på udflugt, og man mærker den diskrete forkælelses-service, når man lunter ud til poolen og palmerne ved strandkanten.

»En ’Nam Manao’ (friskpresset thai-lemonjuice, red.) til Madame, eller skal jeg lige lave en dobbelt espresso ’on the house’. Måske en isspand til Deres Coke Zero, Mr. Lars?« spørges der allerede på førstedagen med fuld indsigt i gæsternes drikkevareønsker ved pool-kanten og med det smil, der normalt føles naturligt nok netop i Thailand, men lige præcis her brænder ekstra varmt – og det er lige så lidt tilfældigt som en række andre service-tiltag, der skal gøre opholdet til en nydelse.

Gæst – ikke kunde
»Her skal man føle sig som gæst og ikke som kunde – selv om vores service selvfølgelig er topprofessionel. Det kræver, at mit personale ikke bare er godt uddannet, men også virkelig elsker at arbejde her, for så kommer den gode service fra hjertet. Det er den personlige oplevelse, gæsterne her gerne skal føle,« smiler Nokie, der ligesom hendes personale aldrig er påtrængende, men hele tiden nærværende med råd, viden og service i topklasse.

Efter en tur hos villaens top-massør i den lille, lækre wellnessafdeling er vi tilbage på egen tagterrasse og et dyp i jacuzzien med en udsigt, der direkte under den høje himmel med det livgivende lys ændrer sig konstant i løbet af dagen.
Men terapeutisk smuk - det er den hele tiden.
Det er forkælelse for alle sanser.

Læs også: Børnefri ferie i fred og ro