Paradiset i Filippinerne

Det filippinske ø-hav vrimler med bountystrande, der ligger som perler på en snor.

Øen hedder Dicalabuan Island, men er også kendt som Banana Island. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rikke Bjerge Johansen

Det er stadig muligt at finde øde paradis-øer og fiskerlandsbyer i Sydøstasien, som endnu ikke er overrendt af turister. Det er også en unik mulighed for at komme tæt på lokalbefolkningen, da alle snakker engelsk. Så stig ombord og sejl til paradis, før det er for sent.

Det ligner noget fra et postkort. Vi er på en lillebitte ø. Den hvideste sandstrand med majestætiske palmer, som svajer i vinden. Vand, som inde ved stranden er helt lyseblåt og flyder ud i en mørkere, men stadig stærk, blå farve. Koraller og fisk i vandet i alle regnbuens farver. Og det mest fantastiske er, at vi er de eneste på øen, på nær den lille familie, som ejer den. Ingen turister, ingen farverige drinks, ingen restauranter og musik. Kun os, nogle hængekøjer og øens to eneste hytter, som vi skal tilbringe natten i.

Øen er Dicalabuan Island, også kendt som Banana Island. Den ligger i det Filippinske ø-hav i Palawan-området sydvest for Manila. Og den er en ud af 1.184 øer i dette område af Filippinerne, som bare venter på at blive udforsket.

Det er ikke til at forstå, at det bare er to dage siden, vi var i Manila. Væk er hovedstadens larm, kaos og trafik på kun en times flyvetur sydpå.

Turen herud har været uden problemer ombord på flyet med plads til kun 19 passagerer. En fantastisk flyvetur, hvor vi fra luften oplevede, hvordan landskabet hurtigt skiftede fra fastland til blåt hav fyldt med øer.

Vores lokale guide Baby – en kvinde på 45 år – hentede os i Busuanga Island's lille lufthavn. Baby taler perfekt engelsk og kender hele området som sin egen bukselomme. Hun skal være vores guide og kok de næste dage, og vi starter med en enkelt overnatning i byen Coron. Her er hyggeligt og stille, og alle ungerne råber hej til os. De få andre turister er dykkere.

Næste morgen går vi ombord i vores transportmiddel for de næste tre dage. En såkaldt Banca-båd – en lokal udriggerbåd, som sejles af en besætning på tre filippinske mænd. Den ene er kaptajn, de to andre altmuligmænd og mekanikere.

Første stop er Coron Island. For at bade i Kayangan Lake, også kaldet Den Blå Lagune. Med det reneste vand i Filippinerne, og vand så klart, at man kan se de seks meter ned til bunden. Man når lagunen ved at klatre over en klippe, men belønningen venter: En vidunderlig udsigt og vand, der lyser klart med grønne og blå farver. Stedet er gjort til naturreservat, og det koster omkring 24 kroner at snuppe en svømmetur i kilden.

Vi sætter herefter kurs mod Banana Island.

Baby har sat to kogeplader op bagerst i båden, hvor hun går i gang med at lave mad, mens vi sejler. Hun har købt rigeligt med friske grøntsager, kød, fisk, ris og æg på det lokale marked om morgenen, så der er mad nok til alle måltider de næste par dage, hvor vi er uden restauranter og indkøbsmuligheder.

Så da vi tre timer efter når paradis-øen, som er vores for det næste døgn, indvier vi den med en filippinsk frokost. I modsætning til for eksempel det thailandske køkken bruger man stort set ikke chili. I stedet bruger man meget soja og lime, hvidløg, sukker og peberkorn. Fælles for al mad er, at det er meget sundt med mange grøntsager. I dag består frokosten af de største rejer, vi endnu har set, som Baby har stegt i en tom sodavandsdåse med salt.

Tilbehøret er ris med frisk salat tilsat mango og en dressing, som består af mayonnaise rørt op med bananketchup, som er rødt, sødt og typisk filippinsk.

Desserten består af friskskåret mango og ananas, og derefter er der dømt ren afslapning på den smukke ø.

Hytterne, som begge har bad og toilet, ligger i strandkanten og bliver vedligeholdt af ejeren af øen, Gene Rosso Gallego. Han er opvokset her og har overtaget øen efter sine forældre. Han sætter en stor ære i at holde det rent og pænt og er i gang med at opføre en tredje hytte. Gallego fortæller, at det i 1990 var lige ved at gå helt galt. Ulovligt fiskeri havde tømt havet for liv, og kun ved at sætte hummere ud, fik han langsomt fiskelivet tilbage. I dag patruljerer han stadig om natten for at melde ulovlige fiskerbåde til myndighederne.

Og kampen har båret frugt. Vi skal bare snorkle få meter ud fra stranden for at se utallige fisk i alle farver, og koraller i alle former. Selv om vi har snorklet meget i Thailand, er der intet, som kan måle sig med dette undervandsliv, og det er så tæt på stranden, at også børn kan få glæde af det.

Aftensmaden tilbereder Baby i øens køkken, som består af et par gasblus og en åben grill, hvor hun steger svinekoteletter marineret i soja, sukker, lime og peber, serveret med en stegt grøntsagsblanding af aubergine, squash og græskar sauteret i hvidløg og rødløg og rejer. Rødvin og en fremragende lokal rom til os, har hun også sørget for. Omgivelserne – den »øde« ø badet i stearinlysets skær, hvor den eneste lyd er havets brusen – gør dette måltid til en uforglemmelig oplevelse.

Næste morgen er det pragtfuldt at vågne op og træde udenfor på »vores« ø. Baby er stået tidligt op og har lavet morgenmaden klar. Den står på spejlæg med toastbrød, syltetøj, mango, kaffe og som prikken over i’et – friskpresset appelsinjuice. Vi slapper af, læser og snorkler, før det er på tide at sejle videre.

Sejlturen er helt speciel, vi har en følelse af at være alene i verden. Vi møder ikke en eneste turistbåd på vores vej og vinker til en håndfuld små fiskerbåde, som er alt, hvad der sejler forbi os. Til gengæld er vi omgivet af et ø-paradis, som er ubeskrivelig smukt.

Et par timer efter stopper vi banca-båden på en lille ø, som består af en 300 meter lang, hvid sandstrand. Hvis det var i Thailand, ville der med garanti være placeret et luksus-resort eller nogle backpacker-hytter på øen. Men bortset fra en lokal fiskerfamilie, som har fået lov til at bruge øen som base for deres fiskeri, og som har medbragt to grise, et par høns og en hane, er der intet.

Vi snorkler, bader og spiser frokost ombord på båden, før vi sejler videre i tre timer til øen Calibangbangan Island.

Calibangbangan Island huser en lille fiskerlandsby, hvor der bor omkring 400 indbyggere. Der er en skole med tre lærere og et par butikker med de vigtigste fornødenheder, men selv om fiskerne på Calibangbangan faktisk tjener glimrende penge, kan de nærmest ikke komme af med dem – der er langt til alle friske grøntsager og råvarer.

Den nærmeste læge ligger to timers sejlads væk i båd, og der er hverken restaurant, hotel eller hytter til turister. Til gengæld har vores guide sørget for, at vi kan bo hos Nicole og hendes mand, som er stolte over at kunne vise os deres bolig. Nicoles mand har selv bygget den af siv, og den består af et rum på omkring 20 m2, som er opdelt i et soveværelse og en stue. Der er også et toilet og en vask, som er adskilt fra stuen af et lille forhæng.

Efter klokken 22 mørklægges hele byen, da byens generator slukkes.

Hanerne uden for hytten begynder at gale klokken 05. Et par timer efter giver vi op og står op. Det er lavvande, og byens børn går rundt på stranden og finder skaller, som de spiser indholdet af, inden de skal i skole. De kigger meget på os, og Nicole forklarer, at de slet ikke er vant til at se turister. Selv kommer hun fra Cebu, som er en stor filippinsk ø, men for tre år siden mødte hun sin mand og flyttede med ham til øen.

Nicole er fiskerlandsbyens eneste ladyboy. Det vil sige, at hun er født som mand, men nu lever og opfører sig som kvinde. Hun har dog ikke fået nogen operation, det har hun ikke råd til, forklarer hun. Til gengæld har hun smukt, langt hår og taler og bevæger sig meget feminint. Nicole har adopteret sin søsters lille dreng, som nu bor hos hende og hendes fiskermand. Søsteren er også flyttet til øen med sin mand, men hun er kun 26 år og havde i forvejen tre børn, så hun gav det fjerde til Nicole.

Ifølge Nicole selv var hun kun 13 år gammel, da hun fandt ud af, at hun havde det forkerte køn, og besluttede sig for at leve som kvinde. Men ingen ser ned på Nicole, for ladyboys er meget almindeligt på Filippinerne på trods af, at det er verdens største katolske land. På lige fod med Thailand vinder de alle skønhedskonkurrencer for ladyboys rundt om i verden, så Nicole bliver accepteret i det lille fiskersamfund, hvor hun som de andre kvinder passer hjem og børn og laver mad, mens manden er ude at sejle.

Efter den interessante morgen med Nicole, går turen til fastlandet og byen El Nido. Undervejs gør vi frokoststop på endnu en lille bounty-ø, hvor vi nyder frokosten. Baby serverer denne gang den traditionelle suppe, Nilagang Baka, som er en suppe med kogt oksekød i tern med løg, peberkorn, kartofler og bønner. Så følger Beef Steak Filippino, som er oksekødsstykker marineneret i soyasovs, lime og sorte peberkorn, som hun steger med store rødløg. Som altid er der kogte ris til, og vi slutter af med saftige, friske mangoer.

Det er på tide at sige farvel til vores banca-båd og gå i land i El Nido. Det er en charmerende, doven by, som ligger lige ned til vandet og er omgivet af bjerge. Stemningen er meget afslappet med børnene, som leger på gaden, og kvinderne, som sælger fisk ved deres boder. I selve byen bor 15.000 indbyggere, så i forhold til vores dage på Banana Island og i fiskerlandsbyen føles det nærmest som at komme til en storby, da der igen er turister, restauranter, butikker og motorcykler.

Vi bliver indlogeret på et lille hotel med aircondition, og resten af eftermiddagen går med at gå ture i den lille by, få rygmassage og slappe af.

Aftensmaden bliver indtaget på en ny restaurant i byen ved vandet, ejet af danske Ole. Vi spiser en stor portion flotte rejer stegt i hvidløg og smør, mens vi ser solen går ned over El Nido. Det har været en fantastisk tur gennem uberørte paradis-øer, og fordi indbyggerne taler så godt engelsk overalt, kan man virkelig få noget at vide om deres liv.