På skinner til Australiens hjerte

Rejseliv.dk steg på den klassiske togtur, The Ghan, og kørte 1.559 km ind i Australiens outback.

Rejseliv imported photo
Foto: Great Southern Railway

Luften over Adelaide Railway Station knitrede af spænding og fryd og højtidelighed, da klokken nærmede sig 10.15 den augustdag i 1929.

Næste: Det barske, ugæstfri og ubeboelige land

Børnene hoppede, de voksne havde blanke øjne, alle var omhyggeligt iført deres pæneste tøj. Og mens fløjten tudede og flag smældede, fyldtes luften af hvid damp og sort røg, og den brusende og hvæsende lyd af den mægtige motor, der langsomt satte i gang. The Ghan var på vej.

Sådan stod der i The Ghan News 4. august 1929 om togets allerførste tur mod Alice Springs 1.559 km inde i Australiens mægtige midte. Siden har The Ghan kørt i mere eller mindre fast rutefart på skinnerne mellem Adelaide i syd, Alice Springs i midten, og fra 2004 Darwin i nord. En tur på knapt 3.000 km gennem det fladeste, ældste, tørreste, varmeste, mest støvede ørkenland på Moder Jord.

Rejseliv.dk stiger ombord i 2009-udgaven af det berømte tog. Vognene har fået aircondition og dobbeltruder, og kupéerne eget toilet og bad udstyret med håndklæder og toilettasker med dyre produkter. Ellers er alting, som det var for 80 år siden, komplet med blanke træpaneler og veloursæder og et tykt tæppe på gulvet. Klassisk musik i højtaleren og et eksemplar af The Ghan News fra 4. august 1929 på klapbordet under panoramavinduet.

Vi lytter til den skingre fløjte, der også i dag signalerer afgang, og vinker farvel til dem, der også i dag kipper med flag. Men vi starter uden en lyd. Ikke så meget som en svag knirken afslører, at vi ruller ud fra stationen. Væk er damplokomotivet, erstattet af dieselmotorer og fremtiden. Af samme grund mærker man ikke straks, at vi er i bevægelse. Damp eller diesel, med så mange vogne, at toget strækker sig over mere end 600 meter skinner, opererer The Ghan ikke med 0-100 på et et-cifret antal sekunder. Men efterhånden som de ivrigt vinkende hænder på perronen syner mindre og mindre, er det alvor. Vi er af sted. På vej ud på en rejse, der går under superlativet legendarisk.

Dørene er lukket og låst, og næste gang vi stifter bekendtskab med civilisationen udenfor denne metal-belagte boble af luksus er om 1.559 km, når vi triller ind på stationen i Alice Springs.

Mens vi ruller forbi baghaver og parkeringspladser, og senere gennem marker med hvede og vin, forklarer vores personlige stewardesse, for sådan en har man naturligvis, hvornår der er henholdsvis frokost, middag og morgenvækning. Og velkomst-reception, som hun opfordrer os til at deltage i.

»For at møde jeres medrejsende.«
Det gør vi. Skåler i fælles flok i champagne med vores medrejsende. En teenager og hendes mor, to børn under teenage-alderen og deres forældre.
Resten af de 48 passagerer på Gold Class på denne afgang er +60. Og mange lidt til.
»Where’ you folks from?« spørger en ældre herre os.

Han sidder i samme sofahjørne som os og vil på typisk gemytlig australsk facon gerne i hyggelig småsnak. Vi småsnakker lidt om vind og vejr og kronprinsesse Mary, som han mener, dansken har stjålet. Champagnen får også tungebåndene til at boble hos resten af flokken. Man samles i baren og udveksler historier om fortid og fremtid og især om den fælles referenceramme, afghaneren, vi er på vej på eventyr med.

The Ghan har sit særegne navn efter de afghanere, der med deres kameler i mere end 100 år klarede al transport af varer til det øde indre Australien. Og som senere var med til at bygge den jernbanelinje, vi kører på nu. Og som, da den stod færdig, ironisk nok var med til at gøre dem og deres kameler arbejdsløse.

Afghanerne forsvandt, men kamelerne blev. I dag har de 120 pukkelryggede dyr fra dengang midt i 1800-tallet formeret sig til noget, der ligner over en million vilde kameler, der lever i outbacken.
»Dem skal I nok få at se,« siger vores rejsemakker i sofahjørnet.
Han har taget turen før.

Næste: Det barske, ugæstfri og ubeboelige land