På ski med James Bond

Det var lige her, James Bond kæmpede med skurken Blofeld i "I hendes Majestæts hemmelige tjeneste", og det var på disse schweiziske bjergsider, han i suveræn stil løb fra sine forfølgere.

Den lille, runde bygning alene på en alpetop – Schillerhorn – ligger i ca. tre km højde. En svævebane fører derop »med frit fald« fra bjergtinden Birg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Markus Zimmermann

Det er muligt, at jeg aldrig kommer til at medvirke i en James Bond-film – de har i hvert fald ikke ringet endnu – men denne skidag i Schweiz er en eksklusiv smagsprøve på sagen.

Læs også: Sveriges vildeste snepark

Der står »007« på min kaffekop heroppe på restauranten i 2.971 m højde, og jeg har lænet mig op ad lige præcis det grove smedejernsgitter, som skurkene arrigt vrider i stykker i Bond-filmen »I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste« fra 1969.
Nu til dags adskiller gitteret trappen ned til garderoben fra selve restauranten. Kønt er det ikke. Ligesom de pudsede betonvægge er det inderlig 60’er stil på den ufede måde. Næsten intet er forandret, siden filmcrewet pakkede sammen – men det er netop det sjove.
Jeg har nydt min gode schweiziske morgenmadsspecialitet, Birchermüsli, just der, hvor Bond-dullerne var dekorativt arrangeret med deres lakkede 60’er-frisurer og sorte eyeliner.

Og jeg har haft fornøjelsen at flyve-sejle med skurkens helt private svævebane sammen med alle de andre vovehalse. Den var, i filmen, den eneste adgang til dette paradisiske naturpanorama, der var base for Blofelds gustne planer om verdensherredømme ved hjælp af en uhyggelig virus. Som dedikerede Bond-fans utvivlsomt husker.
Det er nemlig selveste James Bond, vi kan takke for hele molevitten, for uden ham var denne alpetop stadig blot en ud af mange alpetoppe.

Topper på koldsveds-skalaen

Da jeg forlader platformen ved bjergstation Birg og bakser skiene ind i kabinen, er det med let sitrende hjerte. Vi er 2.676 m oppe og er på vej til Schilthorn-tinden med tilnavnet Piz Gloria. For selv om jeg har forceret utallige bjerge med utallige kabinelifter, så tager denne her altså prisen på koldsveds-skalaen.

Den sætter af med rask fart fra platformen, og – huuuiiij – med et stort sving slynger den ligesom sig selv med sit indhold ud i absolut ingenting over en af schweizeralpernes svært dybe slugter. Hvem i alverden får dog den idé, at bygge en svævebane helt herop – og henover så vild en afgrund, tænker jeg.

Projektet med kabinelift fra Mürren til Birg og videre op til Schilthorn var allerede udtænkt af det lille bjergsamfund for mange år siden. Det var lykkedes dem at bygge banen helt op til Birg, og dermed åbne det fabelagtigt flotte terræn for den hastigt voksende skisport. De manglede nu kun at inddrage den allerøverste Piz Gloria tinde og dermed de flotteste rå pister, nummeret inden himlen.
Men ak, kassen var rungende tom, og det ambitiøse projekt forblev en drøm. Indtil tilfældet ville, at en »location scout« fra Bond-filmselskabet lagde vejen forbi det afsides beliggende område.

»Her skal det være,« mente han. »Denne majestætiske ensomme bjergtop med kig ud over det meste af Europa er dette rette hovedkvarter for Blofelds lyssky foretagende. Vi bygger det lige.«
Som sagt, så gjort. Og eftersom filmproduktionsselskaber i den liga sjældent er tilbageholdende overfor udfordringer, var der ingen tøven: Man gik fluks i gang med at planlægge et stk. cirkelrund bygning i tre kilometers højde, samt et stk. kabinelift, der dels skulle indgå i filmens handling, og transportere crew, skuespillere og forsyninger op i højderne.

Astronomisk kultursammenstød

I Mürren var man i første omgang henrykt over at få fuldført forbindelsen til toppen med en forrygende og naturskøn udvidelse af skiterrænet til følge. Men de fredsommelige bjergboere blev snart fortumlede af alt virakken.
Søvnige småhoteller blev fyldt til sidste klapseng. Først af byggeholdet, siden af grej, udstyr og filmfolk. Det var et astronomisk kultursammenstød, men nysgerrighed og sund sans for forretning vandt: Snart var de lokale m fuldtidsbeskæftigede med at lave mad, køre, hente, bringe og servicere filmholdet.

Alene transportopgaverne var en udfordring, for der var – og er stadig – ingen veje op til Mürren. Så alt fra kabelruller, frisører, fotografer og massevis af mad, skulle først med tog og siden svævebane fra Lauterbrunnen. Og til sidst læsses på et lille tog op til Mürren, der var basen.

Præcis som man stadig kommer hertil, når man skal på skiferie.
Mange fik statistopgaver, og unge topskiløbere blev castet som stuntmen til de mest farlige bobslæde- og skijagt scener. Én af dem, en knægt ved navn Steffan Zürcher, blev så bidt af filmmediet, at han efterlod sine køer og kære i Alperne til fordel for en karriere i branchen. I dag er han filmproducent med hele verden som arbejdsplads.

Romancer blev det også til, ganske forudsigeligt – og op til flere såkaldte »Bond-babyer«. Men alle bliver hemmelige i blikket, når man spørger til navnene, og hvor de er i dag.

Filmen med George Lazenby som James Bond købte jeg i souvenirshoppen, der hvor svævebanen lægger til. Så nu mangler jeg bare selv at prøve offpist-løbet af, heroppe fra ørnenes egne klipper.
Det er den næste plan.
For Schilthorn stryger direkte ind på listen over skidestinationer med »en-gang-til-faktor«.
Du får nemlig ikke meget flottere skiløb, så sandt som mit navn er Feit – Susser Feit.

Læs også:
Sneens St. Tropez