Paradis på lille malaysisk bounty-ø

Med bounty-strande til turisterne og mulighed for at se de store havskildpadder er Selingan et paradis for krop og sjæl. På skildpaddernes præmisser.

Rejseliv imported photo
Foto: Iris

Babyskildpadderne søger automatisk mod lyskeglen i vandet. De basker med de små luffer og maver sig vej over sandet, indtil de når brændingen, hvor bølgerne opsluger dem. 

Tilbage på stranden står alle vi turister og prøver at komme os over, hvor nuttede de små skabninger egentlig er, når man ser dem helt tæt på.

Vi står under stjernehimlen i næsten totalt mørke. Eneste lyskilde – foruden det dæmpede lys fra træhytterne på øen – er rangerens lommelygte, der lyser stadig og stadig længere ud i vandet for at lede babyskildpadderne ud mod det åbne hav. 

Fisk og fugle ligger allerede på lur, og få af de små havskildpadder vil overleve til voksenalderen. Men de, der gør, vil formentlig vende tilbage til dette helle for de truede havskildpadder. den lille ø Selingan for at yngle. Og det forstår man egentlig godt.

Selingan er en del af øgruppen Turtle Islands Park, der ligger i havet nordøst for Borneo. Med en placering tæt ved Ækvator ligger antallet af soltimer i den behagelige ende af skalaen og temperaturen det samme. Den trykkende, fugtige varme, som f.eks. Singapore eller andre storbyer nær Ækvator er kendt for, eksisterer ikke på Selingan, der med sine blot 1,7 kvadratkilometer så godt som altid er beriget med en let brise.

Alting på Selingan handler om skildpadder. Øen er et reelt paradis for de langsomme kæmper, der bliver nurset og passet på fra det øjeblik, de vordende mødre kravler op på stranden for at lægge æg, til deres unger er klar til at padle ud i det sydkinesiske hav. Turister får lov at følge med på sidelinien, men kun på dyrenes præmisser. 

Læs også: Find stilheden på Balis nordkyst

En tur til Selingan starter tidligt om morgenen – som regel i den nærmeste større by på Borneos kyst, Sandakan. Sejlturen til Turtle Island, som Selingan også kaldes, tager små to timer i speedbåd og er det der på rejsearrangør-sprog hedder »autentisk« og fyldt med kontraster. Nær havnen har vandet en brunlig nuance, og plasticaffaldet samler sig i de hjørner og afkroge, hvor overfladestrømmene efterlader dem.

Fiskerne er hjemme med nattens fangst i de ramponerede fiskerbåde, og de, der har læsset af, snupper en cigaret på kajen. Væk fra havneområdet får det blikstille vand en dybblå fredfyldt farve og solen begynder for alvor at bage igennem. Temperaturen er fornuftig, da vi samtidig sætter farten op og bådens fart giver en kølig brise. 

En flot sejltur – eller en lille lur til de morgentrætte – senere toner øen frem i det fjerne.

Selingan er behageligt fri for den klassiske masseturisme. Først og fremmest fordi den er en del af et naturreservat og sikkert også fordi den ganske enkelt er for lille. En hovedbygning med restauranten og en lille kiosk, en række små huse med simple to-personers-værelser og det, det hele drejer sig om – en indhegning, hvor skildpadderne udklækkes – er mere eller mindre de eneste tegn på, at der er mennesker på øen.

Den tidlige afgang sikrer, at vi når øen til frokosttid, og efter en herlig buffet er dagen fri til at udforske øen og havet omkring den, inden den kl. 18 igen fungerer på skildpaddernes præmisser.  

Strandene er ikke de klassiske hotelstrande, der bliver renset og harvet hver morgen. Det hvide sand er lettere kuperet. I starten undrer vi os over de store huller, der er overalt i sandet, men vi forstår hurtigt, at de mange huller er efterladt af skildpadder, der graver deres æg ned.

De mange palmetræer giver masser af svalende skygge, men da bogen er læst færdig og skyggen bliver lidt ensformig, står havet rundt om øen for resten af underholdningen. Med snorkel og svømmefødder indtager vi koralrevene, der går helt ind til kysten, men først bliver interessante omkring 50 meter fra kysten.

Røde, gule, blå og lilla fisk og kæmpemuslinger byder os velkommen omkring de små koralrev, der er formet som alkover i små »indhug« langs kysten. 

Det gør snorklingen herligt overskuelig, da vi kan ligge i overfladen og betragte de små »minisamfund« i ro og mag, uden at vi føler, vi går glip af noget. De små rev og det faktum, at der ikke er meget strøm, gør i øvrigt snorkling på Selingan særdeles velegnet til nybegyndere.

Efter badeturen er himlen pludselig overskyet, og kort tid efter får Selingan en klassisk omgang monsunregn. Vi søger tilflugt i livreddertårnet og nyder udsigten til vand, der møder vand.

Regnen stopper efter fem minutter, og øen er pludselig helt anderledes. Farverige biller på størrelse med en tommelfinger kryber rundt i det våde græs, og en leguan på en halv meter vrikker hen over sandet og op i et palmetræ for at køle af. Vandet til badet næste morgen er også sikret – langs alle hytterne er de store tønder, hvor regnvandet opsamles og genbruges, fyldt op.

 Læs også: Ferie under teltdugen

Tilbage på det værelse, vi har lejet til opholdet, er strømmen gået. Igen. Det sker hver gang, generatoren skal fyldes op med benzin, så alle værelser har et relæ ved døren, der skal slås til i ny og næ. 

Rustikt, er vist det rigtige ord. 

Værelserne er simple – der er intet TV eller karbad, og det er i orden, da det ville være synd at spilde tiden indendørs på Selingan.

Klokken 18 er der middag i restauranten. Kylling og grøntsager stegt i wok med ris og forskellig dyppelse til. Klassisk malaysisk, velsmagende og oven i købet ganske sundt.

Turtle time

Efter maden starter det hårdeste ved hele turen til Turtle Island – ventetiden. Når mørket falder på, spreder rangerne sig ud på strandene og holder udkig efter skildpadder. Med et gennemsnit på mere end 20 æglæggende skildpadder pr. nat er der næsten garanti for, at der kommer en. Men hvornår de kommer, ved ingen.

»Vi har før ventet til klokken 02 om natten,« smiler guiden Glenn, da klokken passerer 21. Pludselig virker morgenmad kl 6.30 som lige tidligt nok.

Kort efter stikker en ranger hovedet ind i restauranten. 

»Turtle time,« råber han.

Bevæbnet med hver vores lygte småløber vi på kryds og tværs langs stranden og prøver at undgå de store huller i sandet, indtil en ranger råber, at lygterne skal slukkes, så de ikke forstyrrer den æglæggende hunskildpadde. 

Til gengæld er det ikke forbudt at snakke, da hunnen går i en slags trance, mens hun lægger æg.

Æggene popper stille og roligt ud af hende ned i et dybt hul i sandet. De ligner slimede kridhvide bordtennisbolde. Lige så snart de er ude, samler rangeren dem op igen og putter dem i en kurv.

Mørket er i mellemtiden faldet på. Så tæt ved ækvator er der ikke noget, der hedder lyse nætter, og det er bælgravende mørkt. Stjernehimlen er til gengæld helt ekstraordinær og funklende. Den isolerede ø afgiver næsten intet lys til at forstyrre, og når øjnene først har vænnet sig til mørket, kan vi tydeligt se Mælkevejen oppe på himlen.

Et lille kvarter senere er det overstået, og kurven med den dyrebare last bliver båret op i en indhegning, der fungerer som udklækningscentral, tæt ved stranden.

Halvdelen af udklækningsindhegningen er i skygge, resten er i solen. 

Sandets temperatur bestemmer nemlig, om det bliver små han- eller små hunskildpadder, der myldrer op af sandet om to måneders tid. Denne portion skal være hunner, så rangeren begraver dem godt en halv meter nede i sandet i solskinssiden af indhegningen.

Monsunregnen er vendt tilbage og pisker nu ned. Vores tøj er gennemblødt, da vi ved midnatstid går tilbage til hytten, en tropisk oplevelse rigere.