På snesko i Yosemite

De fleste oplever den californiske nationalpark Yosemite om sommeren – fra dalen og de samme udsigtspunkter. Men spænder man snesko under fødderne om vinteren eller foråret, kan man opleve steder i parken, kun få mennesker kommer.

På snesko i Yosemite – Half Dome i baggrunden... Fold sammen
Læs mere
Foto: Tore Grønne

Foråret kærtegner Yosemite Valley med solstråler på blomsterenge, rislende smeltevandsfloder på deres højeste og temperaturer til T-shirt, shorts og solcreme.

Dalen summer af liv.

Folk med nakken bøjet bagover skuer op på de mastodontiske granitklipper, der rejser sig 800 meter lodret i vejret, og forsøger at få øje på klippeklatrere, der som miniaturemarionetter dingler i reb højt deroppe.

Nordamerikas højeste vandfald, Yosemite Falls, brager ud gennem en sprække i klipperne 739 meter oppe. Der er der, vi skal op.

Turen op langs Yosemite Falls er varm. Vinden blæser af og til dejlig, forfriskende støvregn fra vandfaldet ind over os, og vi diskuterer, om der virkelig kan være sne deroppe, mens vi piller det ene lag tøj efter det andet af, ruller ærmerne op og mærker sveden drive.

Vi når op til kanten, hvor vandfaldet forsvinder i afgrunden under os. Floden snor sig grønligt gennem landskabet i dalen langt under os, og alle stemmer er forstummet. Da vi vender ryggen til udsigten, ændrer verden med ét karakter. Her ligger der adskillige meter sne.

Vi er taget til Yosemite for at udforske de dele af nationalparken, hvor sneen stadig ligger over landskaberne. Det er første gang, vi skal prøve at spænde snesko under fødderne, og til at begynde med virker det lidt fjollet, som vi står der og basker med dem.

Selv om de ser lidt sjove ud og kan virke lidt kluntede, viser det sig hurtigt, at de er perfekte til vinterlandskaberne. Det takkede metal under støvlerne giver et godt greb, og den store ramme sørger for, at vi ikke synker ned. Vi vandrer sikkert og nemt over dynger af sne, på skrænter, ind mellem tårnende fyrretræer og rundt om klipper, der rager op fra sneen som små øer i et hav af hvidt.

Let og langsomt

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne sneskoene med langrendsskiene, som jeg plejede at spænde på i Norges fjelde på den årlige vinterferie med familien, men sneskoene er helt anderledes. Det kræver ingen teknisk kunnen, risikoen for at falde på halen er stort set ikke-eksisterende, og vi kan gå op ad bakker, jeg aldrig ville drømme om på ski.

Tempoet er dog også et helt andet. Det går langsomt, men det giver rigeligt tid til at lade de tyste vinterlandskaber synke ind.

Væltede træer stikker op fra sneen som naturens egne skulpturer, og gennem et hul i trædækket kan vi i det fjerne se Half Dome – den uforlignelige, enorme klippeformation med den mere end 400 meter høje glatskurede, lodrette facade, der står smukt som et buet monument over nationalparken.

I løbet af de næste dage udforsker vi de fredelige, snedækkede områder i Yosemite med sneskoene under fødderne. Vi vandrer langs frosne floder, hvor vandet klukker blidt under isen, ind i lysninger, hvor træerne troner mod den dybblå himmel, op ad stejle skråninger, gennem smalle dale og op til udsigtspunkter. Vi har panoramaudsigter ned over dalen, hvor biler glider lydløst af sted, og den irgrønne flod snor sig over blomsterenge badet i sol.

Dernede er det forår. Heroppe er det vinter. Og mens der er rigeligt med mennesker langs vejene dernede, så er vi alene herude, hvor den eneste lyd er sneen, der knaser under sneskoene.