På toppen af Afrika

Kilimanjaro midt på Tanzanias eksotiske savanne er med sine 5.895 meter lig med drama og fysiske udfordringer. Men også en helt ubeskrivelig oplevelse.

Rejseliv imported photo
Vulkanen Kilimanjaro troner over den afrikanske savanne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Julie Hassing

Lad det være sagt med det samme. For den erfarne backpacker kommer Tanzanias prisniveau som et chok. Landet afventer stadig at få etableret et »back packing flow«.

Læs også: Stor guide til safari i Afrika

Mens vi venter, eksisterer to parallelle økonomier – den for (rige) vestlige turister og en anden for lokalbefolkningen. Denne beretning henvender sig til gruppen mellem disse to lejre: Den almindelige turist, som drømmer om at bestige Kilimanjaro, som gerne vil gå uden om de dyre pakkerejser, og som gerne vil holde omkostningerne nede, uden at lokalbefolkningen lider overlast.

Kilimanjaro er big business. Hvert år bestiges vulkanen af omkring 20.000 mennesker. Og den er populær af mange grunde. Foruden at besidde titlen som verdens højeste fritstående bjerg ligger Kilimanjaro midt i Afrikas hjerte tæt på den legendariske Serengeti-slette og det storslåede Ngorongoro-krater. Vulkanen grænser ydermere op til Kenyas sydlige grænse, hvor man finder Karen Blixens berømte afrikanske farm.

Alt er til forhandling
Sætter man derfor ud for at bestige Kilimanjaro, begiver man sig ud på et populært togt. Spørgsmålet er, hvorvidt det populære kan gøres mindre ordinært? Vi valgte rute ud fra to kriterier: At opleve et udfordrende landskab. Og at undgå den menneskemængde, som har fundet vej til vulkanen, og som blandt andet har givet den populære Maranga-rute det utiltalende øgenavn »Coca-Cola-ruten«.
Valget faldt på Machame-ruten. Ofte betegnet som en af de sværeste tilgængelige ruter. Derfor går den også under betegnelsen »Whiskey-ruten«. Men vi var optimistiske.

Udgangspunktet for et Kilimanjaro-trek er byen Arusha i det nordlige Tanzania. Der er stor konkurrence blandt de utallige agenturer, derfor er alt også til forhandling – men husk anstændighed: Guider og bærere er under hård konkurrence. Presses prisen for langt ned, går det ud over dem. Herudover går en stor del af prisen til den høje nationalparkafgift for at komme ind til Kilimanjaro. 

Inddelt i seks højdezoner
Kilimanjaro er inddelt i seks højdezoner. Den laveste passeres på vej til nationalparkens port, og består af opdyrket lavland med kaffe- og bananplantager. Efter indtjekning ved nationalparken fortsætter vi gennem regnskov. Efter en halv dags vandring er der ingen tvivl om, at vi bevæger os opad ind i zone to: Træerne bliver lavere. Buske begynder at overtage. Vi slår teltpløkkerne i ved Machame Hut i 3.000 meters højde.

I løbet af natten regner det. Teltet holder heldigvis tæt. Men hvad der under denne nat blev vådt, forbliver vådt resten af turen, for klimaet på Kilimanjaro er først og fremmest fugtigt. Højere oppe tilføjes kulden. Ikke ideelle vilkår at tørre svedfugtigt vandretøj i.
Vandringen på dag to tager os gennem Kilimanjaros 3. og 4. zone. Først et tørt og diset buskads, som i takt med opstigningen bliver til reelt hedelandskab.

Stien er stejl og ujævn. Nogle gange skal vi ligefrem klatre, dog uden teknisk udstyr. Vores guide sætter et stille og roligt tempo: »Poli poli,« som er swahili og betyder »langsomt«.

Vi slår lejr for natten ved Shira Camp. Her opgav det engelske fodboldhold Chelseas stenrige russiske ejer, Roman Abramovich, året før. Med et følge på flere hundrede mand måtte han se sig slået af højderne og blev helt ekstraordinært hentet i helikopter.
Vi spiser de popcorn, kokken har lavet, tilfredse over, at vi endnu ikke »mærker bjerget«, som vores guide omtaler den frygtede højdesyge. Vi befinder os nu 3.840 meter over havets overflade.

På tredjedagen mærker vi bjerget
Træthed. Stakåndethed. At vandre og tale samtidig volder nu problemer. Vi er oppe i 4. zone; et goldt alpinlandskab. Kun få planter trives her, en af dem er det særprægede og robuste Lobelia-træ, som i takt med gletchernes nedsmeltning har overtaget pladsen og vidner om evolutionens stadige eksistens. Også under klimaforandringer.

Kilimanjaro er for mange blevet et symbol på klimaforandringer. De fleste har læst de dystre udsigter for vulkanens hvide top, som lyder på, at den ifølge flere geologer allerede i 2020 vil være væk. For altid.

Den smeltende sne er ikke eneste klimasignal, vi møder i takt med, at vi nærmer os toppen. Vi vækkes meget tidligt af en uhyggelig buldren, det lyder nærmest, som om et stort stenskred er på vej mod lejren.

Ved morgenkaffen spørger vi guiden. Og ganske rigtigt. Gletchernes og sneens smelten løsner store brudstykker af klippevæggen, som styrter til jorden. Kilimanjaro smuldrer med andre ord.
Det var det, vi bevidnede i den ellers blikstille afrikanske nat.

Barafu Camp befinder sig i 4.550 meters højde. Lejren udgør vores base for at nå toppen samme nat. Fra lejren ser man ikke den bratte lavavæg, som skal besejres, og vi erfarer senere, at det er helt bevidst: Alt for mange ville opgive på forhånd, hvis de blev bekendtgjort med sidste nats stejle opstigning, som skal føre én til målet: Solopgang ved Uhuru Peak. 

Et massivt måltid bestående af spaghetti bolognese tilberedes af kokken. Herefter er der hvile, indtil udfordringen påbegyndes.
Ved midnatstid vækkes vi med kaffe. Et fantastisk syn møder os: Mange har allerede begivet sig på vej, og deres pandelamper danner en oplyst snoet sti op ad vulkanens krater.

Få timer senere passerer vi på sørgelig vis adskillige på vej ned igen; de nåede ikke toppen. I disse højder kan få hundrede meter spille en altafgørende rolle. Den, der går langsomt, når længst i højderne. 

Ramt af højdesygen
Denne nat kræver alt. Langsom vandring tilskyndes ikke længere – det sker helt af sig selv. Først del af vandringen er på ren klippegrund. Den sidste del foregår på en kombination af grus og større klippebrokker. Undervejs passerer vi en gletcher. Vi ser den ikke i natten, men kolde vinde rammer os i ansigtet.

Men ellers kæmpes der med højderne. De gør for alvor ondt. Under et kort hold bliver det klart, at gruppen må skilles. Hvor jeg er ramt af højdesygen, kæmper min rejsefælle med kulden. Vi har to guider med, for alt kan ske på denne strækning – grupper må ofte splittes op. Vi genser først hinanden på toppen ved Uhuru Peak efter timers kamp op ad en stejl lavavæg.

Ingen af os er i tvivl: At betragte solopgangen over Afrika fra toppen af Kilimanjaro er hele besværet værd.
Marchame-ruten er »Whiskey-ruten«,og reglen blev derfor hurtigt: Ingen afslutter uden en whiskey. Efter et langt varmt bad ved tilbagekomsten til Arusha begiver vi os ud på en af de lokale barer. Selvfølgelig i selskab med guiderne, bærerne og kokken.

Læs også: Canadisk vildmark for vovehalse