På weekendtur til et eksklusivt pariser-kvarter

Saint-Germain-des-Prés er Paris’ eksklusive kvarter, hvor man kan fortabe sig i restauranter, kunst og smuk arkitektur. Så pak kufferten og tag på weekendtur.

Fra L'Hotel bliver man indfanget af historie og charmerende tagtoppe. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Saint-Germain-des-Prés oser af historie, som Vatikanet oser af hvid røg, når en pave er blevet valgt, eller Café de Flore osede af røgen fra blå Gauloise – dengang man måtte det.

Kvarteret i 6. arrondissement spreder sig fra kirken af samme navn til Seinens venstre bred og har Boulevard Saint-Germain som sin gennemgående hovedpulsåre. Gennem tiden har kvarteret lagt gader, caféer og boghandlere til parisernotabiliteter som Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir, som havde deres eksistentielle snakke på Café de Flore og rivalen, Les Deux Magots.

Desuden holdt filminstruktørerne Jean-Luc Godard og François Truffaut, avantgardeforfatteren Boris Vian (ham med »Dagenes Skum« fra 1963) og skulptøren Giovanni Giacometti – hvis langlemmede skulpturer kan ses på Louisiana – til i kvarteret, hvis historie går tilbage til år 558, hvor landsbyen omkring klosterkirken Elyse Saint Germain blev grundlagt af biskoppen i Paris. I Middelalderen havde landsbyen cirka 600 indbyggere, og området spredte sig langs Seinens venstre bred.

I løbet af det 17. århundrede begyndte byens intellektuelle at befolke kvarteret, og efter 2. verdenskrig rykkede skuespillere, musikere og filosoffer også ind, og kvarteret blev en simrende gryderet af jazzmusik og intellektuelle tanker.

Kvarteret har fået lov til at ligge forholdsvis uberørt siden dengang, og her i 2014 er der få steder i Paris med en så nøje afstemt balance mellem det elegante, eksklusive Paris og det lidt mere lurvede og intellektuelle.

Hvis Marais er blevet for gøglet, og kvarteret omkring Champs-Élysées for posh, så er Saint-Germain-des-Prés det rigtige Paris, hvor modebutikkerne endnu ikke har overtaget det hele, men hvor Chanel og Louis Vuitton ligger som elegante kolosser fra en svunden tid.

Dette er hotellet

L’hotel hedder dette lille boutique-hotel med slet skjult selvtillid. Oscar Wilde var i en årrække fast gæst på hotellet, som oser af dekadence og la belle epoque med lige dele orientalsk mystik og moderne design. Restauranten, Le Reataurant, fik en michelinstjerne i 2008, og chefkokken Julien Montbabut står stadig bag gryderne. Ellers kan man synke ned i barens (som sjovt nok kalder sig Le Bar, red.) dybe plyssofaer eller booke en tid til massage i hammam-poolen. Et af de mindste værelser kan fås fra 350 euro, og beliggenheden mellem de mange gallerier, en lille gåtur fra Seinen og ti minutter fra metroen gør L’Hotel til det perfekte udgangspunkt for at udforske kvarteret.

13 Rue Des Beaux-Arts

L-hotel.com

Til kaffe med Sartre

Måske verdens mest berømte café, der i mere end et århundrede har lagt en smuk Art Deco-ramme om byens kunstneriske liv, og med folk som Sartre og Simone de Bouvouoir blandt stamgæsterne.

Navnet er taget fra den romerske gudinde for blomster, Flora, som der står en skulptur af på den anden side af gaden. I en by, hvor caféerne ligger så tætte som brosten, skal der noget til for at skille sig ud, og man skal ikke gå på Café de Flore for kaffens og madens skyld – som fås mindst lige så godt andre steder – men for det historiske islæt, som nærmest driver ned fra de røde sæder.

172 Boulevard Saint-Germain

Cafedeflore.fr

Foto: Kristoffer Zøllner.

På opdagelse i Saint-Germain

Når man træder op fra metroen på Boulevard Saint-Germain-des-Prés, er den store kirke det første, man møder, og den er et perfekt sted at starte sin opdagelse af bydelen.

Benediktinerklosteret blev grundlagt i det sjette århundrede, og blandt andet ligger den franske filosof René Descartes begravet her. Under den Franske Revolution blev meget af kirken ødelagt, men dele af bygningen er alligevel original. Kirken er åben hver dag kl. 10.30-12.00 og 14.30-18.45.

3 Place Saint-Germain-des-Prés

Terror og litteratur

Les Deux Magots rundt om hjørnet fra Café de Flore er næsten lige så berømt, og man kan namedroppe de første hundrede berømtheder, der gennem årene har frekventeret caféen. I 1972 blev stedet dog berømt for noget helt andet, da »Sjakalen« udløste en bombe, som dræbte to og sårede 34.

Siden 1933 har caféen hvert år uddelt litteraturprisen »Pris Deux Magots« til en fransk forfatter.

6 Place de Saint-Germain-des-Prés

Det franske køkken

Hvis man ikke har behov for det store historiske vingesus, bør man ikke snyde sig selv for en omgang lammekoteletter med kartofler eller en fois gras terrine på min personlige favorit, Le Pre Aux Clercs, på Rue Bonaparte.

Her er ganske uprætentiøst, men maden er god, stemningen altid livlig, og betjeningen, som den kun er i Paris: Effektiv og kompetent med et lille drys arrogance.

30 Rue Bonaparte

Restaurant-lepreauxclercs.com

I kunstens fodspor

Originaltryk af Francis Bacon kan nok få en gennemsnitlig kunstinteresseret forbipasserende til at spærre øjnene op. Galerie Michel Vidal er blot et blandt utallige gallerier i området, som man kan fortabe sig i. Men vær opmærksom på, at de fleste har lukket både søndag og mandag.

15 Rue des Beaux-Arts

Landurée Bonaparte

Verdens mest berømte macarons har selvfølgelig en filial i hjertet af Saint-Germain-des-Prés. Her kan man nyde en kop te ledsaget af de dekorative små kager og købe forsyninger med hjem af de farvestrålende lækkerier.

21 Rue Bonaparte

Laduree.com

Kunstnervuggen

Det lange navn er École nationale supérieure des Beaux-Arts, men blandt venner hedder den blot ENSBA – den nationale højskole for de skønne kunster. Den berømte kunstskole blev grundlagt i 1682 og drives som en statslig skole under Kulturministeriet.

Bygningerne er smukke, og der er skiftende udstillinger, der som regel altid er værd at se. Ydermere kan den permanente samling, der inkluderer værker af Rembrandt og Michelangelo, anbefales.

14 Rue Bonaparte

Beauxartsparis.com

Louis Vuitton

At skulle opremse alle de fashionable butikker, som ligger spredt rundt i kvarteret, vil være lige så umuligt som at opleve en jovial tjener på Cafe de Flore, der ligger rundt om hjørnet. Men Louis Vuitton-butikken på Place Saint-Germain-des-prés er alligevel den mest majestætiske i en flok, der også tæller Ralph Lauren og Chanel.

6 Place Saint-Germain-des-Prés

Louisvuitton.fr