På to hjul gennem Tyskland

I Tyskland er cykelturismen højt prioriteret. Fine kort og mange afmærkede ture fører de tohjulede turister sikkert gennem dybe skove og ad øde markveje til livlige ukendte byer ved store søer.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Berlin vågner. Nede på gaden trasker forældre af sted med deres børn på vej til skole eller børnehave. De mindste hjuler af sted på deres træcykler uden pedaler.

Læs også: Oplev Berlin på to hjul

Vi skal også ud og cykle. Men det er med pedaler, 14 gear og affjedrede forgafler. Vi skal til København ad Radweg Berlin-Kopenhagen.

Det er en 400 kilometer afmærket cykelrute op gennem det tidligere Østtyskland gennem Brandenburg og Mecklenburg-Vorpommern. Ukendt land for os, som kun kender stederne fra skiltene på autobahnen fra Rostock til Berlin.

Vi cykler langs en kanal ad en fin asfalteret cykelsti ud forbi Flughafen Tegel, mens vi passerer kolonihave efter kolonihave. Berlinerne elsker deres Kleingärten  med sirligt ordnede haver og  flag i flagstængerne. Vi kører et stykke tid ad Mauerweg – som går der, hvor muren lå - gennem skyggefulde lunde og langs en sø og en kanal. Nye villaer er skudt op i det tidligere ingenmandsland, og udvisker minderne om den delte by.

Varmen er kvælende, og vi kigger grundigt på kortet efter det lille symbol med en kniv og en gaffel. Der er ikke mange af dem, så det gælder om at slå til, når muligheden byder sig.

Pølser og kartofler
Oranienburg nærmer sig. Her ligger den tidligere koncentrationslejr Sachsenhausen, men vi fokuserer i stedet på at få noget at spise. Det lykkes at finde en lille restaurant i udkanten af byen ved floden. Her er andre cykelturister og god tysk mad på kortet. Vi spiser pølser og Bratkartoffeln, som er salte og godt stegte. Så kan vi lidt igen, og vi triller videre gennem skov og langs en kanal ud i det mere og mere øde landskab. 

Der er en kniv og en gaffel ved Krewelin, ti kilometer væk på den anden side af en kanal. Der må vi hen. Vi cruiser ind gennem landsbyen på meget toppede brosten. Skilte er der nok, som var det en storby, vi var kommet til. Vi nærmer os hastigt bymidten, i det fjerne ser vi et skilt, der ligner noget med Gastsstätte. Men ak. Døren er lukket, og vi må tilbage gennem den nærmest uddøde lille by og pedale videre.

Dagens etape er næsten overstået. Knap ti kilometer er der til det sted, vi har udset os til at overnatte. Vi spejder efter det næsten hjemlige skilt med symbolet for Radweg Berlin-Kopenhagen. Vi finder det lige dér, hvor en italiensk storfamilie på cykelferie står og taler og taler. Vi hilser på dem som kollegaer med  attenzione og ciao, triller forbi langs en jernbane og en kornmark, ind i en lille lund og nærmer os Ziegeleipark Mildenberg, som vi aldrig har hørt om før.

Det viser sig at være et nedlagt teglværk, som i årtier har leveret teglsten til masser af huse i Berlin og det nordøstlige Tyskland.  De store fabriksbygninger er nu omdannet til museum, og i de barakker, hvor arbejderne boede, er der nu et lille hotel. Stedet hedder Alter Hafen, og gæsterne er cyklister eller folk, der komme forbi i små motorbåde.

Søer og skov og søer og skov
De trætte ben er næsten friske næste morgen. I haven venter en Bauerfrühstück, tysk morgenmad med æg, pølser, leverpølse – som dufter og smager af barndommens rejser i bil ned ad Autobahn – marmelade, ost og frugt. 

Foran os ligger skyggefulde, ensomme skovstrækninger ad grusveje, et hus til salg, en enlig og uventet café, byer med navne fra en svunden tid: Dannenwalde, Himmelpfort, Bredereiche. 

Asfalt bliver til betonplader lagt i to spor eller bare grus. Det kræver sin cykel, vi krydser fingre for ingen punkteringer. Endnu en tidligere kz-lejr dukker op langs ruten. I Ravensbrück var 140.000 kvinder og børn interneret under anden verdenskrig. Stille skuer vi udover de statelige boliger til lejrledelsen, ned over de store åbne pladser og de dystre barakker. Vi stiger på cyklerne igen og vender tilbage til den dybe skov. 

Sådan fortsætter det nordpå. En mand på cykel stopper, og spørger i en øde landsby, hvor vi skal hen. Til Waren siger vi, og spørger samtidig: Er der en café eller forretning i den retning, vi skal?

”Nichts”, siger han og trækker på skuldrene. Vi fortsætter. Mark efter mark. Vi ser alle kornsorter. Men hvor er gårdene? En hare hist, et dådyr pist, mange skydetårne. En død lille slange, en lukket mølle. Og så Waren ved Müritz Søen. Mondænt, smukke villaer omdannet til hoteller ved den store sø. Lækre forretninger, gågader, caféer, springvand, parker. Det kunne være Schweiz. Vores fordomme om det tomme og fattige Østtyskland står for fald lige her.

Vi bor fint på Eckerinnen Seehotel, hvor en klinik samme aften holder 10 års jubilæumsfest.  En dansk forretningsmand fortæller, at han er her for at købe propeller til bådmotorer. Her er altså virksomheder, arbejdspladser, liv.  Østtyskland er på vej.

Vi når Rostock på femtedagen. Cykler videre fra Gedser til Nykøbing. Ikke en kiosk, ikke en café. Et enkelt supermarked. Mange tomme huse med til salg skilte. Endnu en fordom står for fald. Så stor er forskellen mellem Udkantsdanmark og Udkantstyskland alligevel ikke.

Læs også: Mallorca på to hjul