Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Hvor tager man hen, når nu sommerferien overhovedet ikke blev, som man havde håbet, og man trænger til en dosis sol?
Det dilemma, befandt min familie sig i, efter diverse ulykker havde regnet ned over os.
Læs også: Tag på ferie og kom hjem i topform
Svaret viste sig at være Apollo-destinationen Playitas på Fuerteventura, der er del af De Kanariske Øer, hvor vejret er gæstfrit hele året rundt.
Vores yngste søn blev ramt af meningitis sidste sommer og var indlagt på Rigshospitalet i fire uger, og hen over efteråret blev både min hustru og jeg også indlagt og opereret i henholdsvis underlivet og øjet.
Det betød, at den i forvejen udskudte sommerferie måtte udskydes yderligere to gange, så vi kom først af sted i marts i år. Et utraditionelt tidspunkt for en »sommerferie«, men heldigvis viste det sig, at Playitas var et godt sted at gøre comeback i solen.
Gratis yoga og fitness
Vi har før været på La Santa Sport på søsterøen Lanzarote med de to ældste børn, for vi kan godt lide, at der udover solbadning er mulighed for andre aktiviteter, når man er på ferie, så vi faldt hurtigt til på Playitas.
I modsætning til La Santa skal man have lidt penge op ad lommen, hvis man vil benytte tennisbanerne eller tage et slag badminton, men hvis man – som vi – blot bruger sportsfaciliteterne som et supplement til en traditionel solferie, så kommer man langt for 10-20 euro om dagen.
De udendørs yoga- og fitnesshold er gratis, og det samme er en svedig løbetur – naturligvis.
Når sportsudvalget blot skal være prikken over i’et, er det naturligvis vigtigt, at resten er i orden – og det er det.
I forhold til La Santa er man meget tættere på havet, så udsigten var helt i top fra vores toværelses lejlighed, og der er i det hele taget rigtig pænt på Playitas.
Fællesarealerne er velholdte, og der er kælet for blomster og planter, så øens rå natur får et farverigt modspil.
Vi havde valgt fuldpension, hvilket klart kan anbefales, hvis man gerne vil slappe af og dele hinandens selskab i stedet for at være fælles om opvasken.
Udvalget til både morgen- og aftensmad var varieret og indbydende og kan nydes i to forskellige restauranter. Specielt pandekagerne ved morgen-buffeten og det store dessert-udvalg om aftenen var et hit hos børnene.
Mini-supermarkedet på resortet har kun det allermest nødvendige, så hvis man selv vil lave mad, kræver det en bil til indkøb. Det er selvfølgelig også muligt at spise á la carte på de øvrige restauranter, der ligger på området.
Familiedyst i minigolf
Vores største »sportsudfoldelser« fandt sted, når vandrutsjebanen blev gennemkørt igen og igen, eller når hele familien tog endnu en dyst på den meget alsidige minigolf-bane.
Min hustru fik lidt ene-tid til yoga og ved en fodbehandling, hvor små fisk spiser den hårde hud væk, mens jeg fik spillet 18 hullers golf på Playitas’ kompakte og drilske bane.
Dens centrale beliggenhed er et godt salgsargument overfor de golfinteresserede, hvis de vakler mellem Playitas eller La Santa Sport, hvor der først skal køres i bil, hvis man vil ud og drive.
Om aftenen kan man slappe af på torvet og blive underholdt fra scenen af dansere, akrobater eller slangetæmmere. Niveauet svinger en del, men stemningen er hyggelig.
En enkelt fuser
Turens eneste fuser var den snorkeltur, som min ældste søn og jeg meldte os til. Spar pengene og den lange transporttid og hop i stedet direkte i vandet fra Playitas-stranden. Den undersøiske fauna var stort set den samme, som på den arrangerede tur, der primært bestod af transport.
På egen hånd så vi blandt andet en blæksprutte, hvilket er et fint udbytte, når ens badehåndklæde blot ligger 20 meter derfra.
Playitas kan klart anbefales som familiedestination og blandt vores medrejsende var der også flere, der rejste tre generationer sammen. Enkelte trapper gør dog, at en klapvogn ikke kan trille uhindret rundet overalt, men næste gang kan den mindste gå selv, og vi kommer gerne tilbage.
Læs også: Ferie i løbesko – og bikini
4 oplevelser
Vi var ikke taget til Fuertuventura for at være kulturelle, men lejede dog en bil en enkelt dag. Øen er ikke større, end man sagtens kan nå hele vejen rundt fra morgen til aften – og det var mere eller mindre, hvad vi gjorde.
Grotterne
Playitas ligger mod syd, så turen gik først mod vest, hvor en samling store grotter løber med opmærksomheden i byen Ajuy.
Las Dunas
Midt på øen er der flere charmerende byer og tilhørende kirker at udforske og mod nordøst ligger nationalparken Las Dunas, som er et kæmpe sandareal ligesom vor hjemlige Råbjerg Mile.
Kitesurfing
Udover at hoppe rundt i klitterne er det her også muligt at kigge på de mange kite-surfere, som også har fundet ud af, at Fuerteventura, er en god ferie-destination året rundt. (Det diskuteres, om øens navn kommer af de spanske ord for »Kraftig vind« eller »Stort held«, red.)
God mad
Inden vi kørte hjem til Playitas, spiste vi i byen Villeverde på restaurant El Horno. Den så ikke ud af meget, men blev med god grund anbefalet i Apollo-guiden »99 tips til Fuerteventura«.